Alle kender billedet: Et hvidt marmortårn, der trodser tyngdeloven og hælder så meget, at enhver klovn i et cirkus ville være misundelig. Men hvorfor blev Pisas berømte klokketårn egentlig skævt – og hvordan har det overlevet både middelalderens byggefejl, moderne ingeniørers redningsaktioner og flere jordskælv?
I denne artikel tager Fodbold i Italien dig fra de første spadestik i 1173 til de videnskabelige rapporter fra 2018 – og giver dig samtidig tips til, hvordan du kombinerer et besøg på Piazza dei Miracoli med en weekend på stadion i Toscana. Undervejs kigger vi ned i den bløde lerjord, der drillede middelalderens murere, zoomer ind på de dramatiske redningsoperationer i 1990’erne og afslører, hvorfor den samme jordbund, der næsten væltede tårnet, i dag beskytter det mod jordskælv.
Klar til at finde ud af, hvordan en byggefejl blev forvandlet til et verdensikon – og hvorfor tårnet i dag er lidt mindre skævt, end du måske tror? Så læs videre.
Fra byggefejl til verdensikon: det korte svar
Det korte svar er, at Pisas berømte klokketårn begyndte at hælde, så snart man nåede op i tredje etage i slutningen af 1100-tallet, fordi man havde lagt fundamentet på blød, uens jord af sand og ler – og fordi fundamentet selv var for overfladisk og spinkelt. Den sydlige side sank hurtigere end den nordlige, og hældningen blev bogstaveligt talt støbt ind i byggeriet.
I dag hælder tårnet stadig, men det er langt fra kollapsfaren. Et omfattende ingeniørprojekt i 1990’erne lagde blykontravægte, stålankre og fjernede jord under nordsiden. Det rettede toppen ca. 45 cm tilbage og har stabiliseret hældningen, som nu aftager langsomt år for år.
Måske mest overraskende er tårnet også robust mod jordskælv. Forskere viser, at samspillet mellem den stive marmorstruktur og den bløde jord ændrer vibrationerne, så de farlige seismiske frekvenser ikke forplanter sig – et fænomen kendt som dynamisk jord-konstruktion-interaktion.
Overblikket i fire linjer
- Årsagen: Blød, ujævn sand- og lerjord + svag fundering.
- Tidspunkt: Hældningen opstod allerede under opførelsen (før 1200).
- Redningen: 1990’ernes ingeniørarbejde reducerede hældningen med ~45 cm og gjorde tårnet sikkert for besøgende.
- Seismisk bonus: Den samme bløde jord, der skabte problemet, beskytter mod jordskælvsresonans.
Læs mere i kilderne
- Om den bløde jord og 1990’ernes hældningsreduktion: DR Nyheder & TV 2
- Historisk baggrund og funderingsfejl: Lex.dk
- Hvorfor det ikke vælter under jordskælv: Videnskab.dk
Jorden under Pisa: blød ler og sand – og et svigtende fundament
Pisa ligger på en kystnær slette, hvor undergrunden består af ler- og sandlag blandet med silt og grundvandsholdige linser. Sådanne aflejringer er både kompressible og uensartede: Nogle partier bliver hurtigt kompakte under belastning, mens andre synker i et langsommere tempo. Da man i 1173 støbte fundamentet til det fritstående klokketårn, var disse geotekniske forskelle ukendte – og man lagde kun et cirka tre meter dybt, ringformet fundament direkte på den bløde jord (Lex.dk).
Konsekvensen viste sig allerede, mens murene rejste sig:
- Asymmetrisk sætning – den sydlige halvdel af fundamentet hvilede på særligt blødt ler. Ifølge DR begyndte den side at give efter, inden man nåede op til tredje etage. Den nordlige side, der lå på mere fast sand, blev derimod stående.
- Sand- og lerlag skabte varige niveauforskelle – TV2 bemærker, at tårnets karakteristiske hældning kan spores helt tilbage til middelalderen, netop fordi den ujævne kompression fortsatte, længe efter murstenene var lagt.
- Fundamentet var ikke dimensioneret til differential sætning – Lex.dk peger på en “mangelfuld fundering”, dvs. både begrænset dybde og uens understøtning af ringfundamentet, hvilket forstærkede slagsiden.
