Ét minut før kick-off på San Siro holder 75.000 tilskuere vejret. Trøjerne er syet i samme røde og sorte eller blå og sorte baner, men på spillerlisten står der både Bosch, Barella, Leão og Çalhanoğlu. I kommentatorboksen sukker én: “Han kunne faktisk også have spillet for Portugal – eller var det Spanien?”
I moderne fodbold skifter pas og nationaltrøjer hænder hurtigere, end dommeren kan nå at fløjte for offside. Men hvad betyder det egentlig at have – eller vælge – en nationalitet? Er det blot farven på dit pas, eller handler det om noget dybere: fælles historie, kultur og værdier, der får en nation til at hænge sammen?
I denne artikel dykker vi fra tribunens jubel ned i de tre lag af begrebet nationalitet: det juridiske, det kulturelle og det etniske. Vi vender pas, politik og personlig identitet på vrangen – og ser på, hvorfor forskere mener, at hvem vi føler os som, er lige så vigtigt for demokratiet som reglerne på banen.
Tag plads, spænd læsebrillerne som var det benskinner, og lad os sparke analysen i gang: Fra pas til identitet – hvad betyder det egentlig at høre til et land?
Nationalitet, statsborgerskab og etnicitet: hvad er forskellen – og hvorfor betyder skellet noget?
Redaktionel note: Nedenstående afsnit giver et overblik over begreberne nationalitet, statsborgerskab og etnicitet. Det er ikke juridisk rådgivning. Regler og definitioner kan ændre sig, så tjek altid gældende lovgivning hos de relevante myndigheder.
Ordet nationalitet bliver i dag brugt om mindst tre beslægtede – men forskellige – størrelser:
- Statsborgerskab (jus): Det formelle, juridiske bånd til en stat, der blandt andet giver ret til pas og politiske rettigheder.
- National identitet (affektivt-politisk): Den oplevede følelse af at høre til et bestemt nationalt fællesskab og at føle loyalitet over for dets institutioner, værdier og symboler.
- Etnicitet (kulturelt-forestillingsmæssigt): Forestillinger om fælles afstamning, kultur, sprog og historie – ofte med rødder i myter om biologisk eller “blodmæssig” samhørighed.
Nationalitet som både kultur og politik
I Videnskab.dk-artiklen “Har stater brug for et folk?” forklarer historiker Michael Böss – med afsæt i sociologer som Richard Jenkins, Tim Edensor og Michael Billig – at nationalitet typisk rummer både en kulturel og en politisk dimension:
- Den kulturelle: fælles fortællinger, symboler, sprog, historieundervisning, helligdage.
- Den politiske: borgernes erkendelse af, at de deler en stat og derfor må samarbejde, betale skat, acceptere lovgivning og valgresultater.
National identitet er dermed ikke blot en varm følelse i maven, men også et handlingsberedskab: Normer om at respektere retsstaten, hjælpe landsmænd i nød og stille op til forsvaret af landet, hvis det kræves. Uden en sådan fælles ramme, advarer Böss, får stater vanskeligt ved at håndtere de sociale, økonomiske, regionale og sproglige skel, der eksisterer i ethvert moderne samfund.
Hvorfor skelne mellem nationalitet og etnicitet?
I et debatindlæg i Kristeligt Dagblad (“Før eller senere kommer etnicitet til at handle om biologisk nedstamning”) uddyber Böss, hvorfor etnicitet er et problematisk fundament for fællesskab:
- Etniske grænser er porøse: Europas befolkninger – danskere inklusive – bærer på århundreders indvandring og blandede slægtslinjer.
- Ustabil definition: Hvad er “ægte” afstamning? Begrebet glider let over i forestillinger om blod og race, som historien viser kan få ekskluderende eller decideret voldelige konsekvenser.
- Praktisk eksempel: I Slesvig/Sønderjylland før 1864 var det statstilknytningen – Preussen eller Danmark – og ikke genetisk herkomst, der oftest afgjorde, om folk kaldte sig tyskere eller danskere.
