Genoa CFC

Genoa Cricket and Football Club – blandt tilhængere og i daglig tale blot omtalt som Genoa – er en institution i italiensk og europæisk fodbold. Klubben, der blev stiftet allerede i 1893 af engelske gentlemen bosat i havnebyen Genova, er den ældst eksisterende fodboldklub i Italien og har gennem mere end 130 år fungeret som både sportsligt fyrtårn, kulturelt symbol og følelsesmæssigt samlingspunkt for generationer af genovesere. Med ni nationale mesterskaber, en Coppa Italia-titel, markante triumfer i flere internationale turneringer og et stadion, der er synonymt med byens puls, fastholder Genoa sin status som et af de mest traditionsrige navne i calcioens historie.

På trods af den imponerende historiske medaljesamling har Genoas rejse været præget af dramatiske udsving. Perioder med total dominans i de spæde år omkring århundredeskiftet blev fulgt af krig, politiske indgreb, økonomisk uro og en række turbulente op- og nedrykninger. Senere kom Europacup-eventyr, ikoniske derbyer mod Sampdoria under navnet Derby della Lanterna og tidsler som skandalesager og straffedomme, der sendte klubben helt ned i Serie C1. Hver gang er Il Grifone dog rejst sig igen, ofte båret frem af en passioneret tifoseria på den mytiske Gradinata Nord.

I dag spiller Genoa sine hjemmekampe i Stadio Luigi Ferraris – kaldet Marassi – mens klubbens ejerskab igen har skiftet hænder, senest i december 2024, hvor den rumænske forretningsmand Dan Șucu overtog majoriteten af aktierne. Med en genopbygget organisation, et nyoprykket mandskab, stærke bånd til lokalområdet og en selvforståelse, der er uløseligt forbundet med ord som værdighed, historie og lidenskab, arbejder Genoa fortsat målrettet på at sikre sig en stabil, konkurrencedygtig fremtid i Serie A.

Historisk baggrund og grundlæggelse

Engelsk inspiration og multikulturelle rødder

Det var et lille engelsk expatriate-miljø, der den 7. september 1893 mødtes i det britiske konsulat i Genova og formelt oprettede Genoa Cricket & Athletic Club. I klubbens første fire år var atletik og cricket i fokus, men allerede i 1897 overtog fodbolden – anført af lægen og sportsmanden James Richardson Spensley – rollen som den primære aktivitet. Som et britisk foretagende bar klubben initialt hvide trøjer, og italienere måtte ikke melde sig ind før 10. april 1897, hvor reglerne blev liberaliseret.

De allerførste mesterskaber 1898-1904

Den spæde italienske liga bestod i begyndelsen af endags-turneringer. Allerede i premiereudgaven 1898 løftede Genoa trofæet efter sejre over Gymnastica Torino og Internazionale Torino. Klubben gentog bedriften i 1899 og 1900, og i perioden 1898-1904 vandt Il Grifone seks af de første syv mesterskaber på støvlelandet – et fundament, der stadig giver Genoa status som Italiens fjerde mest succesrige klub, målt på antal scudetti.

Etablering af farver, logo og tilnavn

I 1901 fraveg man de oprindelige hvide, senere hvid-blå striber og valgte de nu ikoniske halvdelte røde og mørkeblå trøjer. Kombinationen gav hurtigt øgenavnet rossoblù, mens byens våbensymbol, grifen, blev integreret i klubbens emblem. I populærkulturen hedder klubben derfor også Il Grifone.

Den første storhedstid (1905-1924)

Årene med William Garbutt

Perioden kulminerede med ansættelsen af englænderen William Garbutt som cheftræner i 1912 – den første professionelle træner i italiensk fodbold. Garbutt introducerede moderne træningsmetoder og formåede at samle spillere som Renzo De Vecchi og Luigi Burlando. Mesterskabet 1914-15 blev vundet i den nordlige sektion, men finalen mod Syditalien blev aflyst på grund af Første Verdenskrig; trofæet blev først formelt tildelt Genoa i 1919.

