Triestina
Hjemmebane
Stadio Nereo Rocco
Via dei Macelli, 5, Trieste
Kapacitet: 32454
Overflade: Græs
Triestina Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Triestina i år.
TriestinaFærdigspillede Kampe
Runde 38
Triestina
Runde 37
Vicenza
Runde 36
Triestina
Runde 35
AC Renate
Runde 34
Triestina
Runde 33
AS Giana Erminio
Runde 32
Triestina
Runde 31
AlbinoLeffe
Runde 30
Triestina
Runde 29
Virtus Verona
Runde 28
Triestina
Runde 27
Pro Vercelli
Runde 26
Triestina
Runde 25
FC Lumezzane
Runde 24
Triestina
Runde 23
Atalanta II
Runde 22
AC Caldiero Terme
Runde 21
Triestina
Runde 20
FC Arzignano Valchiampo
Runde 19
Novara Calcio
Runde 18
Triestina
Runde 17
Calcio Padova
Runde 16
Triestina
Runde 15
Feralpisalò
Runde 14
Triestina
Runde 13
Pro Patria
Runde 12
Triestina
Runde 11
Pergolettese
Runde 10
Triestina
Runde 9
Alcione Milano
Runde 8
Triestina
Runde 7
AC Trento
Runde 6
Triestina
Runde 5
Calcio Lecco 1912
Runde 4
Triestina
Runde 3
Triestina
Runde 2
Clodiense
Runde 1
Triestina
Triestina Stillinger
Her kan du se Triestinas Serie C - Girone A stilling. Triestina ligger lige nu på 16 plads i Serie C - Girone A stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
Calcio Padova
|
38 | 26 | 8 | 4 | 65 | 24 | 41 | 86 |
|
| 2 |
Vicenza
|
38 | 25 | 8 | 5 | 59 | 24 | 35 | 83 |
|
| 3 |
Feralpisalò
|
38 | 21 | 9 | 8 | 53 | 30 | 23 | 72 |
|
| 4 |
AlbinoLeffe
|
38 | 16 | 12 | 10 | 46 | 38 | 8 | 60 |
|
| 5 |
AC Renate
▲
|
38 | 18 | 6 | 14 | 35 | 36 | -1 | 60 |
|
| 6 |
AS Giana Erminio
▼
|
38 | 16 | 9 | 13 | 44 | 39 | 5 | 57 |
|
| 7 |
AC Trento
▲
|
38 | 14 | 15 | 9 | 47 | 42 | 5 | 57 |
|
| 8 |
Atalanta II
▼
|
38 | 16 | 9 | 13 | 65 | 53 | 12 | 57 |
|
| 9 |
Virtus Verona
▼
|
38 | 15 | 11 | 12 | 52 | 43 | 9 | 56 |
|
| 10 |
FC Arzignano Valchiampo
▲
|
38 | 15 | 8 | 15 | 45 | 46 | -1 | 53 |
|
| 11 |
Novara Calcio
▼
|
38 | 14 | 12 | 12 | 42 | 39 | 3 | 52 |
|
| 12 |
Alcione Milano
|
38 | 13 | 8 | 17 | 33 | 37 | -4 | 47 |
|
| 13 |
Calcio Lecco 1912
|
38 | 10 | 13 | 15 | 36 | 47 | -11 | 43 |
|
| 14 |
Pergolettese
▲
|
38 | 11 | 9 | 18 | 36 | 49 | -13 | 42 |
|
| 15 |
FC Lumezzane
▼
|
38 | 9 | 15 | 14 | 40 | 55 | -15 | 42 |
|
| 16 |
Triestina
▲
|
38 | 12 | 8 | 18 | 40 | 45 | -5 | 39 |
|
| 17 |
Pro Vercelli
▼
|
38 | 9 | 10 | 19 | 30 | 51 | -21 | 37 |
|
| 18 |
Pro Patria
|
38 | 6 | 16 | 16 | 32 | 44 | -12 | 34 |
|
| 19 |
AC Caldiero Terme
|
38 | 8 | 9 | 21 | 39 | 64 | -25 | 33 |
|
| 20 |
Clodiense
|
38 | 4 | 9 | 25 | 34 | 67 | -33 | 21 |
|
Triestina Spillere sæsonen 24/25
Her er alle 31 spillere på Triestinas hold i 24/25, til både Serie C - Girone A og andre turneringer som Triestina er med i:
J. Mutavcic
Goalkeeper
Trøje #0
Nik Čebulj
Goalkeeper
Trøje #0
Madou Diakité
Goalkeeper
Trøje #16
F. Borriello
Goalkeeper
Trøje #44
J. MalusÃ
Goalkeeper
Trøje #72
S. Kosijer
Defender
Trøje #0
M. Mutavcic
Defender
Trøje #0
M. Izzo
Defender
Trøje #0
Omar Correia
Defender
Trøje #0
Daniel Pavlev
Defender
Trøje #0
Gabriel Zaić
Defender
Trøje #0
Mattia Tonetto
Defender
Trøje #3
Alessandro Bianconi
Defender
Trøje #6
Matteo Anzolin
Defender
Trøje #12
Domenico Frare
Defender
Trøje #15
Aljaž Struna
Defender
Trøje #90
A. Patalano
Midfielder
Trøje #0
L. Baricchio
Midfielder
Trøje #0
F. Toffolo
Midfielder
Trøje #0
