Spezia Calcio

Spezia Calcio er en italiensk fodboldklub fra havnebyen La Spezia i Ligurien, der i skrivende stund dyster i Serie B, den næsthøjeste række i det italienske ligasystem. Klubben har gennem mere end hundrede år oplevet en uforudsigelig tilværelse præget af gentagne rekonstruktioner, en lang række navneskift, følelsesladede op- og nedrykninger samt et unikt – og af FIGC officielt anerkendt – krigsmesterskab fra 1944, som stadig markerer klubbens vigtigste trofæ.

Den sportslige historie begynder allerede i 1906, da den schweiziske handelsmand Hermann Hurni stiftede en fodboldafdeling under Sport Club Spezia. Siden har klubben bevæget sig gennem samtlige lag af den italienske turneringspyramide: fra korte ophold i den øverste række til lange perioder i Serie C, for ikke at nævne år i både Serie D og den regionale Promozione. Trods den turbulente kurs lykkedes det i 2020 at skrive et nyt kapitel med den første formelle adgang til en samlet Serie A-turnering, og senest – efter tre sæsoner i den bedste række – står Spezia igen over for udfordringerne i Serie B.

Klubben er kendt under kælenavnet gli Aquilotti (de små ørne). Hjemmekampene spilles på Stadio Alberto Picco, mens den visuelle identitet er forankret i den hvide trøje med sorte detaljer. I kraft af sin geografiske placering og en historie fuld af både intense nedture og uventede triumfer har Spezia Calcio skabt sig en trofast fanbase, der i antal måske er beskeden sammenlignet med de store metropoler, men som i passion og lydstyrke ofte overgår forventningerne.

Historisk udvikling

Grundlæggelse og de første skridt (1906-1919)

Den 10. oktober 1906 tog Hermann Hurni sammen med andre schweiziske landsmænd initiativ til at oprette en fodboldsektion i Sport Club Spezia. Det første sæt spilletrøjer – lyseblåt og hvidt – var efter sigende et brugt Crystal Palace-sæt, Hurni havde med fra London. Aktiviteterne var i begyndelsen sporadiske, primært mod passerende besætninger fra flåden, men 20. november 1911 blev Spezia Football Club formelt etableret med Francesco Corio som den første præsident og Alberto Picco som både anfører og den første målscorer i klubbens annaler.

Mellemkrigsårene og Serie B-debut (1919-1939)

Umiddelbart efter Første Verdenskrig fik Spezia for alvor fodfæste i de organiserede turneringer. I 1919-1920 vandt holdet det liguriske promotionsmesterskab og rykkede op i Prima Categoria. I 1921 deltog klubben i den kortvarige udbryderliga CCI som protest mod et alt for omfattende Serie A-format – en episode, der afspejler de tidlige organisatoriske kampe i italiensk fodbold. Trods skiftende succes sikrede Spezia sig i 1929 en plads i den nystiftede Serie B efter at have triumferet i Prima Divisione, men fremgangen blev afløst af gentagne nedrykninger og genopstigninger i 1930’erne.

Krigsår og den legendariske triumf (1940-1945)

Med Ottavio Barbieri som træner og en offensiv kendt som de fem C’er – Coltella, Carapellese, Costanzo, Castigliano og Costa – tog Spezia hul på 1940’erne. Under Anden Verdenskrig blev den ordinære ligastruktur opløst, og i 1943-1944 deltog klubben (omdøbt til 42º Corpo Vigili del Fuoco) i et regionalt krigsmesterskab. Efter sejre over blandt andre Bologna, Venezia og det legendariske Torino med Pozzo på bænken vandt ligurerne finalepuljen. Først i 2002 opnåede klubben et officielt, om end onorifico, anerkendt nationalt mesterskab, hvilket giver Spezia ret til at bære et særligt trikoloremærke permanent på trøjen.

Efterkrigstiden og langsom tilbagegang (1946-1959)

Trods et stærkt ønske om at blive optaget i Serie A efter krigen måtte Spezia nøjes med Serie B. Perioden 1946-1951 bød på flere solide placeringer – heriblandt et tredje- og et fjerdeplads – men i 1951 faldt holdet ud af den næstbedste række og styrtdykkede helt ned i regional Promozione på bare tre år. En midlertidig fusion med Arsenalspezia i 1954 stabiliserede klubben, som i 1958 vendte tilbage til Serie C.

