Salvatore Sirigu

Salvatore Sirigu, født 12. januar 1987 i Nuoro på Sardinien, har i en lang årrække markeret sig som en af Italiens mest rutinerede og internationalt erfarne målmænd; med en karriere, der spænder fra de tidlige ungdomsår i veneziske og sicilianske ungdomssystemer over store triumfer i Paris til senere eventyr i Spanien, Frankrig, Tyrkiet og et gensyn med Palermo, har han opnået fire franske mesterskaber, en europamesterskabstitel med Italien i 2021 samt et utal af personlige hædersbevisninger. Efter sæsonen 2024-25 blev han kontraktløs, men hans navn figurerer fortsat som et af de mest velkendte i nyere italiensk målmandshistorie.

Barndom og ungdomsår

Selv om fødestedet er Nuoro i den sardiske inderland, voksede Salvatore Sirigu op i La Caletta, en lille kystfrazione til Siniscola, hvor fodbolden tidligt prægede dagligdagen. Han begyndte faktisk som angriber og blev ikke umiddelbart set som målmands-emne, før en let astmatisk lidelse gjorde det vanskeligt for ham at dække store felter på banen. Da lokale trænere samtidig bemærkede hans store hænder, blev han opfordret til at stille sig mellem stængerne, og skiftet blev hurtigt permanent.

Efter ungdomsår i de små klubber Posada og Siniscola blev han hentet til Puri e Forti i Nuoro, og i 2002 tog han næste skridt til Venezia. Opholdet i den venetianske klub gav ingen førsteholdsdebut, men her lærte han den disciplin, der senere skulle kendetegne hans karriere. Allerede som 17-årig kom han i søgelyset, da en rutinemæssig dopingkontrol efter en pokalkamp mod Triestina i august 2004 afslørede et højt testosteron-epitestosteron-forhold; sagen endte uden sanktioner, men hændelsen viser, hvor tidligt hans navn dukkede op i den professionelle sfære.

Klubkarriere

Første skridt mellem Venezia og Palermo

Venezias konkurs i 2005 sendte Sirigu videre til Palermo, hvor han straks blev førstemålmand på Primaveraholdet og tredjevalg på førsteholdet. Allerede 8. november 2006 fik han professionel debut i Coppa Italia som blot 19-årig mod Sampdoria, og to uger senere stod han i UEFA-koppen i Istanbul mod Fenerbahçe. Han var med til at vinde det sydlige Primavera-mesterskab samme sæson, hvor sicilianerne samtidig havde den mindst passerede defensiv på ungdomsniveau.

Låneophold: Cremonese og Ancona

Som mange unge målmænd blev Sirigu lejet ud for at samle spilletid. I juli 2007 gik turen til Cremonese i Serie C1, hvor 19 kampe i grundspillet og tre i playoff førte holdet helt til finalen om oprykning – dog uden lykke. Hans træner Emiliano Mondonico så her karaktertræk à la Dino Zoff og forudsagde, at Sirigu kunne blive Italiens førstekeeper »i de næste ti-femten år«.

Sæsonen 2008-09 tilbragte han hos Ancona i Serie B. 15 kampe og 24 indkasserede mål blev facit, inden en influenza kostede ham pladsen til fordel for brasilianeren Da Costa. Ancona opnåede dog overlevelse via play-out, og Sirigu vendte hjem til Sicilien med værdifuld erfaring.

Gennembrud i Palermo

Sommeren 2009 blev vendepunktet. Tilbage i Palermo startede han som reserve for Rubinho, men allerede 27. september – i en alder af 22 – debuterede han i Serie A på Stadio Olimpico mod Lazio og leverede flere afgørende redninger i 1-1-opgøret. Han beholdt pladsen mod Juventus ugen efter, holdt buret rent i en 2-0-sejr, og fik snart kontrakten forlænget til 2014.

I 2010-11-sæsonen var han fast starter, reddede blandt andet et straffespark fra Adem Ljajić mod Fiorentina og blev ifølge italiensk sportspresse den målmand med højest gennemsnitskarakter i kalenderåret 2010. En sort dag indtraf dog 27. februar 2011, da Udinese scorede syv gange på Renzo Barbera – første gang Sirigu indkasserede så stort et nederlag. Han nåede finalen i Coppa Italia samme forår, men Palermo tabte 3-1 til Inter, hvilket også blev hans sidste kamp i pink trøje.