Her trækker Böss sin skillelinje:
“En nation kræver en stat. Det er staten, der – via skole, museer, lovgivning, militær og statsborgerskab – skaber nationen. Nationalitet kan derfor fungere som en paraply, der rummer flere etniciteter, mens det omvendt er svært for én stat at rumme mere end én nation.”
Eksemplerne taler for sig selv:
- Spanien/Catalonien og Canada/Quebec viser, hvor kompliceret det bliver, når to konkurrerende nationaliteter kæmper om den samme stat.
- I Danmark kan både grønlændere, færinger, tysk mindretal og nydanskere rummes under dansk nationalitet, fordi dén defineres som et stats- og værdifællesskab, ikke som biologi.
Konklusion: Nationalitet som værdifællesskab
Ser vi nationalitet som et stats- og værdifællesskab – snarere end som blodfællesskab – får vi et mere præcist og inkluderende begreb:
- Det juridiske bindes op på statsborgerskab og rettigheder.
- Det kulturelle og politiske bindes op på fælles institutioner, love og hverdagspraksisser.
- Det etniske reduceres til én blandt mange identitetsmarkører, ikke den afgørende.
På den måde kan nationaliteten fortsat fungere som det lim, der holder en mangfoldig befolkning sammen – uden at falde tilbage på biologiske forestillinger, der sjældent tåler historiens og videnskabens lys.
Nationalitet som samfundets lim: sammenhængskraft, demokrati og de moderne udfordringer
Hvorfor i alverden betyder det noget, at vi føler os som “danskere”, “italienere” eller “canadiere” – ud over det, der står i passet? Forskningen peger på, at nationalitet fungerer som en social lim, der holder komplekse samfund sammen, fordi den knytter millionvis af mennesker til en fælles fortælling, som rækker ud over familie, klasse, etnicitet og religion.
Med afsæt i Michael Böss’ udlægning af sociologer som Richard Jenkins, Tim Edensor og Michael Billig, opsummerer Videnskab.dk-artiklen “Har stater brug for et folk?” fem konkrete funktioner, som en delbar, men fælles nationalitet udfylder:
- Sikkerhed & sammenhængskraft. Når borgerne føler sig som medlemmer af samme nation, kan staten regne med deres loyalitet i krisetider. Som Böss formulerer det: Delte stater er svage stater.
- Tillid. Et fælles vi reducerer mistro, korruption og social frygt – og øger lysten til at stemme, debattere og deltage i civilsamfundet.
- Samarbejde. National identitet giver borgere incitament til at løse problemer, der rækker ud over egen gruppe: klima, sundhed, infrastruktur.
- Solidaritet. Vi betaler skat og accepterer omfordeling, fordi modtagerne stadig er “vores egne”. Det er svært at opretholde velfærd, hvis fællesnævneren opløses.
- Demokratisk disciplin. Den nationale ramme gør det lettere at acceptere valgnederlag. Man taber til landsmænd – ikke til fremmede.
Nutidige udfordringer
Samtidig presser globalisering, migration og digitale fællesskaber den traditionelle stat. Statsvidenskaberen Francis Fukuyama, som Böss refererer, advarer om, at institutioner alene ikke kan holde et land kørende, hvis borgerne ikke identificerer sig med nationen. Rådgivningsarbejde i skrøbelige stater viste, at forfatninger og domstole kollapser, når de ikke bæres af en delt identitet.
Et konkret eksempel er den tyrkiske valgkamp i 2017, hvor præsident Recep Tayyip Erdoğan opfordrede tyrkere med dobbelt statsborgerskab i Nordeuropa til at stemme. Situationen viste, hvor besværligt det bliver for værtslande, hvis borgere føler stærkere politisk loyalitet til en fremmed stat end til det land, de bor og stemmer i. Spørgsmålet om dobbelte loyaliteter er blevet en test på samfundets samhørighed.
