Legnago Salus

Grundlagt: n/a

Liga: Serie C - Girone B

Placering: #20

Hjemmebane

Stadio Mario Sandrini

Via Olimpia, Legnago

Kapacitet: 2152

Overflade: Græs

Football Club Legnago Salus – til daglig blot omtalt som Legnago – er en traditionsrig fodboldinstitution fra den venetianske slette, der i mere end et århundrede har været samlingspunkt for entusiaster i og omkring byen Legnago, cirka 40 kilometer syd for Verona. Med de karakteristiske hvid-blå trøjer har klubben gennemlevet dramatiske opture, bitre nedture og snørklede forløb fyldt med navneskift, omstruktureringer og skiftende lokale, regionale og nationale kontekster. Trods disse udsving fremstår Legnago i dag som et fast forankret holdepunkt i den italienske fodboldpyramide og et uundværligt element i den lokale identitet.

Legnago Salus Kampe

Her kan du se kampprogrammet med alle Legnago Salus kampe i Serie C - Girone B i 25/26 sæsonen.

Du kan både se kommende Legnago Salus kampe, samt de Legnago Salus kampe der allerede er spillet.

Angriber

Trøje #0

D. Barbera

Angriber

Trøje #0

Legnago Salus Historie og Info

Klubbens historiske højdepunkt kom allerede i sæsonen 1945-46, hvor man vandt sin Serie C-pulje, mens de senere årtier har budt på lange ophold i den fjerde bedste række – den nuværende Serie D – afbrudt af periodiske tilbagevenden til det professionelle niveau. Særligt bemærkelsesværdig var opstigningen i 2020, hvor Legnago blev indlemmet i Serie C efter først at have sluttet på andenpladsen i Serie D og siden profiteret af Campodarsegos afbud til den professionelle licens.

I dag hviler klubben på et fundament bestående af stærke lokale rødder, en nutidig ambition om sportslig stabilitet i Serie C og en solid historisk bevidsthed, der hylder både pionererne fra 1920’erne og de mere nutidige helte, som har sikret de seneste fremskridt. Nedenfor følger en tematiseret og kronologisk gennemgang af alle centrale aspekter af Legnago Salus, fra den første boldtrille i 1920 til den seneste sæson i den professionelle Serie C.

Geografisk forankring og identitet

Byen Legnago og det sydlige Verona

Legnago er en mellemstor by beliggende ved floden Adige i provinsen Verona. Området kaldes ofte den „bassa veronese“, dvs. den lave del af Veronas opland, og det præges af landbrug, små industriområder og en tæt sammenknytning mellem byernes sociale liv og de lokale idrætsforeninger. Fodboldklubben har historisk været et knudepunkt, der samler borgere fra bydelene Porto, San Pietro og det omkringliggende opland.

Betydningen af klubbens farver

Hvidt og azurblåt er byens sportssignatur og optræder på alt fra klubbens trøjer til lokale fanbannere. Farvevalget afspejler historiske traditioner i området og har gennem tiderne fungeret som synligt symbol på lokal stolthed, uanset rækkeplacering eller sportslige resultater.

Historisk overblik

Grundlæggelsen og de tidlige år (1920-1930)

Det organiserede fodboldspil i Legnago tog sin begyndelse i august 1920, og i løbet af få år optrådte klubben under flere navne – U.S. Legnaghese, Liberi Calciatori og andre – før den første markante milepæl kom i sæsonen 1921-22. Her overraskede Legnaghese ved at vinde det regionale Veneto-mesterskab i „Promozione“ efter en finalesejr over Mestre den 12. juni 1921 (1-0). Gevinsten gav adgang til Prima Categoria, datidens øverste nordlige række, hvor holdet sluttede som nummer fem ud af seks deltagere i sin pulje. Året efter fremtvang den nationale reform – det såkaldte Compromesso Colombo – en ny turneringsstruktur, og Legnago måtte rykke ned i Seconda Divisione.

Mellemkrigstiden og fascistisk indflydelse (1930-1945)

Efter nogle år i skyggen genopstod klubben i 1927 under navnet Associazione Calcio Valerio Valery. Initiativtageren var den lokale fascistiske embedsmand Valerio Valeri, kommandant for den sorte brigade i Verona. Tiden omkring Anden Verdenskrig var præget af politisk turbulens, og Valeri endte efter krigen med at blive dømt til døden for krigsforbrydelser; dommen eksekveredes den 16. november 1945.

I selve krigsårene blev der gennemført alternative turneringer. I sæsonen 1943-44 deltog Legnago i et regionalt „krigsmesterskab“ i Veneto sammen med klubber som Venezia, Padova og Treviso. Legnagheserne sikrede sig seks point i deres pulje, mens hele turneringen sluttede med, at Vigili del Fuoco La Spezia sensationelt vandt det uofficielle italienske mesterskab.

