Du står på Stadio Olimpico i Rom. Hymnen bølger ud af højttalerne, tifos svajer, og de tusindvis af stemmer omkring dig synger om Italien – men spillerne på banen hedder Retegui (født i Argentina), Jorginho (Brasilien) og Emerson Palmieri (født i Santos, opvokset i London-området). Hvem er egentlig italiener? Hvor begynder og slutter et pas, og hvornår tager følelsen over?
Nationalitet lyder som noget køligt og juridisk – en linje i passet under “Nationality”. Men på stadion, i diskussioner om landshold, og i de livlige italienske barer før kampstart, er det langt mere end bureaukrati. Det er identitet, følelser og tilhørsforhold – en usynlig trøje vi alle bærer, uanset om vi råber ”Forza Azzurri!” eller ”Dai ragazzi!” fra sofaen.
I denne artikel dykker Fodbold i Italien ned i spørgsmålet: Hvad betyder nationalitet, når pas, kultur og følelse mødes? Vi spænder fra jus sanguinis og dobbelte pas til de legendariske oriundi i Serie A – og vi ser på, hvorfor netop nationalitet kan få stadionet til at eksplodere af stolthed eller blive ramt af splittelse.
Tag plads på tribunen, læn dig tilbage, og lad os udforske, hvordan et lille ord i passet kan vække store følelser – både i samfundet og på fodboldbanen.
Disclaimer, formål og vinklen fra Fodbold i Italien
Disclaimer: Indholdet herunder er udelukkende til oplysning og debat. Det kan ikke erstatte individuel, juridisk rådgivning. Regler om nationalitet, statsborgerskab, arbejds- og opholdstilladelser ændrer sig løbende, og praksis varierer fra land til land. Dobbelttjek derfor altid hos myndighederne eller en kvalificeret jurist, før du træffer beslutninger i konkrete sager.
Flere af de kilder, vi henviser til, er analyser og opslagsartikler udgivet i 2018-2019. Det betyder, at enkelte detaljer kan være forældede, men kilderne giver stadig et solidt begrebs- og historisk fundament til at forstå, hvorfor diskussionen om nationalitet ser ud, som den gør i dag.
Vores vinkel – Fodbold i Italien: På Fodbold i Italien – Serie A, billetter og stadionoplevelser møder vi temaet om nationalitet dagligt:
- Hvordan balancerer spillere med dobbeltpas deres loyale tilhørsforhold mellem klub og landshold?
- Hvilken betydning har kulturel identitet for fans på Curva Sud, når en ny oriundo (italiensksindet spiller født i udlandet) debuterer for Azzurri?
- Hvordan påvirker EU-regler, kvoter for ikke-EU-spillere og FIFA’s nationalitetsbestemmelser Serie A’s økologi – både økonomisk og sportsligt?
I artiklen kombinerer vi tre linser:
- Juraen – pas, lovgivning, konventioner og gråzoner (fx børn født i luften eller til søs).
- Kulturen – etnicitet, sprog, historie og de følelser, der binder eller splitter et fællesskab.
- Fodbolden – konkrete eksempler fra Serie A, italienske landshold, transferregler og tribune-kultur.
Formålet er at give dig som læser et helhedsblik på spørgsmålet: Hvad betyder nationalitet, når pas, kultur og følelse mødes – ikke kun i statsret, men også på stadion?
Hvad er nationalitet – og hvordan adskiller det sig fra statsborgerskab?
Juridisk udgangspunkt: I folkeretten forstås nationalitet som det retslige bånd mellem en fysisk person og en suveræn stat. Båndet giver staten kompetence til at udøve jurisdiktion (fx udstedelse af pas, opkrævning af skat, konsulær bistand) og indebærer som udgangspunkt statens pligt til at beskytte personen – dog varierer de konkrete rettigheder og pligter fra land til land.
Det er hver enkelt stat, der via sin nationalitetslov suverænt bestemmer, hvem der er dens „nationals”. Denne suverænitet er ikke ubegrænset: internationale traktater – især konventionerne om begrænsning af statsløshed (1961) og den Europæiske Konvention om Nationalitet (1997) – lægger ydre rammer, f.eks. om ikke vilkårligt at fratage borgere deres nationalitet eller efterlade børn statsløse.
