Legnago Salus
Hjemmebane
Stadio Mario Sandrini
Via Olimpia, Legnago
Kapacitet: 2152
Overflade: Græs
Legnago Salus Kampe
Her kan du se kampprogrammet for Legnago Salus i år.
Legnago SalusFærdigspillede Kampe
Runde 38
Ascoli Calcio
Runde 37
Legnago Salus
Runde 36
AC Carpi
Runde 35
Legnago Salus
Runde 34
SPAL
Runde 33
Legnago Salus
Runde 32
AC Perugia
Runde 31
Legnago Salus
Runde 30
Torres Sassari
Runde 29
Legnago Salus
Runde 28
AS Gubbio
Runde 27
Legnago Salus
Runde 26
Pineto Calcio
Runde 25
Legnago Salus
Runde 24
Sestri Levante
Runde 23
Legnago Salus
Runde 22
Vis Pesaro
Runde 21
Legnago Salus
Runde 20
Pontedera Calcio
Runde 19
Legnago Salus
Runde 18
Pescara
Runde 17
Legnago Salus
Runde 16
US Pianese
Runde 15
Legnago Salus
Runde 14
Lucchese 1905
Runde 13
Legnago Salus
Runde 12
Rimini FC
Runde 11
Legnago Salus
Runde 10
AC Milan II
Runde 9
Legnago Salus
Runde 8
Virtus Entella
Runde 7
Legnago Salus
Runde 6
Ternana Calcio
Runde 5
Legnago Salus
Runde 4
US Arezzo
Runde 3
Legnago Salus
Runde 2
Campobasso
Runde 1
Legnago Salus
Legnago Salus Stillinger
Her kan du se Legnago Saluss Serie C - Girone B stilling. Legnago Salus ligger lige nu på 20 plads i Serie C - Girone B stillingen.
| # | Hold | K | V | U | T | + | − | ± | P | Form |
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| 1 |
Virtus Entella
|
38 | 23 | 14 | 1 | 61 | 24 | 37 | 83 |
|
| 2 |
Ternana Calcio
|
38 | 22 | 10 | 6 | 64 | 23 | 41 | 74 |
|
| 3 |
Torres Sassari
|
38 | 19 | 11 | 8 | 55 | 36 | 19 | 68 |
|
| 4 |
Pescara
|
38 | 19 | 10 | 9 | 55 | 35 | 20 | 67 |
|
| 5 |
US Arezzo
|
38 | 19 | 7 | 12 | 48 | 37 | 11 | 64 |
|
| 6 |
Vis Pesaro
|
38 | 15 | 13 | 10 | 44 | 34 | 10 | 58 |
|
| 7 |
Pineto Calcio
|
38 | 15 | 12 | 11 | 46 | 49 | -3 | 57 |
|
| 8 |
US Pianese
|
38 | 15 | 8 | 15 | 48 | 48 | 0 | 53 |
|
| 9 |
Rimini FC
|
38 | 13 | 14 | 11 | 45 | 35 | 10 | 51 |
|
| 10 |
Pontedera Calcio
|
38 | 13 | 9 | 16 | 54 | 54 | 0 | 48 |
|
| 11 |
AS Gubbio
|
38 | 13 | 9 | 16 | 32 | 42 | -10 | 48 |
|
| 12 |
AC Perugia
|
38 | 11 | 14 | 13 | 43 | 41 | 2 | 47 |
|
| 13 |
AC Carpi
|
38 | 11 | 11 | 16 | 41 | 48 | -7 | 44 |
|
| 14 |
Campobasso
|
38 | 11 | 10 | 17 | 36 | 46 | -10 | 43 |
|
| 15 |
Ascoli Calcio
|
38 | 9 | 13 | 16 | 37 | 46 | -9 | 40 |
|
| 16 |
Lucchese 1905
|
38 | 10 | 15 | 13 | 47 | 64 | -17 | 39 |
|
| 17 |
SPAL
▲
|
38 | 9 | 11 | 18 | 41 | 61 | -20 | 35 |
|
| 18 |
AC Milan II
▼
|
38 | 7 | 13 | 18 | 36 | 57 | -21 | 34 |
|
| 19 |
Sestri Levante
|
38 | 6 | 13 | 19 | 34 | 54 | -20 | 31 |
|
| 20 |
Legnago Salus
|
38 | 6 | 11 | 21 | 30 | 63 | -33 | 29 |
|
Legnago Salus Spillere sæsonen 24/25
Her er alle 39 spillere på Legnago Saluss hold i 24/25, til både Serie C - Girone B og andre turneringer som Legnago Salus er med i:
A. Berto
Goalkeeper
Trøje #0
F. Perucchini
Goalkeeper
Trøje #0
A. Rigon
Goalkeeper