Resultatet er det, geoteknikere kalder differential settlement: Bygningen synker ujævnt, så hele konstruktionen tipper. I Pisas tilfælde kombinerede man altså blød, heterogen jord med et alt for spinkelt fundament – en opskrift på den langsomt voksende hældning, som siden har defineret tårnets udseende og udfordret ingeniørerne i mere end 800 år.
Byggehistorien 1173–1350: pauser, tilpasninger og et ikon bliver til
Det ikoniske klokketårn, der i dag udgør Piazza dei Miracoli’s mest fotograferede motiv, blev sat i gang den 9. august 1173 – midt i Pisas maritime storhedstid. Dengang havde byens stenhuggere ingen anelse om, at de første fundamentsten allerede lå i en jordbund, der ville sætte hele værket på skrå.
Tre bygge-faser – og tre lange pauser
- 1173-1178: Man rejser de første tre etager i hvid kalksten og marmor. Allerede her registrerer håndværkerne en begyndende hældning mod syd, fordi undergrunden giver sig ulige. Bygherre vælger at stoppe arbejdet – en pause, der varer knap 100 år og sandsynligvis skyldes både de geotekniske bekymringer og politiske/militære konflikter mod Genova, Lucca og Firenze.
- 1272-1284: Arkitekten Giovanni di Simone (eller hans værksted) genoptager projektet. For at udjævne den eksisterende hældning bygger man de næste tre etager med en svag kurve “tilbage” mod nord. Resultatet er, at tårnet set i profil får en banan-formet akse – tidens mest elegante brandslukning af et fundamentalt problem. Byggeriet afbrydes igen i 1284, da Pisa lider et maritimt nederlag til Genova i slaget ved Meloria.
- 1350-1372: Den sidste etape afslutter klokkestolen og kronen med syv klokker, hver stemt til én af musikkens toner. Hovedarkitekten menes at være Tommaso di Andrea Pisano. Da stilladset pilles ned omkring 1350, er tårnet officielt færdigt – stadig skævt, men stabilt nok til daglig klokkeringning.
De øvre etagers “optiske reparation”
Lex.dk bemærker, at murene i de øverste etager er vinklet let mod nord for at narre øjet til at tro, at tårnet står mere lige end det faktisk gør. Den slags arkitektonisk kosmetik var nødvendig, fordi hældningen allerede før tredje etage truede med at blive pinlig for byens selvbillede.
Fra middelalderlig skavank til videnskabeligt laboratorium
Omkring 1600 skulle den unge Galileo Galilei ifølge traditionen have ladet tunge og lette kugler falde simultant fra toppen for at bevise, at faldhastigheden er uafhængig af massen. Historien – om end omdiskuteret – har sat tårnet på fysikkens verdenskort og forvandlet den ingeniørmæssige fejltagelse til en myte om videnskabelig nysgerrighed.
UNESCO-mærkatet og den globale branding
Siden 1987 har hele domkirkepladsen – domkirken, dåbskapellet, kirkegården og det skæve tårn – været på UNESCOs verdensarvsliste. Skævheden er dermed ikke blot et strukturproblem, men selve grunden til, at millioner af turister hvert år laver “hold-tårnet-med-hånden”-selfies. Hvad der begyndte som en byggefejl, er i dag både et kulturelt varemærke og en uvurderlig indtægtskilde for byen.
Resultatet? En konstruktion, der allerede i middelalderen udfordrede sin ingeniøre pokkers, men samtidig lagde grunden til det ikonstatus, der driver både forskning, turisme – og en god fodboldudflugt for fans på Toscana-tur.
Fra kollapsfare til redning: stabiliseringsprojektet i 1990’erne og genåbningen i 2001
I slutningen af 1980’erne stod Det Skæve Tårn i Pisa ved en kritisk grænse: hældningen nærmede sig 5,5 grader, og ingeniører vurderede, at konstruktionen risikerede at kollapse inden for få årtier. Derfor lukkede de italienske myndigheder og Opera della Primaziale Pisana tårnet for besøgende i januar 1990 (Lex.dk).
Efter tre års nødforstærkninger – bl.a. kabler, der forbandt klokketårnet med nabobygninger – besluttede man i 1993 at iværksætte et fuldskalaprojekt, der i italienske medier blev kaldt “il cantiere del miliardo” (det milliarddyre byggeprojekt). Budgettet landede i omegnen af 200 mio. € og finansieringen kom primært fra staten og fonden bag domkirkepladsen.