Multikulturalisme: Hvor går grænsen?
Debatten deler sig typisk i to idealtyper:
- Liberale multikulturalister som Will Kymlicka forsvarer minoriteters ret til sprog og kultur inden for en national ramme, men accepterer ikke afvigelser fra liberale kerneværdier.
- Radikale multikulturalister som Bhikhu Parekh ønsker, at staten træder et skridt tilbage og anerkender alle kulturer som principielt lige – også selv om det svækker nationale symboler som flag, kongehus, dansk sprogs forrang eller helligdage.
Videnskab.dk-analysen viser, at den danske mainstream ligger tættest på den første position: Man forventer tilpasning til danske værdier (rettigheder, ligestilling, demokrati), mens etnisk afstamning spiller en mindre rolle. Nationalitet forstås som et stats- og værdifællesskab, ikke som biologi.
Hverdagsnationalitet med benny andersen – Og de ikke-forhandlelige værdier
Denne pragmatiske danskerlinje formuleres poetisk af Benny Andersen, der beskriver sig som “verdensborger i Danmark”. Dansk kultur er en mosaik af lånte ord, rytmer og madretter, men vi sejler stadig op ad åen på dansk. Kort sagt: Åbenhed kan gå hånd i hånd med forankring.
Derfor siger Böss og Videnskab.dk-artiklen også, at et liberalt retssamfund må trække røde streger ved praksisser som sharialovgivning eller kvindelig omskæring, der kolliderer med lighed for loven og personlig frihed.
Turister og vagabonder: Den menneskelige længsel efter at høre til
Sociologen Zygmunt Bauman skelner mellem turister – de privilegerede, der glider ubesværet mellem lande – og vagabonder, der er tvunget på farten. De fleste af os befinder os et sted imellem, men Baumans pointe er klar: Stabilt tilhørsforhold er en basal menneskelig tryghedsressource. Når nationaliteten er stærk nok til at rumme mangfoldighed, men konkret nok til at skabe fælles spilleregler, fungerer den som det kit, der får både stadion, stemmebokse og skattesystem til at hænge sammen.
Fra pas til praksis: hvordan tildeles nationalitet – og hvad hvis man er født i et fly eller på et skib?
Hvad gør egentlig, at et barn får dansk pas frem for italiensk, eller overhovedet et pas, hvis fødslen sker midt over Atlanterhavet? Før vi dykker ned i de spektakulære fly- og skibsfødsler, skal de fire grundpiller i moderne statsborgerskab på plads.
1. De fire hovedmodeller for tildeling af nationalitet
- Jus sanguinis – blodets ret
Barnet arver et eller begge forældres statsborgerskab uanset fødested. Det er hovedreglen i bl.a. Italien, Tyskland og – i begrænset form – Danmark. - Jus soli – jordens ret
Fødelandet giver automatisk statsborgerskab. USA, Canada og stort set hele Latinamerika følger en (relativt) ren form af denne model. - Hybridmodeller
De fleste europæiske lande kombinerer afstamning med bopælskrav: Fx kan et barn, der er født i Danmark af udenlandske forældre, få dansk statsborgerskab efter flere års lovligt ophold. - Dobbelt (eller begrænset) statsborgerskab
Hvorvidt man kan have to pas, afhænger helt af nationale regler. Danmark tillader det i dag, mens f.eks. Kina og Indien som hovedregel ikke gør.
2. Grænsetilfældet: Når barnet kommer til verden i transit
Ekstra Bladets reportage “Børn født på fly: Hvad er deres nationalitet?” gennemgår, med hjælp fra en immigrationsadvokat, de faktorer, der typisk afgør sagen:
- Flyets registreringsland – et fly er juridisk set et stykke “svævende territorium” under det flag, det er registreret i. Fødes et barn på et danskregistreret fly, kan dansk ret komme i spil.
- Position i luftrummet – er man over internationalt farvand, over Frankrigs eller over Ghanas suveræne luftrum? Nogle stater udvider jus soli til luftrummet over sig.