Fra Campasso til Stadio Marassi

De stigende tilskuertal betød, at de tidlige baner i Campasso og Ponte Carrega blev for små. I 1911 åbnede derfor et nyt anlæg i kvarteret Marassi med plads til omkring 20 000 tilskuere. Stadionet, som i dag bærer navnet Luigi Ferraris, blev et centralt mødested for hele Liguria.

Det niende scudetto og indførelsen af scudetto-mærket

Efter krigen fulgte to mesterskaber i træk: 1922-23 og 1923-24. Triumphen i 1923-24 betød, at Genoa som det første hold bar det lille skjold i tricolore – scudettoen – på trøjen i den efterfølgende sæson. Det blev dog samtidig klubbens seneste nationale titel til dato.

Turbulens, krig og politisk indblanding (1925-1945)

Fascistisk pres og navneændring

I 1928 tvang det fascistiske regime klubber til at italianisere udenlandske navne. Genoa blev derfor omdøbt til Genova 1893 Circolo del Calcio. Samtidig blandede politiske myndigheder sig i ledelsen, og britiske trænere som Garbutt måtte rejse hjem.

Copa Italia-triumfen 1937

Trods uroen lykkedes det i 1936-37 under træner Hermann Felsner at sikre klubbens første – og hidtil eneste – Coppa Italia ved at besejre Roma 1-0 i finalen i Firenze. Samme år kvalificerede man sig til Mitropa Cup, hvor et tumultarisk opgør mod Admira Wien endte med diskvalifikation af begge hold.

Anden Verdenskrig og sportslig stilstand

Kampen om trofæer blev sat i stå af krigen. Serie A lukkede i 1941, og Luigi Ferraris-stadion fungerede mest som ramme om regionale miniturneringer. Først i sæsonen 1945-46 vendte man tilbage til en opdelt Nord-/Syd-liga, hvor Genoa sluttede som nummer tolv i den nordlige pulje.

Efterkrigstidens forvandling (1946-1969)

Debut for Derby della Lanterna

I 1946 fusionerede byens anden store klub, Sampierdarenese, med Andrea Doria, og UC Sampdoria opstod som nyt lokalopgør. Det første derby, den 3. november 1946, endte med Samp-sejr 3-0 foran republikpræsident Enrico De Nicola.

Mellemplaceringer, nedrykning og cup-glimt

Resten af 1940’erne og størstedelen af 1950’erne bød på midterplaceringer, men også på to nedrykninger – 1950-51 samt 1959-60. Til gengæld vandt Genoa Coppa delle Alpi i både 1962 og 1964 samt Coppa dell’Amicizia i 1963.

Fald til Serie C og administrationens krise

I 1964-65 rykkede klubben atter ud af Serie A, og fem år senere ramte man for første gang Serie C. Navnet blev samtidig ændret til Genoa SpA 1893, hvilket kun understregede afstandstagen til de gamle britiske rødder.

Genoprejsningen og elevatorårene (1970-1989)

Rækkefremgange under Arturo Silvestri

Med træner Arturo Silvestri blev Genoa italiensk mester i Serie C (1970-71) og rykkede to år senere op i Serie A. De følgende anderthalv årtier blev klubben dog kendetegnet ved en evig pendulering mellem de øverste to rækker: seks Serie B-titler og korte ophold i toppen.

Profilerne Pruzzo, Signorini og det første tv-farveopgør

Angriberen Roberto Pruzzo blev Serie B-topscorer i 1975-76, mens tv-historie blev skrevet 6. februar 1977, da Genoa-Torino var den første kamp i Italien sendt i farver. Senere kom Gianluca Signorini til, kaptajnen hvis trøje nummer 6 senere blev pensioneret.