Efterkrigstid og første nationale triumf (1945-1963)

Efter den verdenspolitiske genopbygning vendte klubben tilbage til normaliserede nationale turneringer og indskrev sig i de italienske historiebøger ved at vinde Serie C-puljen i 1945-46. Drømmen om Serie B levede dog kun til playoff-kampene, hvor Legnago ikke formåede at sikre oprykning.

De følgende år bød på skiftende sportslige resultater, men også en gradvis institutionalisering af klubarbejdet. Fra 1952 til 1954 tilbragte Legnago tre sæsoner i den fjerde nationale række, mens man sideløbende dyrkede et stærkt lokalt talentarbejde, der senere skulle komme klubben til gode.

1960’ernes omstruktureringer og guldtrøjen fra Isothermo (1963-1970)

I sæsonen 1963-64 – under navnet Isothermo Legnago – vandt klubben sin regionale Prima Categoria-pulje efter to intense playoff-opgør mod Schio. Oprykningen til Serie D blev dog opgivet, fordi reglerne dengang forbød synlig sponsorreklame på trøjerne, og hovedsponsoren Isothermo var en integreret del af klubbens identitet i den periode.

Den første gyldne æra i Serie D (1970-1980)

Et nyt kapitel åbnede sig i 1970-71, hvor træner Gigi Menti førte holdet frem til en suveræn førsteplads i Promozione og dermed en eftertragtet billet til Serie D. Allerede i den første sæson på „D“-niveau – 1971-72 – delte Legnago førstepladsen med Vigevano, og de to hold mødtes i en direkte oprykningsfinale den 4. juni 1972 på Stadio Mario Rigamonti i Brescia foran 7 000 tilskuere. Legnago tabte knebent 0-1, men sæsonen står fortsat som et karrierehøjdepunkt for klubben.

Periode nummer to i fjerde division varede fra 1971 til 1980. Spillerne var semiprofessionelle, og årtiet var præget af stabile midterplaceringer samt en gradvis opbygning af klubbens organisatoriske fundament.

Den lange Serie D-periode og 1990’ernes dramatiske slutspurt (1993-2002)

Med Francesco Salvatore som præsident ramte Legnago i 1993 atter Serie D og blev hængende i ni sammenhængende sæsoner. En bemærkelsesværdig kampagne kom i 1994-95, hvor cheftræner Gigi Manganotti og profiler som Ezio Rossi, Perina, Mezzacasa og Gian Pietro Zanaga sikrede en tredjeplads – kun overgået af Treviso og Triestina. Klubben håbede på at blive inviteret til Serie C via „ripescaggio“, men forbundets valg faldt på konkurrenten Triestina trods sidstnævntes økonomiske fortid.

I 1997-98 landede Legnago på femtepladsen og fik adgang til post-season-turneringen, som indgik i Tipstjenestens „Totogol“-kuponer; det viste, hvor synlig klubben efterhånden var blevet. En enkelt kamp mod Trento trak 1 200 tilskuere og satte daværende tilskuerrekord.

Dobbeltnedrykning og organisatorisk skifte (2002-2004)

Sæsonen 2001-02 endte med nedrykning til Eccellenza, og allerede året efter fulgte endnu et fald til Promozione. Præsidentfamilien Salvatore forlod derefter posten, og et nyt ledelseshold med Franco Pesarin som præsident og Pierluigi Bertelli som næstformand overtog styringen. På den sportslige side bar sæsonerne 2003-04 og 2004-05 præg af konsolidering under trænerne Claudio Caroli, Dante Tamagnini og senere Maurizio Testi.

Vejen tilbage: fra Promozione til Serie D (2006-2010)

Efter stadionet i 2006 blev opkaldt efter den tidligere midtbanespiller og læge Mario Sandrini, samlede klubben ny energi. I 2006-07 dominerede Legnago Promozione og sikrede oprykning med rekordhøje 66 point. Allerede i 2009-10 fulgte næste step: Eccellenza-mesterskabet og tilbagevenden til Serie D efter otte års fravær.

Stabilisering og playoff-eventyr (2010-2015)

Med Andrea Orecchia som taktisk ansvarlig fik Legnago i 2010-11 en flyvende start på Serie D-comebacket; holdet scorede hele 61 mål – flest i puljen – og kvalificerede sig til playoff. De dramatiske straffesparksdueller mod Olginatese satte tonen for en periode, hvor klubben gentagne gange flirtede med top-5-placeringer. I 2011-12 toppede man med en tredjeplads i pulje C og nåede semifinalen i de landsdækkende playoff, før SandonàJesolo satte en stopper for drømmene.