- Forældrenes statsborgerskab – de fleste lande giver automatisk barnet forældrenes nationalitet (jus sanguinis) og løser dermed problemet.
- FN’s Konvention om begrænsning af statsløshed (1961) – forpligter stater til at forhindre, at børn ender uden statsborgerskab, men den tildeler ikke selv et bestemt pas.
Bottom line: Der findes ingen universel “luftfarts-paragraf”, der automatisk gør barnet til f.eks. FN-borger. Den endelige afgørelse beror på de involverede staters lovgivning.
3. Tre virkelige luft- og skibsfødsler
Selv om sociale medier elsker historierne, er det ekstremt sjældent, at kvinder føder om bord:
- Ada Guan og datteren Chloe (2015) – Fødsel under WestJet-ruten Calgary-Tokyo. Barnet fik canadisk statsborgerskab via moren (jus sanguinis), mens japansk ret ikke blev aktiveret, da landingen skete i Calgary.
- Nafi Diaby (2017) – Gik i fødsel 12,8 km over Vestafrika. Med malisk registreret fly og forældre fra Elfenbenskysten afgjorde ivoriansk lov, at datteren blev ivoriansk.
- Christina Penton (2017) – Fødsel på en amerikansk indenrigsrute (Spirit Airlines). Her gjaldt ren jus soli; det amerikanske pas var givet på forhånd.
British Airways oplyser, at der kun har været fire registrerede flyfødsler siden 2004; Virgin Atlantic én. De fleste større selskaber oplever højst én fødsel hvert eller hvert andet år – globalt.
4. Hvorfor ser vi så få flyfødsler?
Det korte svar er stramme sundheds- og selskabsregler:
- NHS anbefaler ingen flyrejser efter uge 36 ved enkeltbarn og uge 32 ved tvillinger.
- Ryanair – og mange andre – kræver lægeerklæring allerede efter uge 28.
- Nogle krydstogtrederier nægter ombordstigning for gravide i tredje trimester.
Aktualitetsnote, 2026: Reglerne bliver justeret løbende. Tjek altid dit fly- eller skibselskab og dit lands sundhedsmyndigheder, før du køber billet, hvis du er gravid.
5. Fra pas til praksis
Et pas er kun startskuddet. Som Michael Böss og sociologerne påpeger i Videnskab.dk-artiklen “Har stater brug for et folk?”, bliver følelsen af nationalt tilhørsforhold først levet gennem:
- sprog og skolegang
- lovlydighed og politisk deltagelse
- kultur, sport og daglige ritualer
Derfor kan to børn, der begge får dansk pas – det ene i Aalborg, det andet i 10 kilometers højde over Atlanten – ende med fuldstændig samme oplevelse af at være danske, hvis de vokser op i det samme sproglige, kulturelle og institutionaliserede fællesskab.
At høre til i praksis: sprog, kultur, værdier – og hverdagsidentitet i en globaliseret verden
Hvordan mærker vi egentlig – helt nede i støvlehøjde – at vi hører til Danmark, Italien eller et tredje land? Forskningen peger på, at national identitet ikke først og fremmest lever i de store paroler, men i det små: sproget vi taler, helligdagenes rytme, børnenes morgensang, fodboldlandsholdets farver og den velkendte postkasse på hjørnet. Sociologen Michael Billig kalder det banal nationalisme: de hverdagslige symboler, der konstant – ofte ubevidst – minder os om, at vi er del af et bestemt “vi”.
I Videnskab.dk-artiklen “Har stater brug for et folk?” beskrives det sådan: Mens vi tjekker vejrudsigten for Danmark, køber billetter til Italien eller ser “Made in Denmark” på mælken, aktiveres en stille følelsesmæssig forbindelse til nationen. Det er som tapet – vi ser det sjældent, men det rammer vores verden ind.