Trøje #0
Marco Businarolo
Goalkeeper
Trøje #0
L. Bajari
Goalkeeper
Trøje #0
Gianmaria Zanandrea
Defender
Trøje #0
Daniel Tonica
Defender
Trøje #0
L. Ballan
Defender
Trøje #0
Giacomo Ruggeri
Defender
Trøje #0
Y. Maset
Defender
Trøje #0
Vincenzo Muteba
Defender
Trøje #0
Martino Travaglini
Defender
Trøje #0
P. Malumandsoko
Defender
Trøje #0
Mario Noce
Defender
Trøje #0
Alae Hadaji
Defender
Trøje #0
Luca Zanetti
Defender
Trøje #0
Federico Ampollini
Defender
Trøje #0
Robert Toma
Defender
Trøje #0
Carlo Pelagatti
Defender
Trøje #0
L. Koblar
Defender
Trøje #0
Francesco D'Amore
Defender
Trøje #0
Gregorio Tanco
Defender
Trøje #26
Aboubakar Diaby
Midfielder
Trøje #0
S. Dore
Midfielder
Trøje #0
Enrico Casarotti
Midfielder
Trøje #0
Giacomo Balbo
Midfielder
Trøje #0
Federico Viero
Midfielder
Trøje #0
M. Gazzola
Midfielder
Trøje #0
Ola Ibrahim
Midfielder
Trøje #10
Manuel Martić
Midfielder
Trøje #17
Andrea Franzolini
Midfielder
Trøje #36
M. Morello
Attacker
Trøje #0
Vincenzo Vitale
Attacker
Trøje #0
Ousmane Banse
Attacker
Trøje #0
A. Rossi
Attacker
Trøje #0
G. Cogo
Attacker
Trøje #0
D. Barbera
Attacker
Trøje #0
Sebastiano Svidercoschi
Attacker
Trøje #0
Alberto Ricci
Attacker
Trøje #99Legnago Salus Historie og Info
Football Club Legnago Salus – til daglig blot omtalt som Legnago – er en traditionsrig fodboldinstitution fra den venetianske slette, der i mere end et århundrede har været samlingspunkt for entusiaster i og omkring byen Legnago, cirka 40 kilometer syd for Verona. Med de karakteristiske hvid-blå trøjer har klubben gennemlevet dramatiske opture, bitre nedture og snørklede forløb fyldt med navneskift, omstruktureringer og skiftende lokale, regionale og nationale kontekster. Trods disse udsving fremstår Legnago i dag som et fast forankret holdepunkt i den italienske fodboldpyramide og et uundværligt element i den lokale identitet.
Klubbens historiske højdepunkt kom allerede i sæsonen 1945-46, hvor man vandt sin Serie C-pulje, mens de senere årtier har budt på lange ophold i den fjerde bedste række – den nuværende Serie D – afbrudt af periodiske tilbagevenden til det professionelle niveau. Særligt bemærkelsesværdig var opstigningen i 2020, hvor Legnago blev indlemmet i Serie C efter først at have sluttet på andenpladsen i Serie D og siden profiteret af Campodarsegos afbud til den professionelle licens.
I dag hviler klubben på et fundament bestående af stærke lokale rødder, en nutidig ambition om sportslig stabilitet i Serie C og en solid historisk bevidsthed, der hylder både pionererne fra 1920’erne og de mere nutidige helte, som har sikret de seneste fremskridt. Nedenfor følger en tematiseret og kronologisk gennemgang af alle centrale aspekter af Legnago Salus, fra den første boldtrille i 1920 til den seneste sæson i den professionelle Serie C.