Paris Saint-Germain

28. juli 2011 skiftede Sirigu til Paris Saint-Germain for godt 3,9 mio. euro og skrev under på fire år. Oprindelig hentet som reserve, men han stod samtlige 38 ligakampe i debutsæsonen, hvor PSG kun blev presset af Montpellier i mesterskabskampen. 27. januar 2013 slog han Bernard Lamas klubrekord på 697 minutters clean sheet, og samme år vandt han sit første af fire på hinanden følgende franske mesterskaber. To år i træk – 2013 og 2014 – blev han kåret til Ligue 1’s bedste målmand og udtaget til sæsonens hold.

I 2014-15 – 2015-16 var han med til at sikre to franske ”domestic quadruples”, idet PSG vandt alle fire nationale trofæer begge år. Kontrakten blev forlænget til 2018, men ankomsten af Kevin Trapp i sommeren 2015 kostede ham pladsen som førstevalg i liga og Champions League. Han forblev dog pokalmålmand og tilføjede flere titler til CV’et, inden han i 2016 søgte nye udfordringer.

Ophold i Spanien: Sevilla og Osasuna

Den 26. august 2016 blev Sirigu udlejet til Sevilla. Debuten faldt 17. september mod Eibar, men opholdet begrænsede sig til blot tre optrædener; blandt dem en kamp, hvor han fik rødt kort for en albue mod Aritz Aduriz. I slutningen af januar 2017 blev aftalen opsagt, og samme dag rykkede han – fortsat på leje – til bundholdet Osasuna. Her fik han 18 ligakampe og markerede sig især 15. april 2017, da han på Vicente Calderón reddede to straffespark på blot to minutter fra Carrasco og Partey. Hans præstationer kunne dog ikke forhindre, at navarrerne rykkede ned.

Torino

Efter kontraktopløsning med PSG skrev Sirigu 27. juni 2017 under med Torino. Han faldt omgående til i den granatrøde trøje og spillede en fremragende første sæson med 37 Serie A-kampe. Den 3. marts 2019 satte han ny klubrekord med 599 minutters ubrudt clean sheet, hvilket bidrog til en syvendeplads og europæisk kvalifikation.

Sæsonen 2019-20 startede lovende, men udviklede sig dramatisk: et 0-7-hjemmenederlag til Atalanta udløste en negativ spiral, og Sirigu oplevede for anden gang i karrieren at lukke syv mål ind. Torino kæmpede sig til overlevelse, og han blev af fans hædret som Årets spiller. Den efterfølgende sæson var ujævn, og 12. maj 2021 tabte Torino 0-7 til Milan – fjerde gang Sirigu indkasserede syv scoringer i én kamp. Kontrakten blev ophævet i juli 2021.

Senere år: Genoa, Napoli og Fiorentina

3. august 2021 skrev han med Genoa og var fast mand hele sæsonen, men efter nedrykning til Serie B forlængede han ikke. I august 2022 kom han til Napoli som reserve for Alex Meret og fik ingen officielle kampe.

25. januar 2023 skiftede han permanent til Fiorentina. Debuten kom 24. februar i en 3-2 Conference League-sejr over Braga, og 12. marts stod han igen en Serie A-kamp, denne gang mod Cremonese. Et akillessene-brud i en træningskamp 25. marts satte dog punktum for sæsonen, og han forlod klubben ved kontraktudløb.

Udlandseventyr i Frankrig og Tyrkiet

I september 2023 indgik han en etårig aftale med Nice, hvor han trænede i to uger før kontraktunderskrivelsen. Efter fire måneder uden spilletid blev aftalen ophævet 16. januar 2024, og samme dag skrev han til sæsonens udgang med Fatih Karagümrük i den tyrkiske Süper Lig. Seks måneder senere var opholdet forbi – dog med flere roste præstationer – og Sirigu stod atter uden klub.

Tilbagevenden til Palermo

24. august 2024 blev et romantisk kapitel skrevet, da Sirigu som 37-årig vendte hjem til Palermo på en etårig kontrakt. Han debuterede på ny i Coppa Italia 26. september, et 0-5-nederlag til Napoli, og fik første ligakamp 12. januar 2025 i en 2-0-sejr over Modena, indkaldt på grund af skader til Desplanches og Gomis. Fire kampe blev det til, før kontrakten udløb, og han igen blev fri på markedet.