Sprog og skole: Den daglige lim
- Sproget er måske det stærkeste bindeled. At kunne sige “godmorgen” og forstå vittighederne i “Stormester” eller “Quelli che il calcio” skaber fællesskab langt stærkere end et stempel i passet.
- Historieundervisning giver børn en fælles fortælling om “hvem vi er”, fra vikingetogter til befrielsesbudskab eller Garibaldi og risorgimento.
- Offentlige institutioner – skattevæsen, sundhedskort, bibliotek – omsætter idealet om lige rettigheder til konkret erfaring: “Her gælder de samme regler for os alle”.
- Fælles helligdage og ritualer (juleaften, ferragosto, grundlovsdag) gør kalenderen til fælles puls.
- Kulturarv og hverdagspraksisser: fra rundstykker søndag morgen til espressoen stående ved disken – små vaner, der signalerer fællesskab.
Benny andersen: Globalt væv – Lokal åre
Digteren Benny Andersen formulerer det poetisk: Ingredienserne i “danskhed” kommer fra hele verden – tango, tequila, tro, alfabet – men “jeg sejler op ad åen” på dansk. Pointen? Åbenhed og forankring kan sameksistere. Man kan tage imod nye impulser uden at miste den fælles bund.
Hvor går grænsen? Liberal retsstat som værn
Men ikke alt kan rummes. Ifølge Videnskab.dk-artiklen sætter et liberalt retssamfund en klar grænse: praksisser, der krænker frihed og lighed for loven, må afvises – fx sharialovgivning, kvindelig omskæring eller tvangsøgteskaber. Værdifællesskabet er altså mere end hygge og flag; det er også et sæt spilleregler, vi forpligter os til at leve efter.
Fra blod til bånd: Staten som paraply
Michael Böss fremhæver i Kristeligt Dagblad, at nationalitet i dag primært handler om forholdet til staten og medborgerne – ikke om blodsarv. Gennem skole, museumsfortællinger og statsborgerskab kan staten gøre etniske mindretal til ligeværdige medlemmer af nationen. Netop fordi paraplyen er politisk og værdimæssig, kan den rumme flere etniciteter uden at sprænge statens ramme.
Global hverdag – Dobbelte tilhørsforhold
Verdensborgere pendler i dag mellem lande, skærme og sprog. Det giver berigelse – men også loyalitetsdilemmaer: Skal man stemme til tyrkisk præsidentvalg fra Aalborg? Kan man holde med både Azzurri og La Roja? Her spiller hverdagsidentitet ind: de fleste oplever, at man godt kan have flere rødder, så længe spillereglerne er klare.
Fodbolden som spejl
På stadion bliver sammenhængen mellem national følelse og global mobilitet særligt tydelig:
- Fans synger nationalsange og maler flag i ansigtet – Billigs “banale” symboler i stereo.
- Spillere med dobbelt statsborgerskab vælger mellem to landshold (jfr. Jorginho, Mahmoud Dahoud). Valget understreger, at nationalitet er både juridik (FIFA-papirer) og følelse (hvor banker hjertet?).
- Klubkulturen transcenderer pas: Inter-fans i København, Milanisti i Tokyo. Globalisering udvider fællesskaberne uden at opløse det nationale niveau – de to lag lever side om side.
Fra pas til identitet – Den daglige øvelse
At “have et pas” er et øjeblik; at høre til er en proces. Vi taler sproget, følger loven, betaler skat, jubler når vores land slår Frankrig – og brokker os, når postvæsenet er forsinket. Tilhørsforholdet vokser, hver gang vi bruger de fælles institutioner og ser andre gøre det samme. Derfor er national identitet i praksis mindre et spørgsmål om genetik og mere om at dele:
- et sprog, der gør os gensidigt forståelige,
- et sæt spilleregler, der giver tryghed og retfærdighed,
- et ansvar for hinandens velfærd og frihed.
Når de tre elementer kobles, bliver rejsen fra pas til identitet mere end jura – den bliver en fælles hverdag, vi alle er medskabere af.