Sæsonerne 2012-15 gav varierende resultater. Orecchia blev kortvarigt afløst af Ottoni og senere Leonardo Rossi, men alle tre sæsoner sluttede på 11.-pladsen. Kampen mod Padova den 19. april 2015 – som sendte de hvid-røde tilbage i Lega Pro – satte ny tilskuertop med cirka 2 000 betalende gæster.

Opringninger, tilbagefald og professionel status (2015-2025)

I 2018-19 tabte Legnago playouts mod Villafranca Veronese og rykkede ned, men blev i sommeren 2019 administrativt reddet og beholdt pladsen i Serie D. Allerede sæsonen efter – afbrudt af COVID-19-nedlukningen – lå klubben på andenpladsen, og da Campodarsego senere aflyste sin Serie C-tilmelding, gik pladsen til Legnago, som dermed blev professionel igen.

I 2020-21 formåede holdet at sikre overlevelse i Serie C, men året efter (2021-22) fulgte en ny nedrykning. Her viste klubbens organisatoriske robusthed sig, for med Massimo Donati som træner vandt Legnago i 2022-23 pulje C i Serie D med en runde tilbage, og den professionelle status blev genvundet.

Sæsonen 2023-24 bød på særdeles positive overraskelser; Legnago sluttede som nummer seks og bookede en plads i Serie B-playoff, hvor Atalanta U23 dog blev endestationen i anden runde. 2024-25 viste sig betydeligt vanskeligere: placeret i Serie C-pulje B kæmpede klubben konstant i bunden og endte sidst, hvilket udløste ny nedrykning til Serie D.

Klubbens navne gennem historien

U.S. Legnaghese (1920’erne)
Liberi Calciatori
A.C. Valerio Valery (1927- )
A.C. Legnago / U.S. Salus
A.C. Isothermo Legnago (1960’erne)
A.C. Riello Legnago
A.C. Legnago Salus
F.C. Legnago Salus SSD (fra 30. juni 2011)
F.C. Legnago Salus S.r.l. (nutid)

Turneringer og placeringer

Serie C og Serie D

Periode	Række	Bemærkning
1945-46	Serie C	Vandt puljen, tabte oprykningsplayoff til Serie B
1952-54	IV Serie (Serie D)	Første sammenhængende ophold i fjerde niveau
1971-80	Serie D	Ni sæsoner, herunder delt 1. plads i 1971-72
1993-2002	Serie D	Ni sæsoner, bedste placering 3. plads 1994-95
2010-14	Serie D	Playoff-deltagelse 2011-12
2020-22	Serie C	Overlevelse 2020-21, nedrykning 2021-22
2022-23	Serie D	Vandt puljen, oprykning
2023-25	Serie C	6. plads 2023-24, nedrykning 2024-25

Regionale rækker

Eccellenza Veneto: mestre 2009-10
Promozione Veneto: mestre 1970-71
Prima Categoria Veneto: mestre 1963-64

Pokaler og hædersbevisninger

Nationale titler

Serie C: 1945-46 (puljevinder)

Interregionale titler

Serie D: 2022-23 (pulje C)

Regionale titler

Eccellenza Veneto: 2009-10
Promozione Veneto: 1970-71
Prima Categoria Veneto: 1963-64
Prima Divisione Veneto: 1958-59
Seconda Divisione Veneto: 1934-35
Campionato di terza divisione Veneto: 1929-30
Coppa Italia Dilettanti Veneto: 1991-92, 2007-08

Stadion og faciliteter

Fra markedsplads til moderne arena

Klubbens første kampe blev spillet på „Campo Fiera“, populært kaldet La pista, en stor plads hvor byens kreaturmarked traditionelt fandt sted. I 1926 flyttede man til et anlæg i Via Frattini, som senere blev kommunalt og omdøbt til „Campo del Littorio“ under fascismen; efter 1945 fik samme bane navnet „Comunale“.

Stadio Mario Sandrini

Legnagos nuværende hjemmebane indviedes i 1968 i bydelen Palazzetto. Den 11. juni 2006 blev den officielt navngivet Stadio Mario Sandrini til ære for den tidligere Legnago-midtbaneprofil og læge. Ved ceremonien deltog blandt andre den lokale landsholdslibero Pierluigi Cera og målmanden Matteo Guardalben, der begge commenced their careers netop i Legnago.

Klubfarver, logo og trøjedesign

Farver gennem tiderne

Sæson(er)	Primært design	Noter
1921-22	Vertikale hvid-lyseblå striber	Sort shorts og strømper
1927-28	Hvid med lyseblå kanter	Sort shorts
1963-64	Gul-orange	Anledning: Isothermo sponsor
2008-09	Hvid-blå vertikale striber	Marineblå shorts og strømper

Symbolik

Klubbens emblem varierer i detaljer, men kernen består som regel af byens våbenskjold kombineret med initialerne F.C.L.S. og de hvide samt azurblå farver. Farverne fungerer som identitetsmarkør og har gennem årene været forbeholdt hjemmebanesættet, mens udetrøjerne har vekslet efter behov.