Landsholdskarriere

Ungdomslandshold

Sirigu repræsenterede Italien på både U-18 og U-19, inden han 21. august 2007 fik U-21-debut mod Frankrig i La Spezia. Han var reserve ved U-21-EM 2009 i Sverige og en af de fire standby-spillere til OL-truppen 2008.

Debut og første slutrunder

Den første indkaldelse til seniorlandsholdet kom i februar 2010 under Marcello Lippi, men han fik ingen minutter mod Cameroun. Debuten faldt i Cesare Prandellis første kamp som landstræner 10. august 2010 mod Elfenbenskysten, hvor 23-årige Sirigu startede inde i et 0-1-nederlag. Tre uger senere fik han sin første konkurrencekamp med 2-1-sejr ude over Estland i EM-kvalifikation.

Han var tredjemålmand ved EM 2012, hvor Italien nåede finalen, samt reserve ved Confederations Cup 2013, der endte med italiensk bronze. Ved VM 2014 i Brasilien stod han åbningskampen mod England, som Italien vandt 2-1, da Gianluigi Buffon var skadet; de to efterfølgende nederlag sendte dog Azzurri ud allerede i gruppen.

EURO 2016 og genkomst under Mancini

Antonio Conte tog ham med som backup til EM 2016, og Sirigu fik én kamp – et 0-1-nederlag til Irland – efter at Buffon var blevet ramt af feber. Under Gian Piero Ventura forsvandt han midlertidigt fra landsholdet, men Roberto Mancini bragte ham tilbage i 2018. I EM-kvalifikationen 2019 delte han opgaverne med Gianluigi Donnarumma og indkasserede blot ét mål på fem opgør.

Europamester 2021 og Nations League

I november 2020 bar han første gang anførerbindet fra start i en 4-0-sejr mod Estland. Til det udsatte EM 2020 (afholdt 2021) var Sirigu andenmålmand og kom ind i slutminutterne mod Wales; 11. juli 2021 kunne han løfte trofæet efter finalesejr på Wembley over England. Efterfølgende var han igen udtaget som reservemålmand til Nations League-finalestævnet i oktober 2021, hvor Italien sikrede tredjepladsen.

Spillestil

Sirigu betragtes bredt som en komplet målmandstype, der kombinerer eksplosive reflekser og stærk positionssans med en rolig og afbalanceret tilgang, hvilket har fået flere trænere og eksperter til at sammenligne ham med både Walter Zenga og Dino Zoff. Hans tidligere coach Emiliano Mondonico fremhævede især personligheden, mens Angelo Peruzzi roste hans evne til at forlade stregen hurtigt og samle bolde i feltet. Derudover nævnes lederevnerne og indflydelsen i omklædningsrummet som væsentlige kvaliteter.

Statistik i hovedtræk

På klubplan har Sirigu rundet mere end 600 officielle seniorkampe frem til januar 2025, hvoraf 152 alene faldt i Torino, 190 i Paris Saint-Germain og et trecifret antal fordelt på Palermo, Genoa, samt kortere ophold i Spanien, Frankrig og Tyrkiet. For det italienske A-landshold står han noteret for over 30 optrædener siden debuten i 2010.

Meritter

Klubtitler

• Paris Saint-Germain: Ligue 1-mester 2012-13, 2013-14, 2014-15, 2015-16; Coupe de France-vinder 2014-15, 2015-16; Coupe de la Ligue-vinder 2013-14, 2014-15, 2015-16; Trophée des Champions-vinder 2013, 2014, 2015.

Landshold

• Italien: Europamester 2020 (turneringen spillet 2021); EM-sølv 2012; Confederations Cup-bronze 2013; Nations League-bronze 2021.

Individuelle hædersbevisninger

• Ligue 1 Goalkeeper of the Year: 2012-13, 2013-14.
• Ligue 1 Team of the Year: 2012-13, 2013-14.
• Torino-fansenes Årets spiller: 2020.
• Udnævnt til Ufficiale dell’Ordine al Merito della Repubblica Italiana i 2021.

Eftermæle

Salvatore Sirigu bliver ofte omtalt som en af de mest pålidelige støtter i spillertruppen, uanset om han har indtaget rollen som første- eller andenmålmand. Hans karriere viser en usædvanlig blanding af topniveau i internationale storklubber og en villighed til at påtage sig nye udfordringer for at forblive konkurrencedygtig. At han i en alder af næsten 40 år stadig kan være et attraktivt kort for klubber, der søger erfaring, er et vidnesbyrd om hans professionalisme, træningsdisciplin og mentale styrke.