Op- og nedture i 1960’erne til 1980’erne

1960’erne indledtes med økonomiske problemer. En tvungen degradering til Serie D i 1962 blev mødt med ny optimisme, da præsident Menicagli i 1965-1966 formåede at sikre oprykning til Serie C. Trods enkelte oprykningsdueller til Serie B forblev Spezia i tredje- og fjerderækken gennem 1970’erne. Kulminationen kom i 1988-1989, hvor holdet med profiler som Tacchi og målmand Rollandi var én sejr fra oprykning til Serie B, men faldt på målstregen mod Lucchese.

1990’erne: Finansiel uro og nye forsøg (1990-1999)

Årtiet var præget af nedrykninger til Serie C2 og flere play-off-skuffelser. Efter et nyt selskab – Spezia Calcio 1906 – undgik radiazione (total udelukkelse) i 1995, gik klubben ind i en periode med usikker sportslig præstation. Omstruktureringer i 1999 bragte fire lombardiske investorer til bordet, og under træner Andrea Mandorlini sikrede Spezia sig i 1999-2000 en historisk ubesejret sæson med 76 point og oprykning fra Serie C2.

Det første Serie B-comeback og konkurs (2000-2008)

Efter flere playoff-forsøg rykkede Spezia endelig op i Serie B i 2006 med træner Antonio Soda ved roret. Kæmpesejre hjemme og ude mod Genoa – plus en mindeværdig 1-1-kamp mod Juventus – gav håb, men de økonomiske realiteter indhentede klubben. I 2008 var gælden uoverstigelig, og Spezia blev tvunget til konkurs og likvidation, mens tifosigruppen “Lo Spezia Siamo Noi” kortvarigt tog kontrollen.

Genfødsel som A.S.D. Spezia Calcio 2008 og raketfart (2008-2012)

Et kommunalt initiativ relancerede holdet i Serie D, og den plantegning blev hurtigt overtaget af forretningsmanden Gabriele Volpi, kendt fra Pro Recco-vandpolo. Fra 2008 til 2012 rykkede Spezia tre gange på fire sæsoner og vandt i 2011-2012 det såkaldte treble i Lega Pro: ligaen, Coppa Italia Lega Pro og Supercoppa di Lega.

Stabilisering i Serie B og pokaloverraskelser (2012-2019)

I de efterfølgende syv sæsoner indtog Spezia primært midterplaceringer, men kvalificerede sig ikke desto mindre fem gange til playoff. De mest opsigtsvækkende øjeblikke kom i Coppa Italia 2015-2016, hvor holdet slog Roma på Stadio Olimpico og nåede kvartfinalen. Alligevel udeblev den endelige oprykning til Serie A i denne fase.

Den længe ventede Serie A-debut og ejerskifte (2019-2023)

Under træner Vincenzo Italiano sluttede Spezia på tredjepladsen i 2019-2020 og vandt playoff-finalen mod Frosinone via den bedre grundspilsplacering. Dermed spillede klubben for første gang i sin historie i en landsdækkende Serie A-sæson. Spezia overlevede premieren 2020-2021 med sensationelle sejre over blandt andre Milan og Napoli. I februar 2021 solgte Volpi aktiemajoriteten til den amerikanske Platek-familie. Trods transferkarantæne formåede Spezia også at sikre overlevelse i 2021-2022. I 2023 tabte man dog et nedrykningsspil mod Verona og vendte tilbage til Serie B.

Ny overlevelseskamp i Serie B (2023-)

Tilbagevenden til Serie B blev alt andet end nem. Spezia befandt sig længe under stregen, hvilket kostede træner Massimiliano Alvini jobbet. Under Luca D’Angelo lykkedes det at redde en direkte overlevelse i sidste runde med en 2-1-sejr over Venezia, der sikrede en femtendeplads – den sidste uden play-out.

Meritter og hædersbevisninger

*Mesterskabet fra 1944 er officielt anerkendt af FIGC som “titolo onorifico” og er derfor ikke ligestillet med et traditionelt scudetto, men klubben må permanent bære et særligt trikoloremærke på trøjen.

Visuel identitet

Klubfarver

Kernen i Spezias identitet er den hvide trøje kombineret med sorte shorts og strømper. På udebane anvendes ofte det omvendte farveskema, mens tredjetrøjen traditionelt har været rød eller – i nyere tid – nuancer af blå eller grøn inspireret af byvåbnet.

Logo og monogrammer

Spezia har i større dele af sin historie benyttet et monogram bestående af forbogstaverne i klubnavnet. I forbindelse med 100-året 2005 introduceredes en rund guldborderet variant, mens konkursen i 2008 førte til et midlertidigt emblem med byens ørn. Siden 2023 har klubben præsenteret et moderniseret monogram, der fortsat fremviser initialerne, men i en mere minimalistisk streg.