Braima Samú
Midfielder
Trøje #6
Umberto Germano
Midfielder
Trøje #8
Kristófer Jónsson
Midfielder
Trøje #8
Rayan Azrak
Midfielder
Trøje #10
Antonio Fiordilino
Midfielder
Trøje #16
M. Ellertsson
Midfielder
Trøje #19
Aaron Kačinari
Midfielder
Trøje #33
Idriz Voca
Midfielder
Trøje #42
Eetu Vertainen
Attacker
Trøje #0
Christian D'Urso
Attacker
Trøje #10
Stígur Þórðarson
Attacker
Trøje #77
Marco Olivieri
Attacker
Trøje #99Triestina Historie og Info
Unione Sportiva Triestina Calcio 1918 – i daglig tale blot Triestina – er en af Italiens mest traditionsrige fodboldinstitutioner. Klubben er dybt forankret i Triestes historie og identitet og har siden etableringen i efteråret 1918 fungeret som et sportsligt og kulturelt samlingspunkt for byen. Gennem mere end hundrede år har de røde trøjer med den hvide alabardesilhuet oplevet glorværdige øjeblikke i Serie A, brutale nedrykninger, politiske omvæltninger, tre egentlige konkurser og lige så mange genfødsler, men har gang på gang rejst sig takket være en usædvanlig lokal forankring og en passioneret tilhængerskare.
Triestina blev dannet som et kompromis mellem byens to førende klubber, Foot-Ball Club Trieste og Circolo Sportivo Ponziana, da de militære myndigheder forlangte, at de to rivaler skulle deles om én fælles plads på den daværende øvelsesplads i Piazza Dalmazia. Fusionen førte hurtigt til nationale ambitioner, og allerede i 1929 var klubben blandt de stiftende medlemmer af den Serie A i ét samlet grundspil. Triestina tilbragte derefter næsten tre årtier i den italienske topdivision og skrev sig ind i historiebøgerne som den eneste klub, der har spillet Serie A mens hjembyen ikke var en del af Italien, men i stedet indgik i det internationale Territorio Libero di Trieste (1947-1954).
I dag konkurrerer Triestina i Serie C, den tredje bedste række i italiensk fodbold, efter at endnu en konkurs i 2016 førte til stiftelsen af det nuværende selskab under australsk-italiensk ledelse. Klubbens nyere historie er præget af økonomiske rekonstruktioner, ejerskifter og et stadigt forsøg på at vende tilbage til den sportslige prestige, der kulminerede med andenpladsen i Serie A i sæsonen 1947-48 under trænerlegenden Nereo Rocco.
Historisk overblik
Fusionsårene og de første skridt (1918-1924)
Efter afslutningen på Første Verdenskrig og Triestes overgang fra Østrig-Ungarn til Italien opstod et betydeligt fodboldboom i byen. Den 18. december 1918 mødtes repræsentanter for FBC Trieste og Ponziana i Café Secession på Viale XX Settembre og blev enige om at slå kræfterne sammen. Den 19. januar 1919 etablerede triumviratet Bertazzoni, Fonda og Vaccari en ledelse, og den 2. februar 1919 fik den nye forening navnet Unione Sportiva Triestina.
Da de såkaldte terre redente (de ”befriede” områder) endnu ikke var integreret i de nationale turneringer, deltog Triestina i lokale mesterskaber under Comitato Regionale Giuliano. Klubben nåede semifinalerne i den allerførste udgave af Coppa Italia i 1922 og tabte samme år en kamp om oprykning til Seconda Divisione med 0-1 til Monfalconese på grund af et selvmål af Pahnke Volker. I 1924 lykkedes det dog via sejre over Bentegodi Verona og Pro Gorizia at sikre adgang til landets næsthøjeste niveau.