Geografisk forankring og identitet
Byen Legnago og det sydlige Verona
Legnago er en mellemstor by beliggende ved floden Adige i provinsen Verona. Området kaldes ofte den „bassa veronese“, dvs. den lave del af Veronas opland, og det præges af landbrug, små industriområder og en tæt sammenknytning mellem byernes sociale liv og de lokale idrætsforeninger. Fodboldklubben har historisk været et knudepunkt, der samler borgere fra bydelene Porto, San Pietro og det omkringliggende opland.
Betydningen af klubbens farver
Hvidt og azurblåt er byens sportssignatur og optræder på alt fra klubbens trøjer til lokale fanbannere. Farvevalget afspejler historiske traditioner i området og har gennem tiderne fungeret som synligt symbol på lokal stolthed, uanset rækkeplacering eller sportslige resultater.
Historisk overblik
Grundlæggelsen og de tidlige år (1920-1930)
Det organiserede fodboldspil i Legnago tog sin begyndelse i august 1920, og i løbet af få år optrådte klubben under flere navne – U.S. Legnaghese, Liberi Calciatori og andre – før den første markante milepæl kom i sæsonen 1921-22. Her overraskede Legnaghese ved at vinde det regionale Veneto-mesterskab i „Promozione“ efter en finalesejr over Mestre den 12. juni 1921 (1-0). Gevinsten gav adgang til Prima Categoria, datidens øverste nordlige række, hvor holdet sluttede som nummer fem ud af seks deltagere i sin pulje. Året efter fremtvang den nationale reform – det såkaldte Compromesso Colombo – en ny turneringsstruktur, og Legnago måtte rykke ned i Seconda Divisione.
Mellemkrigstiden og fascistisk indflydelse (1930-1945)
Efter nogle år i skyggen genopstod klubben i 1927 under navnet Associazione Calcio Valerio Valery. Initiativtageren var den lokale fascistiske embedsmand Valerio Valeri, kommandant for den sorte brigade i Verona. Tiden omkring Anden Verdenskrig var præget af politisk turbulens, og Valeri endte efter krigen med at blive dømt til døden for krigsforbrydelser; dommen eksekveredes den 16. november 1945.
I selve krigsårene blev der gennemført alternative turneringer. I sæsonen 1943-44 deltog Legnago i et regionalt „krigsmesterskab“ i Veneto sammen med klubber som Venezia, Padova og Treviso. Legnagheserne sikrede sig seks point i deres pulje, mens hele turneringen sluttede med, at Vigili del Fuoco La Spezia sensationelt vandt det uofficielle italienske mesterskab.
Efterkrigstid og første nationale triumf (1945-1963)
Efter den verdenspolitiske genopbygning vendte klubben tilbage til normaliserede nationale turneringer og indskrev sig i de italienske historiebøger ved at vinde Serie C-puljen i 1945-46. Drømmen om Serie B levede dog kun til playoff-kampene, hvor Legnago ikke formåede at sikre oprykning.
De følgende år bød på skiftende sportslige resultater, men også en gradvis institutionalisering af klubarbejdet. Fra 1952 til 1954 tilbragte Legnago tre sæsoner i den fjerde nationale række, mens man sideløbende dyrkede et stærkt lokalt talentarbejde, der senere skulle komme klubben til gode.
1960’ernes omstruktureringer og guldtrøjen fra Isothermo (1963-1970)
I sæsonen 1963-64 – under navnet Isothermo Legnago – vandt klubben sin regionale Prima Categoria-pulje efter to intense playoff-opgør mod Schio. Oprykningen til Serie D blev dog opgivet, fordi reglerne dengang forbød synlig sponsorreklame på trøjerne, og hovedsponsoren Isothermo var en integreret del af klubbens identitet i den periode.
Den første gyldne æra i Serie D (1970-1980)
Et nyt kapitel åbnede sig i 1970-71, hvor træner Gigi Menti førte holdet frem til en suveræn førsteplads i Promozione og dermed en eftertragtet billet til Serie D. Allerede i den første sæson på „D“-niveau – 1971-72 – delte Legnago førstepladsen med Vigevano, og de to hold mødtes i en direkte oprykningsfinale den 4. juni 1972 på Stadio Mario Rigamonti i Brescia foran 7 000 tilskuere. Legnago tabte knebent 0-1, men sæsonen står fortsat som et karrierehøjdepunkt for klubben.