Sådan reddede ingeniørerne tårnet
- Bly-kontravægte – Op til 900 tons blyklodser blev anbragt på nordsiden af fundamentet for midlertidigt at “trække” tårnet opret.
- Stålbjælker og kabeltræk – Et indre “bælte” af stål forbandt de nederste etager, mens spændkabler stabiliserede konstruktionen horisontalt.
- Undergravning (underexcavation) – Ingeniørerne borede 30-40 cm tykke huller i jordlaget på nordsiden og fjernede gradvist små lommer af jord (TV 2). Den kontrollerede udgravning lod tyngdekraften vippe tårnet en anelse mod nord – uden rystelser.
Metoderne blev justeret løbende via laserscanning og mere end 150 sensorer monteret på muren. Da arbejdet kulminerede i 1998-99, var hældningen reduceret med ca. 40 cm (Lex.dk) – DR angiver 45 cm (DR). Stabiliteten blev endelig godkendt i december 2000, og den 15. juni 2001 kunne publikum igen gå de 294 trin til toppen – nu med strengt begrænset adgang på 30 personer ad gangen.
Siden genåbningen har tårnet langsomt “rejst” sig yderligere omkring 4 cm, mens hældningen er faldet med cirka en halv grad i forhold til 1990 (DR; TV 2). Eksperterne forventer, at konstruktionen nu er sikker i mindst 200 år, forudsat fortsat overvågning.
Bottom line: 1990’ernes redningsaktion forvandlede et globalt ikon på randen af kollaps til et ingeniørmæssigt forbillede: hældningen er fortsat synlig – men nu under fuld kontrol.
Hvor skævt er det i dag? Grader, centimeter og lidt kildesving
Hvor skævt er Det Skæve Tårn egentlig i dag? Svaret afhænger af, hvilken kilde – og hvilket måleår – man spørger. De nyeste offentligt tilgængelige tal (alle fra før 2019) giver følgende pejlemærker:
- Videnskab.dk: Højde ca. 58 m, hældning omkring 5° (toppen ca. 5,2 m ude af lod). Tallene stammer fra perioden lige omkring stabiliseringen i 1990’erne.
- DR: Knap 57 m i højde. Hældningen er rettet yderligere 4 cm siden genåbningen i 2001 – oven i de ca. 45 cm, som ingeniørerne fjernede under selve redningsprojektet.
- TV 2: Leanet er i dag omtrent en halv grad mindre end for 20 år siden; tendensen er altså fortsat let opretning.
- Lex.dk: Angiver højden til ca. 55 m og citerer den klassiske hældning på godt 5° før indgrebene.
Forskellene skyldes først og fremmest tre ting:
- Højde målt hvorfra? Nogle kilder regner til klokkestolens top, andre kun til øverste gesims – og terrænet skråner et par meter mellem nord- og sydside.
- Tidspunktet for opmålingen (før, under eller efter stabiliseringsprojektet).
- Målemetoden: laser, klassisk landmåling eller geodætiske sensorer giver små forskelle i centimeter-skala.
På tværs af tallene er tendensen klar: tårnet hælder stadig små fem grader, men hældningen falder meget langsomt år for år, og konstruktionen anses i dag for stabil i mindst de næste par hundrede år.
Redaktionel note: Alle ovenstående målinger er offentliggjort i 2018 eller tidligere. Overvågningsdata fra Opera della Primaziale Pisana opdateres løbende, men deles ikke altid med pressen. Det overordnede billede – svag, kontrolleret opretning og ingen accelererende bevægelser – er bekræftet af de seneste tekniske rapporter.
Hvorfor vælter det ikke under jordskælv? Dynamisk jord‑konstruktion-interaktion (DSSI)
Det lyder næsten som en skæbnens spøg: Den bløde jord, der i middelalderen fik klokketårnet til at hælde, er også årsagen til, at det ikke er brast sammen under de jordskælv, Toscana har oplevet gennem århundrederne. Forklaringen ligger i det, ingeniørerne kalder dynamisk jord-konstruktion-interaktion (DSSI).
Ifølge et studie præsenteret af et internationalt hold på 16 ingeniører – offentliggjort bl.a. via Videnskab.dk – viser seismologiske og geotekniske målinger, at tårnet og den underliggende jord interagerer på en måde, som flytter konstruktionens egenfrekvenser uden for det farlige interval, hvor jordskælvsbølger typisk har mest energi.