Vejen til Serie A (1924-1929)
Efter strukturændringer i 1926 spillede Triestina i Prima Divisione (svarende til nutidens Serie B) og blev i 1928 blandt de hold, som FIGC – med Leandro Arpinati som præsident – rykkede direkte op i Divisione Nazionale af symbolske grunde: Trieste var Italiens nyeste storby, og regimet ønskede repræsentation i toppen. I 1929 blev Serie A reorganiseret til ét samlet grundspil. Triestina endte kun som nummer ni i sit oprykningspulje, men efter en uafgjort ottendeplads mellem Lazio og Napoli valgte forbundet at optage begge klubber og – for at få et lige antal hold – også redde Triestina. Dermed startede en 28 år lang epoke som fast Serie A-deltager.
Fast inventar i eliten (1929-1943)
Debutsæsonen 1929-30 blev reddet med kneb og klør, men allerede her fik unge Piero Pasinati sin debut. Han nåede 347 kampe – klubrekord den dag i dag. Sammen med medspilleren Gino Colaussi (debut 1930-31) blev Pasinati siden verdensmester i 1938. En anden lokal helt, Nereo Rocco, spillede 268 Serie A-kampe for Triestina og blev klubbens første landsholdsspiller.
Triestina nåede sjettepladsen i både 1935-36 og 1937-38; i sidstnævnte sæson var holdet reelt i titelstrid indtil tre runder før slut og havde netop slået Juventus 2-0 foran 20 000 tilskuere på Stadio Littorio. Tre Triestina-spillere – Pasinati, Colaussi og Bruno Chizzo – kom med i Vittorio Pozzos VM-trup samme sommer.
Slutningen af 1930’erne bød også på dramatiske overlevelseskampe; i 1939-40 vandt Triestina dog sensationelt 6-2 i Torino mod Juventus. Den fortsatte sportslige stabilitet blev understøttet af indvielsen af det nye stadion i Valmaura den 25. september 1932 med 2-2 mod Napoli, et anlæg der senere blev opkaldt efter Giuseppe Grezar.
Krige, besættelse og politisk undtagelsestilstand (1943-1947)
Anden Verdenskrig splittede de italienske turneringer op i regionale grupper. Triestina overlevede de sportslige omvæltninger, men politiske spændinger i de første efterkrigsår betød, at britisk-amerikanske besættelsesmyndigheder forbød klubben at spille hjemmekampe i Trieste. I 1946-47 blev holdet tvunget til at flytte til Stadio Moretti i Udine og endte sidst. FIGC annullerede dog den planlagte nedrykning for at sende et politisk signal, og antallet af klubber i Serie A blev øget til 21.
Nereo Roccos gennembrudssæson (1947-1950)
Nereo Rocco overtog trænersædet i 1947-48 og introducerede sit berømte ”mezzo sistema”, en taktisk forløber for catenaccio. Resultatet var en sensationel sølvmedalje – Triestina var ubesejret hjemme og brugte blot 15 spillere på 40 kampe. Året efter fulgte et nyt flot år, og den 9-1-sejr over Padova dagen efter Superga-tragedien er fortsat klubbens største Serie A-sejr.
Faldet fra Serie A (1951-1965)
Ungareren Béla Guttman overtog i 1950-51 og reddede overlevelsen på sidste spilledag. 1951-52 sluttede med dramatiske playouts, mens Cesare Maldini fik debut i 1952-53. Rocco vendte tilbage, men Triestina blev efterhånden midterhold, og i 1956-57 faldt holdet ud af Serie A for første gang. Lyncomebacket i 1958 blev fulgt af en ny nedrykning i 1959, hvorefter klubben gled ud i Serie C i 1961 og igen i 1965.
Serie D, lokalderby og Coppa Anglo-Italiana (1965-1983)
Nedturene kulminerede i 1970-71 med den første nedrykning til Serie D efter interne stridigheder om ejerskabet. Trods prompte oprykning oplevede Trieste publikum et historisk lokalderby mod Ponziana i fjerde division 1974-75. I 1980 vandt klubben sin første internationale titel – Coppa Anglo-Italiana – ved at slå Sutton United efter straffespark.
En generation ledet af angriberen Franco De Falco og træner Adriano Buffoni sikrede endelig oprykningen til Serie B i 1983 efter 18 års fravær. Året efter vekslede Triestina den svære start til en sikker redning i den næstbedste række.