Periode nummer to i fjerde division varede fra 1971 til 1980. Spillerne var semiprofessionelle, og årtiet var præget af stabile midterplaceringer samt en gradvis opbygning af klubbens organisatoriske fundament.
Den lange Serie D-periode og 1990’ernes dramatiske slutspurt (1993-2002)
Med Francesco Salvatore som præsident ramte Legnago i 1993 atter Serie D og blev hængende i ni sammenhængende sæsoner. En bemærkelsesværdig kampagne kom i 1994-95, hvor cheftræner Gigi Manganotti og profiler som Ezio Rossi, Perina, Mezzacasa og Gian Pietro Zanaga sikrede en tredjeplads – kun overgået af Treviso og Triestina. Klubben håbede på at blive inviteret til Serie C via „ripescaggio“, men forbundets valg faldt på konkurrenten Triestina trods sidstnævntes økonomiske fortid.
I 1997-98 landede Legnago på femtepladsen og fik adgang til post-season-turneringen, som indgik i Tipstjenestens „Totogol“-kuponer; det viste, hvor synlig klubben efterhånden var blevet. En enkelt kamp mod Trento trak 1 200 tilskuere og satte daværende tilskuerrekord.
Dobbeltnedrykning og organisatorisk skifte (2002-2004)
Sæsonen 2001-02 endte med nedrykning til Eccellenza, og allerede året efter fulgte endnu et fald til Promozione. Præsidentfamilien Salvatore forlod derefter posten, og et nyt ledelseshold med Franco Pesarin som præsident og Pierluigi Bertelli som næstformand overtog styringen. På den sportslige side bar sæsonerne 2003-04 og 2004-05 præg af konsolidering under trænerne Claudio Caroli, Dante Tamagnini og senere Maurizio Testi.
Vejen tilbage: fra Promozione til Serie D (2006-2010)
Efter stadionet i 2006 blev opkaldt efter den tidligere midtbanespiller og læge Mario Sandrini, samlede klubben ny energi. I 2006-07 dominerede Legnago Promozione og sikrede oprykning med rekordhøje 66 point. Allerede i 2009-10 fulgte næste step: Eccellenza-mesterskabet og tilbagevenden til Serie D efter otte års fravær.
Stabilisering og playoff-eventyr (2010-2015)
Med Andrea Orecchia som taktisk ansvarlig fik Legnago i 2010-11 en flyvende start på Serie D-comebacket; holdet scorede hele 61 mål – flest i puljen – og kvalificerede sig til playoff. De dramatiske straffesparksdueller mod Olginatese satte tonen for en periode, hvor klubben gentagne gange flirtede med top-5-placeringer. I 2011-12 toppede man med en tredjeplads i pulje C og nåede semifinalen i de landsdækkende playoff, før SandonàJesolo satte en stopper for drømmene.
Sæsonerne 2012-15 gav varierende resultater. Orecchia blev kortvarigt afløst af Ottoni og senere Leonardo Rossi, men alle tre sæsoner sluttede på 11.-pladsen. Kampen mod Padova den 19. april 2015 – som sendte de hvid-røde tilbage i Lega Pro – satte ny tilskuertop med cirka 2 000 betalende gæster.
Opringninger, tilbagefald og professionel status (2015-2025)
I 2018-19 tabte Legnago playouts mod Villafranca Veronese og rykkede ned, men blev i sommeren 2019 administrativt reddet og beholdt pladsen i Serie D. Allerede sæsonen efter – afbrudt af COVID-19-nedlukningen – lå klubben på andenpladsen, og da Campodarsego senere aflyste sin Serie C-tilmelding, gik pladsen til Legnago, som dermed blev professionel igen.
I 2020-21 formåede holdet at sikre overlevelse i Serie C, men året efter (2021-22) fulgte en ny nedrykning. Her viste klubbens organisatoriske robusthed sig, for med Massimo Donati som træner vandt Legnago i 2022-23 pulje C i Serie D med en runde tilbage, og den professionelle status blev genvundet.
Sæsonen 2023-24 bød på særdeles positive overraskelser; Legnago sluttede som nummer seks og bookede en plads i Serie B-playoff, hvor Atalanta U23 dog blev endestationen i anden runde. 2024-25 viste sig betydeligt vanskeligere: placeret i Serie C-pulje B kæmpede klubben konstant i bunden og endte sidst, hvilket udløste ny nedrykning til Serie D.