Nationalitet ≠ statsborgerskab – men de overlapper ofte
- Nationalitet (legal sense): statens medlemskabs- og beskyttelsesforhold.
- Statsborgerskab (civic sense): de politiske rettigheder og forpligtelser, der følger af fuldt medlemskab af en stat – typisk stemmeret, valgbarhed, pligt til militærtjeneste mv.
Alle statsborgere er per definition nationale. Omvendt kan der i visse lande eksistere nationale, som ikke er fulde statsborgere: koloniale undersåtter, visse territoriale beboere eller beskyttede personer kan f.eks. være „nationals without citizenship”. I moderne nationalstater falder de to begreber dog oftest sammen, hvorfor de i daglig tale (og i mange offentlige databaser) bruges synonymt.
Hverdagssprogets bredere brug af „nationalitet”
På dansk og engelsk omtaler man jævnligt skotter, baskere, katalanere, kurdere, inuitter osv. som „nationaliteter”, selv om de ikke alle har en selvstændig stat. Her bruges ordet i en kulturel/etnisk forstand snarere end den juridiske. Den betydning handler om:
- Fælles historie og myter
- Sprog eller dialekt
- Symboler og ritualer (flag, sange, madkultur)
- En subjektiv følelse af „vi” – et oplevet fællesskab
Begge betydninger – den juridiske og den kulturelle – eksisterer side om side og krydser ofte hinanden, hvilket er kilde til både misforståelser og stærke følelser, ikke mindst i fodboldens verden.
Hvordan får man nationalitet? To klassiske principper
- Jus sanguinis (blodets/afstamningens ret)
Nationalitet nedarves fra mindst én forælder. Italien (og dermed mange Serie A-spilleres pas) følger primært dette princip – derfor kan en brasiliansk født spiller med italiensk oldefar stadig få italiensk nationalitet som oriundo. - Jus soli (jordens/fødselsstedets ret)
Nationalitet tildeles automatisk alle, der fødes på statens territorium. USA og Canada er de klassiske eksempler, men flere europæiske lande har indført betingede jus soli-ordninger for børn af udlændinge, der er bosat lovligt.
De fleste stater kombinerer i dag de to principper og supplerer med naturalisation (tildeling efter ansøgning, bopæl og loyalitetskrav). Derfor kan samme person potentielt være berettiget til flerdobbelt nationalitet – med de politiske og sportslige dilemmaer, vi vender tilbage til senere.
Opsummeret: Nationalitet er juridik, statsborgerskab er politik – men begge farves af kultur og følelse. Forståelsen af forskellene er grundlaget for at diskutere alt fra stemmeret og skat til, hvilket land en fodboldspiller må repræsentere ved VM.
Etnicitet, kultur og følelse: hvorfor ’nationalitet’ ikke kun handler om pas
Etnicitet er først og fremmest et spørgsmål om relationer og følelser – ikke om stempler i et pas. Samfundsvidenskaben definerer begrebet som et politisk og kulturelt fællesskab, der
• bygger på selvidentifikation (jeg opfatter mig som noget)
• kræver anerkendelse fra gruppen (de andre accepterer mig som én af deres)
• vedligeholdes af et kommunikationsfællesskab (vi deler sprog, ritualer, minder)1
Det afgørende er altså det subjektive bånd: Hvad betyder det for mig – og for dem, jeg gerne vil høre til hos? Her kan en enkelt sang, en familiesøndags pasta al forno, eller en tur på Curva Sud i Rom gøre mere for identiteten end år i folkeregisteret.
Krydsfeltet mellem etnicitet og nationalitet
- De fleste moderne nationer hviler på netop sådanne kulturelle fællesskaber: fælles sprog, myter, højtider og symboler. Derfor flyder folkelig tale let ud i sætninger som “min nationalitet er siciliansk” – selvom Sicilien juridisk ikke er en suveræn stat.