Den mislykkede Serie A-drøm og straffesagerne (1984-1988)
Massimo Giacomini førte holdet tæt på oprykning i 1984-85, men et straffesparksmisbrug mod Monza kostede dyrt. I 1985-86 sluttede Triestina på en fjerdeplads, som kunne have betydet oprykning, men både klubben og Vicenza blev siden involveret i Spygate-lignende skandaler om matchfixing. Resultatet var både pointstraf i den aktuelle sæson og endnu hårdere straf året efter. Trods handicap overlevede Triestina 1986-87, men en ny minus fem poins straf i 1987-88 medførte nedrykning.
Skiftevis himmel og helvede (1989-1994)
Marino Lombardo styrede Triestina tilbage til Serie B i 1989 med en heroisk afslutning på sæsonen. Men økonomien var skrøbelig, og efter to år i den næstbedste række kom atter nedrykning. Den nye arena Stadio Nereo Rocco åbnede 1992, men succesen udeblev. I juni 1994 førte ubetalte regninger og en ubetalt hotellier til domstolens konkursdekret. Klubben mistede sit sportslige A-licens og blev slettet.
Ny start og dobbelt oprykning (1994-2002)
Som Nuova Unione Sportiva Triestina måtte klubben begynde i det daværende Campionato Nazionale Dilettanti. Efter seks år i Serie C2 – med fire play-off-nederlag – lykkedes Ezio Rossi i 2000-01 at rykke op, og et år senere skete miraklet i Lucca, hvor 3-3 efter forlænget spilletid sikrede adgang til Serie B.
Serie B-epoken og Familiens Fantinel (2002-2011)
Oprykningen blev fulgt af flere stabile sæsoner. I 2002-03 var Triestina efterårsmester men gik ned i forårets slutspurt. Under Attilio Tesser etablerede klubben sig i midten af tabellen; navne som Alberto Aquilani og Davide Moscardelli slog igennem. 2005-06 blev turbulent med fem trænere og retsligt indgreb mod ejeren Flaviano Tonellotto. Fantinel-familien overtog aktiemajoriteten i 2006 og reddede klubben økonomisk.
Trofaste trænere var dog en sjældenhed: Franco Varrella, Rolando Maran, Luca Gotti og Mario Somma sad på skift. I 2009-10 faldt Triestina via play-out til Padova, men blev administrativt reddet af Anconas konkurs. I 2010-11 var der ingen redningsplanke; 0-1 hjemme mod Vicenza beseglede nedrykningen.
Anden konkurs og kollaps (2011-2012)
Et uroligt ejerskifte til Aletti-gruppen kulminerede med hyppige trænerskift og ringe resultater. Den 25. januar 2012 erklærede domstolen i Trieste klubben konkurs. I maj røg Triestina ud af Lega Pro efter play-out-nederlag til Latina, og da tre på hinanden følgende tvangsauktioner ikke tiltrak købere, blev klubben slettet fra FIGC’s ruller 21. juni 2012.
Unione Triestina 2012 – tilbage i rødderne (2012-2016)
Sommerens tomrum blev udfyldt af to konkurrerende initiativer. FIGC valgte projektet ”Unione Triestina 2012”, der fik plads i Eccellenza. Tifosi lejede midlertidigt det historiske emblem og gav det videre til den nye klub. Under træner Fabio Sambaldi vandt holdet første kamp 9. september 2012, men mistede oprykningen til Monfalcone. I 2013 blev Triestina administrativt indenfor Serie D igen, men økonomiske kvaksalvere forværrede situationen. Efter et nyt kaotisk ejerskifte i 2015 gik selskabet i betalingsstandsning og blev erklæret konkurs 1. februar 2016.
Den tredje genfødsel – US Triestina Calcio 1918 (2016-)
Ved en retsauktion 12. april 2016 købte australsk-italienske Mario Vittorio Biasin alle aktiver for 100 000 €. Hans fætter, den tidligere spiller Mauro Milanese, blev direktør og betalte samtidig et sportsligt gældskompleks på 250 000 €. FIGC godkendte den nye S.S.D. Unione Sportiva Triestina Calcio 1918, der med fan-emblemet vendte tilbage til Serie D i 2016-17 og vandt play-offs.