Organisation, ledelse og trænere

Udvalgte præsidenter

Francesco Salvatore – styrede klubben i storparten af 1990’erne
Franco Pesarin – tiltrådte i 2003
Pierluigi Bertelli – vicepræsident 2003, siden præsident

Markante cheftrænere

Gigi Menti – førte holdet til Serie D i 1970-71
Gigi Manganotti – orkestrerede tredjepladsen i 1994-95
Andrea Orecchia – central figur 2010-16 med flere playoff-deltagelser
Leonardo Rossi – kort periode 2014-15
Massimo Bagatti – fik oprykning til Serie C i 2020
Massimo Donati – vandt Serie D-puljen i 2022-23

Spillere og talentudvikling

Nuværende trup

Truppen pr. 20. december 2024 består af en blanding af erfarne Serie C-profiler og lokale talenter. Den detaljerede spillerliste opdateres løbende og offentliggøres på klubbens officielle kanaler.

Historiske profiler

Pierluigi Cera – lokal libero, senere italiensk landsholdsspiller
Matteo Guardalben – målmand, begyndte karrieren i Legnago
Ezio Rossi – nøglespiller i 1994-95

Taktik, filosofi og spillestil

Klubben har gennem årtier skiftet mellem forskellige taktiske formationer afhængigt af trænernes filosofi. Fra Gigi Mentis direkte 4-3-3 i 1970’erne til Andrea Orecchias mere balancerede tilgang i 2010’erne har Legnago som oftest praktiseret en angrebsorienteret fodbold med vægt på hurtige omstillinger og stor løbevillighed. Det fremgår tydeligt af statistikkerne fra 2010-11, hvor holdet nettede hele 61 gange – flest i sin Serie D-pulje.

Tilskuere, fan-kultur og rivaliseringer

Lokalt engagement

Klubbens fanbase er forankret i kommunen Legnago, men tilhængere fra bydelene Porto og San Pietro fylder meget på Mario Sandrini-tribunerne. Tilskuertallet kulminerer typisk under lokalopgør eller når store navne fra regionen – eksempelvis Padova eller Venezia – kommer på besøg.

Venskaber og rivaler

Gemellaggio: Mange Legnago-fans sympatiserer også med Hellas Verona, hvilket skyldes geografisk nærhed og provinsfællesskab.
Hovedrival: Cerea – det såkaldte „Derby della Bassa Veronese“ – er den ældste og mest intense rivalisering.
Andre rivaler: Virtus Verona samt den sportslige konkurrence med Triestina, som flere gange har stået i vejen for Legnagos ambitioner.

Økonomi og sponsorater

Legnago har historisk været afhængig af lokale virksomheder. Sponsornavnet Isothermo gav således anledning til den gule-orange trøje i 1963-64, mens Riello i en senere periode knyttede sig til klubbens officielle navn. Finansiel bæredygtighed har ofte været en udfordring, og klubben har i enkelte tilfælde opnået professionel deltagelse, når andre selskaber har trukket sig – senest Campodarsegos afkald i 2020.

Statistikker og rekorder

Tilskuerrekorder

7 000 tilskuere – spareggio mod Vigevano, 4. juni 1972 (Brescia)
2 000 tilskuere – Legnago vs. Padova, 19. april 2015
1 800 tilskuere – Legnago vs. Venezia, 2011-12-sæsonen
1 400 tilskuere – hjemmeopgør mod Mantova, 2010-11
1 200 tilskuere – Legnago vs. Trento, 30. november 1997

Mål og defensiv styrke

I 2010-11 scorede Legnago flest mål (61) i sin Serie D-pulje, mens defensiven i 2011-12 var den bedste i puljen med blot 24 indkasserede mål.

Pokalsejre

To regionale triumfer i Coppa Italia Dilettanti Veneto (1991-92 og 2007-08) fremstår som stolt symbol på klubbens cup-dygtighed.

Litteratur og videre læsning

En central udgivelse om klubbens rige historie er værket „50 anni di calcio legnaghese“ af Ernesto Berro, som detaljeret dokumenterer perioderne frem til slutningen af det 20. århundrede.

Perspektiver for fremtiden

Selv med den seneste tilbagevenden til Serie D i 2025 råder Legnago over en institutionel erfaring, en forankret talentkultur og en loyal supporterskare, der tilsammen kan danne afsæt for endnu et kapitel i den gamle klubs omskiftelige men fascinerende livscyklus. Ambitionen består i at opnå stabilitet på det professionelle niveau, videreudvikle infrastrukturen omkring Stadio Mario Sandrini og sikre, at hvid-blåt fortsat vil pryde Italiens nationalscene i de kommende årtier.