Stadion

Stadio Alberto Picco åbnede i 1919 og er opkaldt efter klubbens tidlige kaptajn, der faldt under Første Verdenskrig. Kapaciteten ligger på godt ti tusind tilskuere, hvilket giver en intim atmosfære. Under Serie A-debuten 2020-2021 måtte Spezia dog midlertidigt afvikle flere hjemmekampe i Cesena, da Picco stilmæssigt skulle tilpasses de strengere topdivision-krav.

Træningsanlæg

Det primære øvelsesområde er Centro Sportivo Bruno Ferdeghini i kvarteret Melara. Anlægget gennemgik under Volpi-æraen en omfattende modernisering og rummer to 11-mands kunstgræsbaner, to 7-mandsbaner, styrketræningsfaciliteter samt kontorer for såvel førstehold som ungdomssektor. Siden 2014 har klubben derudover rådet over et anlæg i Follo med to naturgræsbaner til førstelagets daglige træning.

Organisation og ejerskab

Nøglepersoner gennem tiden

• Ottavio Barbieri – træner i 1940’erne, ophavsmand til det innovative “mezzo-sistema”.
• Gabriele Volpi – ejer 2008-2021, ledte klubben fra Serie D til Serie A.
• Platek-familien – amerikansk investorkreds der overtog kontrollen i februar 2021.
• Vincenzo Italiano – cheftræner 2019-2021, førte Spezia til første Serie A-oprykning.

Ledelsesstruktur

Klubbens bestyrelse og ledende poster skifter hyppigt, hvilket er karakteristisk for mange italienske mellemklubber. Oplysninger om det aktuelle organigram kan til enhver tid konsulteres på klubbens officielle hjemmeside.

Spillere og trænere

Profiler gennem årtierne

Fra de tidlige helte som Mario Tommaseo og Costa til nyere navne som M’Bala Nzola og Emmanuel Gyasi har Spezia produceret og tiltrukket spillere, der ofte har brugt klubben som springbræt. På trænervæggen finder man – udover Barbieri og Italiano – Michel Serena, Luigi Cagni, Nenad Bjelica og Thiago Motta, der alle har sat deres præg på holdets taktiske udvikling.

Aktuel spillertrup

Truppen ændrer sig løbende som følge af køb, salg og lejeaftaler, og den seneste opdaterede liste findes – sammen med oplysninger om Spezia Primavera og udlejede spillere – på klubbens officielle platforme.

Statistik og rekordlister

Deltagelse gennem ligaerne

*Tallene summerer de nationale turneringer fra 1921 til 2023 som angivet i klubbens officielle oversigt.

Tilskuerinteresse

En StageUp/Ipsos-måling fra 2022 anslog omkring 67 000 deklarerede tilhængere, hvilket placerer Spezia i den højere ende af tilskuerinteresse relativt til byens størrelse. Under Serie B-sæsonen 2006-2007 blev rekorden for abonnementer sat med 5 386 sæsonkort.

Tifosi, kultur og rivaliseringer

Organiseret support

Gruppen Ultras Spezia 1974 markerer starten på den organiserede kurvekultur, der i dag kulminerer i Direttivo Curva Ferrovia. Traditionen dikterer en apolitisk linje, og de største vennerskaber plejes med Savona, Bari og Salerno.

Intense rivaler

• Genoa CFC – den ældste og mest sprængfarlige rivalisering siden 1923.
• Carrarese Calcio – “Derby Lunense” præget af geografisk nærhed.
• Verona – forstærket efter playouts i 2007 og 2023.
• Toscanske klubber som Lucchese, Livorno og Pisa – historisk fjendskab.

Fremtidige perspektiver

Spezia Calcio står ved en skillevej efter nedrykningen i 2023. Med Platek-familiens kapital, det renoverede træningscenter og et fortsat solidt lokalt publikum arbejdes der på at genvinde stabilitet i Serie B og på sigt vende tilbage til den øverste hylde. Udfordringerne er dog betydelige i et italiensk fodboldlandskab, hvor økonomisk bæredygtighed og sportslig ambition sjældent går hånd i hånd.

Hvad end fremtiden bringer, forbliver Spezia en klub, der trods sine beskedne rammer gang på gang har bevist sin evne til at rejse sig fra modgang og skrive overraskende kapitler i den store fortælling om italiensk fodbold – båret frem af gli Aquilotti, den utrættelige lydkulisse fra Curva Ferrovia og byens stolte maritime sjæl.