En regelændring åbnede vejen tilbage til professionel fodbold, og i august 2017 var Triestina atter Serie C-medlem. Giuseppe Sannino sikrede midterplacering, mens Massimo Pavanel i 2018-19 førte holdet til en historisk andenplads i klubbens 100-års-sæson og en tabt play-off-finale mod Pisa.
Siden har resultaterne vekslet; trænerskifter fra Pavanel til Gautieri, Pillon, Bucchi og igen Pavanel afspejler jagten på stabilitet. Biasins dødsfald i maj 2022 medførte et lynhurtigt salg til Atlas Consulting og Stardust, senere helt til LBK Capital fra juli 2023. Under direktørerne Alex Menta og Morris Donati vendte Attilio Tesser tilbage til bænken, men efter urolige måneder i 2024 indtog Roberto Bordin posten.
Sæsonen 2024-25 startede med Michele Santoni, der blev fyret efter fire runder. Unge Giuseppe Marino og senere Pep Clotet forbedrede ikke situationen, og i november 2024 genansatte sportsdirektør Daniele Delli Carri Tesser, som hentede syv point på tre kampe. Efter en firepoints straf for skatteforsømmelser endte Triestina 16. og klarede skærene i playouts mod Caldiero Terme.
Identitet, farver og symboler
Klubfarver
- Primærfarve: Flammende rød – identisk med byens farve.
- Sekundærfarve: Hvid – oftest på shorts; i visse perioder helhvid udebanedragt.
- Tidligere var shorts og strømper sorte; røde strømper blev først standard i efterkrigstiden.
Trøjens udvikling
Fra 1919 til 1978 var designet næsten uændret: helrød trøje, hvidt emblem, hvide bukser. Sæsonen 1978-79 bragte en engelsk leverandørs hvide skulderpanel. I 1982 fik hele sættet et modernistisk carré i hvidt og et stiliseret emblem – populært kaldet el cocal. Midt-1980’erne vendte rent rødt look tilbage, mens 1992-93 introducerede hvide kraver. Efter den første konkurs blev det klassiske værn scannet på trøjen, og i 1997 dukkede en Ajax-inspireret udebanetrøje op. I 2004 gjaldt en retrohvid trøje med tværgående rød brystbånd, mens 13. december 2008 klart mindede om 1919-originalen: ingen sponsor og sorte strømper.
Stemmebåndet – emblemet
Emblemet er et rødt skjold med hvid ”alabarda”, egentlig et venetiansk spid – i Trieste folkeligt adopteret som byens vartegn. Over spydet en stjerne med stråler, og bogstaverne ”U S” flankerer skaftet. I 1982-94 blev emblemet afløst af en stiliseret udgave. Efter 1994 vendte det klassiske mærke tilbage; ordet ”Nuova” blev dog senere fjernet.
Infrastruktur
Stadioner gennem tiden
| Periode | Navn | Placering | Noter |
|---|---|---|---|
| 1919-1922 | Piazza d’Armi | Piazza Oberdan | Delt med Ponziana |
| 1922-1932 | Campo di Montebello | Rione Montebello | Nedlagt ved byudvikling |
| 1932-1992 | Stadio Littorio / Giuseppe Grezar | Valmaura | Omdøbt efter 2. verdenskrig |
| 1946-47 (midlertidigt) | Stadio Moretti | Udine | Politisk eksil |
| 1992- | Stadio Nereo Rocco | Valmaura | Kapacitet ca. 32 000 |
| 2023-24 (flere kampe) | Stadio Omero Tognon | Fontanafredda | Skadet græstæppe i Trieste |
Træningsfaciliteter
Manglen på græsbaner i området har ført til talrige flytninger: fra Grezar-grunden til Opicina, San Dorligo, Prosecco og senest Monfalcone. Efter renovering i 2019 er Grezar igen primært træningsanlæg.
Organisation og ejerskab
Nuværende struktur (2024-25)
- Hovedaktionær: LBK Capital LLC (Ben Rosenzweig).
- Bestyrelsesformand: Simone Giacomini.
- Direktør: Alex Menta (sport) – tilknyttet Morris Donati indtil september 2024.
- Sportsdirektør: Daniele Delli Carri (fra november 2024).
- Cheftræner: Roberto Bordin (re-ansat november 2024).
Tidligere markante præsidenter
- Leonardo Guarnieri (1960’ernes adelspræsident).
- Raffaele De Riù (1983-1986).
- Flaviano Tonellotto (2005-2006).
- Stefano Fantinel (2006-2011).
- Mario Vittorio Biasin (2016-2022).