Klubbens navne gennem historien
- U.S. Legnaghese (1920’erne)
- Liberi Calciatori
- A.C. Valerio Valery (1927- )
- A.C. Legnago / U.S. Salus
- A.C. Isothermo Legnago (1960’erne)
- A.C. Riello Legnago
- A.C. Legnago Salus
- F.C. Legnago Salus SSD (fra 30. juni 2011)
- F.C. Legnago Salus S.r.l. (nutid)
Turneringer og placeringer
Serie C og Serie D
| Periode | Række | Bemærkning |
|---|---|---|
| 1945-46 | Serie C | Vandt puljen, tabte oprykningsplayoff til Serie B |
| 1952-54 | IV Serie (Serie D) | Første sammenhængende ophold i fjerde niveau |
| 1971-80 | Serie D | Ni sæsoner, herunder delt 1. plads i 1971-72 |
| 1993-2002 | Serie D | Ni sæsoner, bedste placering 3. plads 1994-95 |
| 2010-14 | Serie D | Playoff-deltagelse 2011-12 |
| 2020-22 | Serie C | Overlevelse 2020-21, nedrykning 2021-22 |
| 2022-23 | Serie D | Vandt puljen, oprykning |
| 2023-25 | Serie C | 6. plads 2023-24, nedrykning 2024-25 |
Regionale rækker
- Eccellenza Veneto: mestre 2009-10
- Promozione Veneto: mestre 1970-71
- Prima Categoria Veneto: mestre 1963-64
Pokaler og hædersbevisninger
Nationale titler
- Serie C: 1945-46 (puljevinder)
Interregionale titler
- Serie D: 2022-23 (pulje C)
Regionale titler
- Eccellenza Veneto: 2009-10
- Promozione Veneto: 1970-71
- Prima Categoria Veneto: 1963-64
- Prima Divisione Veneto: 1958-59
- Seconda Divisione Veneto: 1934-35
- Campionato di terza divisione Veneto: 1929-30
- Coppa Italia Dilettanti Veneto: 1991-92, 2007-08
Stadion og faciliteter
Fra markedsplads til moderne arena
Klubbens første kampe blev spillet på „Campo Fiera“, populært kaldet La pista, en stor plads hvor byens kreaturmarked traditionelt fandt sted. I 1926 flyttede man til et anlæg i Via Frattini, som senere blev kommunalt og omdøbt til „Campo del Littorio“ under fascismen; efter 1945 fik samme bane navnet „Comunale“.
Stadio Mario Sandrini
Legnagos nuværende hjemmebane indviedes i 1968 i bydelen Palazzetto. Den 11. juni 2006 blev den officielt navngivet Stadio Mario Sandrini til ære for den tidligere Legnago-midtbaneprofil og læge. Ved ceremonien deltog blandt andre den lokale landsholdslibero Pierluigi Cera og målmanden Matteo Guardalben, der begge commenced their careers netop i Legnago.
Klubfarver, logo og trøjedesign
Farver gennem tiderne
| Sæson(er) | Primært design | Noter |
|---|---|---|
| 1921-22 | Vertikale hvid-lyseblå striber | Sort shorts og strømper |
| 1927-28 | Hvid med lyseblå kanter | Sort shorts |
| 1963-64 | Gul-orange | Anledning: Isothermo sponsor |
| 2008-09 | Hvid-blå vertikale striber | Marineblå shorts og strømper |
Symbolik
Klubbens emblem varierer i detaljer, men kernen består som regel af byens våbenskjold kombineret med initialerne F.C.L.S. og de hvide samt azurblå farver. Farverne fungerer som identitetsmarkør og har gennem årene været forbeholdt hjemmebanesættet, mens udetrøjerne har vekslet efter behov.