- Juridisk nationalitet er derimod et retsforhold til en bestemt stat, og den kan man som udgangspunkt kun få eller miste gennem lovgivning (jus soli/jus sanguinis, naturalisation osv.).
- Fordi sproget blander lagene, opstår misforståelser: Når nogen spørger, om Mario Balotelli er “rigtig italiener”, trækker man ubevidst på både pas, kultur og biologi – men i virkeligheden er de tre kategorier helt forskellige størrelser.
Faldgruben: Når “nationalitet” bliver biologiseret
I dagligdags debatter kobles “etnicitet” og “nationalitet” indimellem til race eller “blod”. Det sker for eksempel, når danske statsborgere med synlig, ikke-europæisk baggrund omtales som “anden nationalitet”, selvom deres pas, stemmeret og hverdag er dansk.
Etnicitet, skriver lex.dk, er ”ikke en naturlig, men en social identitet, der skabes gennem interaktion”. Blodprøver kan ikke udstede et fællesskab.
Juridisk set er der ingen stat i verden, som bygger sit nationalitets-register på hudfarve. Staters lovtekster styrer, hvem der er borger; følelser og kultur styrer, hvem der føler sig hjemme – og de to følger sjældent fuldstændig hinanden.
“pas, kultur og følelse” i praksis – Et mikset hverdags-dna
| Lag | Indhold | Fodbold-eksempel |
|---|---|---|
| Pas | Statsligt papir, som giver rettigheder og pligter. | FIFA tillader kun spillere med italiensk pas at trække Azzurri-trøjen over hovedet. |
| Kultur | Sprog, mad, musik, højtider – de delte symboler. | Italienere i Argentina (“oriundi”) taler spansk, men bærer nonnas salsasopskrift og Serie A-drømme i hjertet. |
| Følelse | Det personlige “vi”, stoltheden, lojaliteten. | En fan i Milano, født i Marokko, der synger med på “Il Canto degli Italiani” før kamp. |
Disse lag overlapper og kolliderer hele tiden. Et pas kan udstedes på fem dage, mens tilhørsforholdet måske tager en generation. Omvendt kan man føle sig som en del af et folk uden nogensinde at få dets statsborgerskab. Det er netop dette krydsfelt, senere afsnit udfolder gennem jura, samfundsvidenskab og – selvfølgelig – italiensk fodbold.
Pointen her: Nationalitet er sjældent entydig. Den er en levende process, hvor lovgivningens logik møder hverdagens ritualer og hjertets loyaliteter. Når vi diskuterer landshold, dobbeltpas eller tifos på tribunen, taler vi derfor ikke kun om passider – vi taler om mennesker, historier og følelser, der ikke kan stampaes i bureaukratiske felter.
National identitet som samfundets lim: hvorfor stater har brug for et folk
Forestillingen om et folk som samfundets naturlige lim er ikke kun romantisk nationalromantik; den er et klassisk, samfundsvidenskabeligt argument for, hvorfor stater overhovedet fungerer. Som historikeren Michael Böss formulerer det på Videnskab.dk, risikerer stater uden en fælles national identitet at gå i opløsning under pres fra sociale, økonomiske, regionale, etniske og sproglige brudflader.
Politologen Francis Fukuyama udbygger samme pointe i Identity (2018): Fraværet af en samlende fortælling efterlader institutionerne svage og gør både korruption og klientelisme til fristende alternativer. Derfor bliver nationsbygning – altså arbejdet med at skabe en oplevet, fælles identitet – lige så centralt som skattepolitik eller infrastruktur, når stater skal udvikles.
Böss ridser fem funktionelle gevinster op ved en delt nationalitet:
- Sikkerhed & sammenhængskraft: Loyalitet til staten giver modstandskraft mod interne konflikter og ydre pres.
- Tillid: Kollektiv identifikation forøger social kapital, mindsker korruption og gør hverdagen tryggere (og billigere).
- Samarbejde & fælles mål: Borgerne føler større ansvar for kollektive goder – fra klimatiltag til skattebetaling.