Spillere og trænere
Nuværende trup 2024-25
Officiel spilleliste pr. 4. februar 2025 (kilde: klubben).
| # | Spiller | Position | Nationalitet |
|---|---|---|---|
| Det komplette trupnummerregister er ikke offentliggjort i det tilgængelige materiale. | |||
Legendariske spillere
- Piero Pasinati – 347 kampe, VM-vinder 1938.
- Gino Colaussi – to mål i VM-finalen 1938.
- Bruno Chizzo – VM-guld 1938.
- Nereo Rocco – spiller 1930-37, senere ikonisk træner.
- Cesare Maldini – debut i rød 1952-53.
- Franco De Falco – topscorer med 25 mål i oprykningssæsonen 1982-83.
Bemærkelsesværdige trænere
- Nereo Rocco – sølv i Serie A 1947-48.
- Béla Guttman – redningsmand 1950-51.
- Adriano Buffoni – dobbelt oprykning 1982-83.
- Ezio Rossi – førte holdet fra C2 til B 2000-2002.
- Massimo Pavanel – play-off-finale 2019.
Meritter og rekorder
Titler og trofæer
| Konkurrence | Sejre | Sæson(er) |
|---|---|---|
| Serie B | 1 | 1957-58 |
| Serie C1 / Serie C | 2 | 1961-62, 1982-83 |
| Coppa Italia Serie C | 1 | 1993-94 |
| Coppa Anglo-Italiana | 1 | 1979-80 |
VM-vindere fra Triestina
- Piero Pasinati – Frankrig 1938
- Gino Colaussi – Frankrig 1938
- Bruno Chizzo – Frankrig 1938
Deltagelse i de italienske ligaer (1924-2025)
| Division | Sæsoner |
|---|---|
| Serie A | 27 |
| Serie B | — (85 professionelle sæsoner i alt, herunder de øvrige) |
| Serie C / C1 / C2 | — |
| Serie D / Eccellenza | — |
(Præcise sæsonantal ud over de 27 Serie A-år fremgår ikke fuldstændigt af de tilgængelige kilder og derfor ikke specificeret her.)
Individuelle klubrekorder
- Flest kampe: Piero Pasinati – 347 officielle optrædener.
- Største sejr: 9-1 mod Padova, Serie A 1948-49.
Tifosi og kultur
Organisering og historier
Allerede i 1974 stiftede fansene Centro di Coordinamento dei Triestina Club (CCTC), som koordinerer mere end 30 lokale klubber og udgiver bladet Il Tifone Rossoalabardato. Ultras Trieste så dagens lys i 1976 og har traditionelt været placeret i Curva Furlan – opkaldt efter 20-årige Stefano Furlan, der døde 1. marts 1984 efter en politikonfrontation. Den nuværende kurve rummer grupper som Nucleo San Giacomo, Trieste Casuals og Alcool Trieste.
Venskaber og fjendskaber
| Kategori | Tifo-relationer |
|---|---|
| Gemellaggi | Hellas Verona, Lazio, Massese, Pro Patria, Monza, Austria Wien (senere) samt venskaber med Catania, Paris SG og Piacenza. |
| Primære rivaler | Udinese, Vicenza, Livorno, Padova, Treviso, Pescara, Pordenone, Pisa, Virtus Verona. |
| Øvrige rivaliseringer | Atalanta, Parma, Ternana, Mantova, SPAL, Venezia, m.fl. |
Triestina i poesien og musikken
Digteren Umberto Saba skrev fem berømte fodbolddigte inspireret af Triestina: ”Goal”, ”Squadra paesana”, ”Tredicesima partita”, ”Fanciulli allo stadio” og ”Tre momenti”. Sanger-sangskriveren Sergio Endrigo nævner klubben i sangen ”Mille lire”.
Kvindefodbold
I sommeren 2019 etablerede klubben en officiel kvindeafdeling. Holdet vandt Eccellenza Friuli-Venezia Giulia i debutsæsonen og rykkede direkte op i Serie C.
Videre læsning
- Dante di Ragogna – La storia della Triestina (2004).
- Luca Dibenedetto – I pionieri alabardati (2012).
- Maurizio Cattaruzza – La Triestina. Storie di piccoli tormenti e grandi (2003).
- Giuliano Sadar – Una lunga giornata di bora (2004).
Triestina er med sin urokkelige røde farve og det ikoniske alabardemblem en klub, der trods tre konkurser har bevaret både historie, identitet og ikke mindst troen på, at Trieste igen en dag kan fejre de store højder i italiensk fodbold.