Europæisk gennembrud og 1990’ernes kontraster

Fjerdeplads og UEFA-semifinale

Osvaldo Bagnoli førte i 1990-91 Genoa til fjerdepladsen – den bedste ligaplacering siden 1941-42 – og kvalificerede dermed klubben til UEFA-Cuppen 1991-92. Her nåede man semifinalen efter sensationelt at have slået Real Oviedo, Dinamo Bukarest, Steaua Bukarest og ikke mindst Liverpool, som Il Grifone besejrede både hjemme og på Anfield.

Nedtur og cup-trøst

Kun få år efter faldt holdet dog ud af Serie A, tabte en dramatisk play-off mod Padova i 1995 og måtte nøjes med trøst i form af sejr i den sidste udgave af Anglo-Italian Cup i 1996.

Præsident Enrico Preziosi (2003-2021)

Redningen fra konkurs og Catania-sagen

Efter flere ejerskifter overtog legetøjsmagnaten Enrico Preziosi i 2003. Ved skrivebordet undgik klubben umiddelbart Serie C1 pga. den såkaldte “Catania-dom”, der udvidede Serie B til 24 hold.

Cas Genoa og tvungen nedrykking

Triumfen i Serie B 2004-05 blev kortvarig; en kamp mod Venezia blev dømt aftalt, og klubben blev degraderet til Serie C1 med pointstraf. Fansene trodsede straffen og tegnede 15 000 sæsonkort i tredjebedste række, hvor Genoa omgående rykkede op igen.

Gasperini-æraen og Diego Militos magi

Under Gian Piero Gasperini vendte Genoa tilbage til Serie A i 2007 og opnåede femtepladsen i 2008-09, anført af målmaskinen Diego Milito, der scorede 24 gange og lavede hattrick i derbyet.

Overlevelseskampe, trænerslitage og fansenes frustration

Mellem 2011 og 2021 fyrede klubben talrige trænere; Malesani, Marino, De Canio, Delneri, Juric, Ballardini og Prandelli kom og gik. Flere sæsoner endte på 17. pladsen, og i 2019 blev Serie A-status reddet på sidste spilledag.

777 Partners og kortvarig genrejsning

Overtagelsen 2021 og efterfølgende nedrykning

Den 23. september 2021 solgte Enrico Preziosi 99,9 % af klubben til den amerikanske kapitalfond 777 Partners for omtrent 150 mio. €. Den nye ledelse fyrede Davide Ballardini, ansatte Andrij Sjevtjenko, der hurtigt blev fulgt af Alexander Blessin. Sportsligt endte sæsonen i katastrofe: Genoa rykkede ned på 19. plads i 2021-22.

Oprykningen 2022-23 under Alberto Gilardino

Blessin startede i Serie B, men blev fyret efter fem sejrløse kampe. Klubblegenden Alberto Gilardino tog over, forstærkede truppen i vinter­pausen og bragte Genoa tilbage til Serie A som nummer to.

Den seneste ejeraftale – Dan Șucu (2024-)

I oktober 2024 ramte 777 Partners økonomiske vanskeligheder, og Genoa stod endnu engang i usikkerhed. På en generalforsamling 14. december 2024 vedtog aktionærerne en kapitaludvidelse på 40 mio. €, finansieret af salget af 77 % af aktierne til den rumænske entreprenør Dan Șucu, som dermed blev majoritets­ejer. Den nye ledelse indsatte Patrick Vieira som træner og hentede Mario Balotelli for at sikre fornyet sportslig konkurrenceevne.

Stadio Luigi Ferraris (Marassi)

Beliggenhed, kapacitet og ombygninger

Stadionet åbnede 22. januar 1911 og er placeret i bydelen Marassi på Via Giovanni de Prà. Oprindeligt havde anlægget plads til 20 000 tilskuere; i dag, efter en totalrenovering til VM 1990, er kapaciteten 36 536. Banen måler 105×68 m.

Gradinata Nord og stemningen

Tifo-kernen holder til bag det nordlige mål. Her har grupper som Fossa dei Grifoni (1973-93) sat standarden, mens nutidige fraktioner tæller Armenia 5R, Brigata Speloncia, Ringhiera, Up the Scarves og flere andre.