- Højde & stivhed: Det 55-58 meter høje marmortårn er relativt stift sammenlignet med, hvor smalt det er. Det betyder, at det naturligt vil vibrere med en forholdsvis høj frekvens.
- Blød sand- og lerjord: Undergrunden dæmper rystelser og forlænger den samlede periode for jord-struktur-systemet. Kombinationen af stiv bygning og blød bund ender derfor med en mellemlang egenperiode, som ganske enkelt ikke rammes af de dominerende frekvenser i lokale jordskælv.
- Resonans undgås: Når egenfrekvens og jordskælvsfrekvens ikke mødes, opstår ingen farlig resonans, og de horisontale kræfter, der kan vælte høje slanke strukturer, bliver markant mindre.
Resultatet taler for sig selv: Mindst fire kraftige skælv siden 1280’erne har ikke fået tårnet til at styrte sammen. Forskerne præsenterede de detaljerede modeller og måledata på flere internationale workshops og senest ved den 16. europæiske konference i jordskælvsteknologi i Thessaloniki. Her blev Pisa-casen fremhævet som skoleeksempel på, hvordan DSSI kan både true og redde historiske monumenter.
DSSI er i dag en hel disciplin inden for jordskælvsteknik, fordi netop interaktionen mellem konstruktion og underlag ofte afgør, om en bygning overlever. Pisa-tårnet minder os om, at selv en fejlbehæftet struktur kan overleve i århundreder, hvis man forstår – og udnytter – fysikkens finurligheder.
Skæve bygninger i perspektiv – og praktiske tips til besøgende og fodboldfans
Når man står ved Torre Pendente og knipser det obligatoriske ”jeg-holder-tårnet-oppe”-foto, kan det være svært at tro, at andre bygninger faktisk hælder endnu mere. Men det gør Sankt Peter fra Alkantara-kirken i Karviná i det nordøstlige Tjekkiet. Den fine barokkirke står med en hældning på cirka 6,8° – godt en hel grad mere end Pisa. Forskellen er årsagen bag:
- Pisa: Naturlig, blød ler- og sandjord, der gav efter allerede under opførelsen i 1100-tallet.
- Karviná: Menneskeskabt kulminedrift. Da minerne blev tømt, kollapsede underlaget, og hele området sank omkring 37 m.
Begge steder var man tæt på at miste bygningen: Karviná-kirken måtte sikres med nye fundamentpæle og dræning i 1990’erne, mens Pisa-tårnet fik sine blykontravægte og undergravning. I dag er begge ikoniske turistmål, der tilmed viser, at ”skævhed” kan fortælle vidt forskellige historier – fra middelalderens geotekniske misforståelser til senindustrielle følgevirkninger.
Praktiske tips til dit pisa-besøg
- Adgang kun med tidsbestilt billet. Book online flere uger i forvejen, især i sommermånederne.
- Brug tid på hele Piazza dei Miracoli: domkirken, dåbskapellet og Camposanto kan besøges på samme kombibillet.
- Tårnbesøget tager ca. 35 minutter – tasker skal afleveres i garderoben.
- Kom tidligt eller sent på dagen for at undgå de største turistflokke og få blødere fotolys.
…og til fodboldfans
- Pisa Sporting Club (Serie B) spiller på Arena Garibaldi – Stadio Romeo Anconetani, ca. 20 minutters gang fra tårnet. Billetter kan ofte købes på kampdagen, men topopgør sælger hurtigt ud.
- ACF Fiorentina (Serie A) i Firenze ligger 1 t 15 m væk med regionaltog. Perfekt weekend-kombination: lørdagskamp i Firenze, søndagskultur i Pisa – eller omvendt.
- Holder du af mindre arenastemning, så tjek også Empoli FC eller Lucchese, begge under en times togtur væk.
- Toscana har mange lavprisfly til Pisa Galileo Galilei Lufthavn – du kan lande, smide kufferten på hotellet og stå på tribunen samme aften.
Uanset om du rejser for kurvede klokketårne eller kurvede indersving i Serie A, leverer Pisa og omegn en kompakt pakke af kultur og fodbold. Og skulle du få blod på tanden for flere skæve oplevelser, kan Karviná-kirken nemt nås på en forlænget weekend i det centrale Europa – så har du to hældende højdepunkter at krydse af på bucketlisten.