- Solidaritet & omfordeling: Vi er mere villige til at støtte økonomisk svagere landsmænd, vi ikke kender personligt.
- Demokratiets hverdag: National følelse hjælper tabere med at acceptere valgresultater og efterleve love, de er uenige i.
Moderne stater testes dog af globalisering, migration og dobbelt statsborgerskab. Böss peger på præsidentvalget i Tyrkiet 2017 som case: Her opfordrede Recep Tayyip Erdoğan tyrkiske statsborgere i Nordeuropa til at stemme, hvilket satte værtslandenes tillid til deres nydanske, nytyske eller nysvenske medborgere på prøve. Spørgsmålet blev pludselig: Hvem har man lojalitet til, når to regeringer trækker i én?
Konklusionen fra Böss er knivskarp: Nationalitet er ikke kun et stempel i passet eller en varm følelse i maven; den er et sindelag, der viser sig i konkrete handlinger og holdninger. Uden dette sindelag risikerer stater – og deres fodboldlandshold, skattesystemer og daglige borgerlige samtaler – at stå uden det fælles fundament, der skal få alt det andet til at fungere.
Når juraen møder hverdagen: særlige cases og gråzoner (født i luften, på havet, dobbelt loyalitet m.m.)
På papiret er nationalitet bare en paragraf i lovsamlingen. I praksis kan den samme paragraf munde ud i helt forskellige resultater, alt efter hvor i verden – eller over verden – man befinder sig. Her er tre konkrete hverdagsscenarier, der viser, hvor fejende svært et simpelt spørgsmål som “Hvilket pas får barnet?” eller “Hvor hører stemmen hjemme?” kan være.
1. Født i luften eller på vandet – Når fødselsattesten mangler landekode
Et barn, der ankommer til verden i 10.000 meters højde eller i internationalt farvand, kan i teorien ende som statsløs. I praksis bruges en trappemodel, som Ekstra Bladet gennemgik i 2018 (kilde):
- Registreringslandet for flyet/skibet – hvis det har tiltrådt FN-konventionen om begrænsning af statsløshed, “arver” barnet normalt denne nationalitet.
- Fødselspositionen – hvilket lands luftrum eller territorialfarvand var man i øjeblikket, moderen fødte?
- Forældrenes pas – falder de to første muligheder fra, træder afstamningsprincippet (jus sanguinis) i kraft.
Reglen bliver sjældent testet, men kendte eksempler viser spændet:
- Canada-Japan (2015): En canadisk statsborger fødte i et japansk luftrum på et canadisk registreret fly. Barnet kunne vælge mellem i hvert fald to pas.
- British Airways/Virgin Atlantic-sager: Passagerer, der fik veer over Atlanterhavet, har udløst britiske, amerikanske og forældrenes statsborgerskaber i forskellige konstellationer.
Opdateringsnote 2026: Flyselskaber fastholder typisk grænser ved uge 32-36 for gravide; lægeerklæring kræves ofte efter uge 28. Tjek altid de nyeste regler før afrejse.
2. Dobbeltpas & dobbelt loyalitet – Stemmeret som geopolitisk fodbold
Dobbelt statsborgerskab gør livet nemmere på rejse- og arbejdsmarkedet, men kan komplicere forholdet mellem hvem du betaler skat til og hvem du stemmer på. Michael Böss peger i Videnskab.dk-analysen (kilde) på, at hjemlande kan mobilisere deres diasporaborgere politisk:
- Erdogan 2017: Den tyrkiske præsident opfordrede tyrkere i Nordeuropa til at stemme “for” forfatningsændringen, mens europæiske værtsstater frygtede dobbelt loyalitet og indblanding.
- Andre eksempler tæller italienske parlamentsvalg, hvor italienere i udlandet har faste pladser i Senatet – her ses dobbeltpassets demokratiske plus- og minus-sider i realtid.
Set fra tribunen minder diskussionen om fan-loyalitet: Kan man “holde” med to klubber? For stater er svaret langt mindre harmløst.