Klubidentitet: farver, logo og hymne

Rossoblù og grifen

Den røde og mørkeblå halvdelte trøje signalerer siden 1901 klubbens identitet. Emblemet viser byens gyldne grif mod rød/marineblå baggrund – en heraldisk reference til Genovas middelalderlige våben.

Hymnen “Un cantico per il mio Grifone”

Sangen, skrevet i 1973 af Piero Campodonico med musik af Gian Piero Reverberi, synges før kampene og indeholder den fængende linje: “Aprite le porte, oh-oh, il Grifone va!”.

Supporterkultur, venskaber og rivaler

Derby della Lanterna

Næsten hvert møde med Sampdoria er en fest – og et nervesammenbrud. Det ældste derby blev vundet af Samp, men Genoa har historiske sejre som 4-1-opgøret i 2014-15 og Militos hattrick i 2009.

Venskaber og fjendskaber

• Venskaber: Napoli, Torino (dog forværret efter 2009), Udinese og Catania.
• Rivaliseringer: Milan – forværret af drabet på Vincenzo Spagnolo i 1995 – samt naturligvis Sampdoria.

Organisation og ledelse

Listen af trænere, der har præget klubben, spænder fra James Spensley og William Garbutt til Arturo Silvestri, Osvaldo Bagnoli og Gian Piero Gasperini.

Meritter

Nationale titler

Internationale titler

• Coppа delle Alpi: 1962, 1964
• Coppa dell’Amicizia franco-italiana: 1963
• Coppa Anglo-Italiana: 1996

Genoa i europæisk sammenhæng

Mitropa Cup

Fem deltagelser (1929, 1930, 1937, 1938 og 1990) med en finaleplads som højeste resultat ved debuten i 1929.

UEFA-Cuppen 1991-92

1. Real Oviedo (agg. 3-1)
2. Dinamo Bukarest (agg. 4-1)
3. Steaua Bukarest (agg. 5-3)
4. Liverpool (agg. 4-1, historisk sejr på Anfield)
5. Ajax – semifinalen tabt (agg. 2-3)

Europa League 2009-10

Efter play-off-sejr over Odense røg Genoa ud i gruppespillet som nummer tre med syv point.

Statistik og rekorder

• Flest kampe: Fosco Becattini – 425 officielle optrædener.
• Flest mål i Serie A-sæson (moderne æra): Diego Milito – 24 mål i 2008-09.
• Længste clean-sheet-periode: Mario Da Pozzo – 791 minutter i 1963-64.
• Længste ubrudte hjemmebaneserie uden nederlag i Serie A: hele sæsonen 1990-91.

Spillere gennem tiderne

Ikoner og klubbens DNA

Fra de tidlige profiler James Richardson Spensley og Renzo De Vecchi til moderne helte som Gianluca Signorini, Marco Rossi og Domenico Criscito går en rød-blå tråd af loyalitet og identitet.

Pensionerede numre

• 6 – Gianluca Signorini: libero og anfører 1988-95.
• 7 – Marco Rossi: midtbane/wingback 2003-13.
• 12 – Gradinata Nord: tilskuernes “tolvte mand”.

Ungdomssektoren

Genoas akademi, der administreres af Michele Sbravati, har hjembragt nationale Primavera-titler i 2009-10 og ungdoms-Supercoppa i 2009 og 2010. Klubben råder også over egne hold i U17- og U18-turneringerne, som vandt mesterskabet i 2020-21 og 2023-24.

Afsluttende perspektiv

Genoa Cricket and Football Club er et levende bevis på, at fodbold ikke blot handler om resultater, men om stemmer, historier og identitet. Den ældste italienske klub har overlevet krige, politiske regimer, økonomiske kriser og nedrykninger, men rejser sig gang på gang, båret af en urokkelig tifoseria og en stærk bymæssig forankring. Med Dan Șucu ved roret og en ny Serie A-epoke i gang fortsætter Genoa med at leve op til sit motto om altid at kæmpe – for farverne, for byen og for arven, der begyndte en sensommeraften i 1893.