Organisation, ledelse og trænere
Udvalgte præsidenter
- Francesco Salvatore – styrede klubben i storparten af 1990’erne
- Franco Pesarin – tiltrådte i 2003
- Pierluigi Bertelli – vicepræsident 2003, siden præsident
Markante cheftrænere
- Gigi Menti – førte holdet til Serie D i 1970-71
- Gigi Manganotti – orkestrerede tredjepladsen i 1994-95
- Andrea Orecchia – central figur 2010-16 med flere playoff-deltagelser
- Leonardo Rossi – kort periode 2014-15
- Massimo Bagatti – fik oprykning til Serie C i 2020
- Massimo Donati – vandt Serie D-puljen i 2022-23
Spillere og talentudvikling
Nuværende trup
Truppen pr. 20. december 2024 består af en blanding af erfarne Serie C-profiler og lokale talenter. Den detaljerede spillerliste opdateres løbende og offentliggøres på klubbens officielle kanaler.
Historiske profiler
- Pierluigi Cera – lokal libero, senere italiensk landsholdsspiller
- Matteo Guardalben – målmand, begyndte karrieren i Legnago
- Ezio Rossi – nøglespiller i 1994-95
Taktik, filosofi og spillestil
Klubben har gennem årtier skiftet mellem forskellige taktiske formationer afhængigt af trænernes filosofi. Fra Gigi Mentis direkte 4-3-3 i 1970’erne til Andrea Orecchias mere balancerede tilgang i 2010’erne har Legnago som oftest praktiseret en angrebsorienteret fodbold med vægt på hurtige omstillinger og stor løbevillighed. Det fremgår tydeligt af statistikkerne fra 2010-11, hvor holdet nettede hele 61 gange – flest i sin Serie D-pulje.
Tilskuere, fan-kultur og rivaliseringer
Lokalt engagement
Klubbens fanbase er forankret i kommunen Legnago, men tilhængere fra bydelene Porto og San Pietro fylder meget på Mario Sandrini-tribunerne. Tilskuertallet kulminerer typisk under lokalopgør eller når store navne fra regionen – eksempelvis Padova eller Venezia – kommer på besøg.
Venskaber og rivaler
- Gemellaggio: Mange Legnago-fans sympatiserer også med Hellas Verona, hvilket skyldes geografisk nærhed og provinsfællesskab.
- Hovedrival: Cerea – det såkaldte „Derby della Bassa Veronese“ – er den ældste og mest intense rivalisering.
- Andre rivaler: Virtus Verona samt den sportslige konkurrence med Triestina, som flere gange har stået i vejen for Legnagos ambitioner.
Økonomi og sponsorater
Legnago har historisk været afhængig af lokale virksomheder. Sponsornavnet Isothermo gav således anledning til den gule-orange trøje i 1963-64, mens Riello i en senere periode knyttede sig til klubbens officielle navn. Finansiel bæredygtighed har ofte været en udfordring, og klubben har i enkelte tilfælde opnået professionel deltagelse, når andre selskaber har trukket sig – senest Campodarsegos afkald i 2020.
Statistikker og rekorder
Tilskuerrekorder
- 7 000 tilskuere – spareggio mod Vigevano, 4. juni 1972 (Brescia)
- 2 000 tilskuere – Legnago vs. Padova, 19. april 2015
- 1 800 tilskuere – Legnago vs. Venezia, 2011-12-sæsonen
- 1 400 tilskuere – hjemmeopgør mod Mantova, 2010-11
- 1 200 tilskuere – Legnago vs. Trento, 30. november 1997
Mål og defensiv styrke
I 2010-11 scorede Legnago flest mål (61) i sin Serie D-pulje, mens defensiven i 2011-12 var den bedste i puljen med blot 24 indkasserede mål.
Pokalsejre
To regionale triumfer i Coppa Italia Dilettanti Veneto (1991-92 og 2007-08) fremstår som stolt symbol på klubbens cup-dygtighed.
Litteratur og videre læsning
En central udgivelse om klubbens rige historie er værket „50 anni di calcio legnaghese“ af Ernesto Berro, som detaljeret dokumenterer perioderne frem til slutningen af det 20. århundrede.
Perspektiver for fremtiden
Selv med den seneste tilbagevenden til Serie D i 2025 råder Legnago over en institutionel erfaring, en forankret talentkultur og en loyal supporterskare, der tilsammen kan danne afsæt for endnu et kapitel i den gamle klubs omskiftelige men fascinerende livscyklus. Ambitionen består i at opnå stabilitet på det professionelle niveau, videreudvikle infrastrukturen omkring Stadio Mario Sandrini og sikre, at hvid-blåt fortsat vil pryde Italiens nationalscene i de kommende årtier.