3. Nationalitet ≠ statsborgerskab – Én familie, tre juridiske stier
| Scenario | Regelprincip | Muligt udfald |
|---|---|---|
| Dansk mor + italiensk far, barn født i Milano | Jus sanguinis (DK & IT) | Dobbelt statsborgerskab automatisk muligt* |
| Amerikansk par får barn i Rom | Italien anvender ikke rendyrket jus soli | Intet italiensk pas; kun forældrenes |
| Mexicansk mor får barn i USA | Jus soli (US) + jus sanguinis (MX) | Barnet får to pas fra dag ét |
*Danmark tillader nu dobbelt statsborgerskab; regler før 2015 var anderledes.
Som Wikipedia opsummerer (kilde): Nationalitet er selve retsbåndet; statsborgerskab er den politiske pakke af rettigheder og pligter, der følger med. Fordelingen mellem jus soli (jord) og jus sanguinis (blod) afgør, hvordan gråzonerne ovenfor falder ud.
Disclaimer: Ovenstående er til illustration og debat. Internationale konventioner, nationale love og luftfart-/sikkerhedsregler ændrer sig løbende. Har du en konkret sag om statsborgerskab eller pas, bør du altid konsultere relevante myndigheder eller en kvalificeret jurist.
Fodboldvinklen: nationaltrøjer, dobbeltpas og Serie A’s ’oriundi’
Når vi taler om pas, kultur og følelse i fodbold, befinder vi os på en slagmark, hvor jura og identitet krydser hinanden hver weekend. Stadionet er laboratoriet, hvor Wikipedia-definitionen af nationalitet (juridisk bånd) møder Lex.dk’s sociologiske blik på etnicitet (fællesskab og selvidentifikation). Her er de vigtigste facetter:
1. Landsholdets valghandling: pas vs. hjertets stemme
- FIFA tillader én A-landskampnation pr. spiller, men åbner for skift, hvis spilleren ikke har spillet en tællende seniorkamp (cap-tied). Kriterierne er statsborgerskab, forældre/bedsteforældre eller min. fem års bopæl efter det 18. år.
- Det juridiske krav (statsborgerskab) er klart; motivet er ofte følelsesbetonet: Jorginho følte sig italiensk i Padova længe før han fik sit pas, mens Wilfried Zaha følte sig ivoriansk på trods af engelske ungdomslandskampe.
- Resultatet er komplekse identitetsfortællinger: spillere, fans og medier diskuterer løbende, om man kan “skifte hjerte”, eller om nationaltrøjen skal bæres af dem, der “føler den fra barnsben”.
2. Italiens oriundi: jus sanguinis møder Sydamerika
- Ordet oriundo (“af italiensk oprindelse”) dækker hundredvis af spillere fra 1930’erne til i dag: Raimundo Orsi, Mauro Camoranesi, Thiago Motta, Mateo Retegui m.fl.
- Italiensk lov bygger på jus sanguinis: kan du bevise italiensk forfader, kan du få passet – uanset om din accent er porteñosk eller romanesco.
- Sportsligt har oriundi givet Azzurri VM-guld (1934, 1938) og EM-helte (2021), men også identitetsdebatter: “Er han rigtig italiener?” Det viser det glidende felt mellem juridisk nationalitet og kulturel accept.
3. Serie A, transfermarkedet og pas-økonomi
- Bosman-dommen (1995) fjernede kvoter for EU-borgere: en fransk spiller tæller som en italiener i trupregistreringen.
- Ikke-EU-regler: Hver klub må normalt kun indregistrere to nye ikke-EU-spillere pr. sæson fra udlandet. Derfor ser vi argentinske talenter jagte et italiensk eller spansk pas gennem oldeforældre for at blive “EU-spiller” – et rent juridisk trick med store sportslige og økonomiske konsekvenser.
- For fans bliver nationalitet samtidig et følelsesfilter: Et hold med 11 udlændinge kan fejres, hvis de leverer passionen, mens en halvsløj indsats fra lokale helte kan udløse pibekoncerter. Lovtekst og lægtribune taler ikke altid samme sprog.
4. Curvaen som identitetslavakage
- I Curva Sud (Roma) eller Curva Nord (Milano) bæres klubbens farver som primær identitetsmarkør, mens det nationale flag kun dukker op til landskampe – ofte sammen med dialektbannere og regionale symboler.
- Stadionet viser dermed, at man kan have flere overlappende nationaliteter: statslig (Italien), regional (Calabrien), urban (Napoli) og klubmæssig (Partenopei). Hvilken “nation” der aktiveres, afhænger af sangen, modstanderen og turneringen.
- Ultrakulturen gør forskel på “os” og “dem” ikke kun via pas, men gennem ritualer, accent og kollektive minder – et skoleeksempel på Lex.dk’s pointe om etnicitet som kommunikationsfællesskab.
Fodbolden er altså et spejl på artiklens hovedspørgsmål: Nationalitet er ikke kun et stempel i et rødt hæfte. Det er et samspil mellem jura (arbejdstilladelse, FIFA-regler), kultur (sprog, familie, klubtradition) og følelse (hvem jubler jeg for?). Næste gang du ser en oriundo score på San Siro, så husk, at målet er slutproduktet af både pasansøgninger, barndomsfortællinger og en kurves hundrede år gamle sangbog.
Nutidens debat: mellem forfatningspatriotisme, kultur og etnicitet – kan det forene i stedet for at splitte?
Globalisering, EU’s åbne grænser og de seneste årtiers migrationsbølger har tvunget europæerne til at spørge sig selv, hvad det egentlig er, der binder os sammen. Ifølge Kristeligt Dagblads anmeldelse af Michael Böss’ “Tænkepause: Nationalitet” er paradokset, at nationalitet samtidig er blevet samlingspunkt og brændpunkt. To poler dominerer debatten:
- Forfatningspatrioterne ser nationen som en ren politisk konstruktion – et fællesskab om værdier, forfatning og institutioner.
- Etnicitetsforkæmperne forankrer nationen i afstamning, kulturarv og “blod”.
Anmeldelsen fremhæver tre hovedpointer:
- En værdination kan blive snæver. Hvis national følelsesfællesskab kun defineres gennem aktuelle politiske værdier, risikerer man, at hver uenighed om klimapolitik, asylkvoter eller skatteprocent gør os til fremmede for hinanden. Nationaliteten fungerer netop som et før-politisk bånd, der holder os sammen på trods af uenighed.
- Etnisk ensretning kan degenerere til tribalisme. Når tilhørsforhold reduceres til blod og afstamning, lukkes døren for borgere, der ikke deler den rette genealogi, men som deltager loyalt i fællesskabets liv.
- Nationer skabes både oppefra og nedefra. Love, flag og grundlove (top-down) giver rammer, men de lever kun, hvis hverdagsritualer, sprog og følelser (bottom-up) fylder dem med mening.
Her møder vi Böss’ analyse fra Videnskab.dk: Nationalitet er et sindelag – samfundets lim – hvor forfatningsidealer, historisk kultur og inkluderende medborgerskab kan forenes. Böss’ “både-og” svarer til en moderat multikulturalisme, som filosofen Will Kymlicka taler for: minoriteter kan dyrke særpræg, så længe de accepterer liberalt demokratis spilleregler. Bhikhu Parekhs mere radikale idé om fuld kulturrelativisme har markant mindre opbakning i Danmark, netop fordi den risikerer at underminere den fælles lim.
Fodbold som laboratorium
På italienske stadioner ser vi den balancerede løsning i praksis. Ultras i Napoli, Torino eller Bergamo synger dialekt og vifter med byflag, men når Il Canto degli Italiani runger før en landskamp, står publikum skulder ved skulder – uanset om efternavnene ender på “-ić”, “-nguyen” eller “-ini”. Stadionets klare regler (90 minutter, dommerens autoritet, fair play) minder om samfundets forfatning; de uofficielle ritualer (sange, bannere, mad, dialekt) er den nedefra-kommende kultur. Når begge dele respekteres, kan national tilhørsforhold forene i stedet for at splitte – og det gælder ikke kun i Curva Sud, men i hele republikken.
