Federico Ricci

Federico Ricci, født i Napoli den 22. oktober 1809 og død i Conegliano i Veneto den 10. december 1877, var en italiensk operakomponist, som både på egen hånd og i samarbejde med sin fire år ældre bror, Luigi Ricci, skabte en række værker, der stod centralt i den italienske operatradition i midten af det 19. århundrede. I alt skrev han femten operaer alene og fire sammen med broderen; blandt disse blev den komiske Crispino e la comare anset for et højdepunkt i begge brødres karriere, mens La prigione di Edimburgo og Corrado d’Altamura markerede Federico Riccis navn inden for den seriøse operagenre. Han virkede i løbet af sit liv i flere af Europas musikmetropoler – fra Napoli, Rom og Trieste over Milano, Wien og Warszawa til Sankt Petersborg og Paris – og efterlod sig et alsidigt oeuvre, der spænder fra opera buffa over melodrama til kantater, messer og salonmusik.

Tidlige år og uddannelse

Ricci voksede op i et miljø, hvor teatret udgjorde det naturlige omdrejningspunkt. Faderen Pietro, der var af florentinsk oprindelse, arbejdede som teaterskrædder i Napolis store operahuse, og to af Federico Riccis brødre valgte ligeledes en scenisk løbebane: Egisto blev teaterdirektør, mens Vincenzo gjorde sig gældende som sanger. I 1818, blot ni år gammel, blev Federico optaget på konservatoriet San Pietro a Majella, hvor han modtog undervisning af blandt andre Giovanni Furno, Nicola Antonio Zingarelli og Pietro Raimondi.

Som mange andre elever fik han en såkaldt maestrino, en ældre studiekammerat, og i Riccis tilfælde var det ingen ringere end Vincenzo Bellini. Venskabet med Bellini kom til at præge ham kunstnerisk, og beundringen for den ældre komponist varede hele livet. Studierne blev imidlertid afbrudt, da Luigi Ricci slog sig ned i Rom for at påbegynde sin egen karriere. Federico foretrak at følge efter og fungerede en tid som broderens assistent, hvilket gav ham et praktisk indblik i det italienske teaterlivs dagligdag. Under opholdet i Rom knyttede han desuden venskab med den franske maler Horace Vernet, som både malede et portræt af ham og anvendte ham som model til maleriet Judith og Holofernes.

Debut og tidlige operaer

Riccis professionelle debut fandt sted i marts 1835 på Teatro Nuovo i Napoli med den fælles opera Il colonello, skrevet sammen med Luigi. Året efter fulgte Il disertore per amore, ligeledes i samarbejde. Mellem disse to værker nåede Federico at præsentere sin første egen opera, Monsieur de Chalumeaux, i Venedigs Teatro San Samuele i juni 1835. Succesen var betydelig og viste, at han også uden broderens direkte medvirken formåede at begejstre publikum.

Gennembrud med La prigione di Edimburgo

Broderen Luigi blev i 1837 udnævnt til kapelmester ved domkirken i Trieste og teaterchef for byens Teatro Grande. Den position udnyttede han til at give Federico adgang til scenen, og i 1838 uropførtes La prigione di Edimburgo her med overvældende bifald. Værket – inspireret af Walter Scotts roman The Heart of Midlothian – udmærker sig ved en psykologisk sans, som samtiden sjældent fandt i italiensk opera. Særligt barcarollen Nella poppa del mio brick opnåede popularitet langt ud over Trieste.

Fra fiasko til triumf: årene 1839–1842

Kontrasten til succesen kom allerede i 1839, da Un duello sotto Richelieu faldt igennem på La Scala i Milano. Ricci tav derefter et år, men vendte stærkt tilbage i 1841. I marts havde Luigi Rolla premiere i Teatro della Pergola i Firenze, hvor tenoren Napoleone Moriani skabte titelrollen med stor virkning. I november samme år fulgte Corrado d’Altamura på La Scala, og dette værk blev Riccis største alvorlige succes. Oven på triumfen bestilte huset Savoyen en festkantate til kronprins Viktor Emmanuels bryllup i 1842; resultatet blev den profane kantate La felicità.

Midtkarriere: skiftet fra det seriøse til det komiske

Trods det gode ry fortsatte Federico Ricci ikke med udelukkende at dyrke den alvorlige operatradition. Værker som Vallombra (1842), Isabella de’ Medici (1845), Estella di Murcia (1846) og Griselda (1847) opnåede kun moderat eller ringe succes, mens Giuseppe Verdis nye dramatiske stil greb publikum. Derfor vendte Ricci blikket mod den lettere genre. En første prøve på dette skifte – den fælles opera L’amante di richiamo (1846, Torino) – blev dog ingen større begivenhed.

Samarbejdet med Luigi: Crispino e la comare

De to brødre bevarede trods forskelligartede temperamenter et professionelt fællesskab, men privat blev forholdet belastet, da Luigi indledte et samtidig forhold til de tyske sopran-tvillinger Ludmilla og Franziska Stolz og i 1849 giftede sig med den ene uden at afslutte forbindelsen til den anden. Da de skrev Crispino e la comare (1850, Venedig), fordelte de derfor arbejdet nummer for nummer og arbejdede adskilt. Resultatet blev alligevel en uomtvistelig triumf, og operaen bredte sig hurtigt til resten af Italien og ud i verden som en af periodens mest skattede operae buffae.

Udlandseventyr: Warszawa, Wien og Sankt Petersborg

I håbet om at gentage succesen lod Federico året efter opføre den komiske I due ritratti på samme venetianske scene; publikums lunkne reaktion fik ham til abrupt at forlade Italien. Et års ophold i Warszawa blev afløst af en længere periode i Wien, hvor Il marito e l’amante (1852) slog an, mens Il paniere d’amore året efter floppede.

Disse svingende resultater fik Ricci til at acceptere et administrativt hverv som leder af de kejserlige teatre i Sankt Petersborg. Fra 1853 til 1867 virkede han i den russiske hovedstad, komponerede enkelte sange, men ingen nye operaer, og nød fordelene ved en kontrakt, der tillod tre måneders årlige rejser til Italien eller Frankrig. I 1859 ledsagede han den alvorligt syge Luigi til et sanatorium i Prag, hvor broderen døde samme år.

Paris og senkarrieren

Efter afskeden med Rusland slog Ricci sig ned i Paris, som havde udviklet sig til Europas hovedstad for lette franske opéra-comiques. Med Une folie à Rome (1869) ramte han plet: forestillingen opnåede 77 opførelser og tiltrak sig opmærksomhed fra selveste Giuseppe Verdi. Den berømte kollega bad Ricci bidrage med en romanza til Album Piave og med satsen Recordare Jesu til det kollektive projekt Messa per Rossini, der dog ikke kom til opførelse.

Samme år blev Le docteur Crispin, en fransk version af Crispino e la comare, sat op med held. De efterfølgende værker Le docteur Rose og Une fête à Venise (begge 1872), hvoraf sidstnævnte var en revision af Il marito e l’amante, formåede dog ikke at fastholde publikum i en by, der dengang havde et stort udbud af nye komiske operaer.

Sidste år og død

Udmattet af det hektiske teaterliv valgte Ricci i 1876 at trække sig tilbage til sin villa nær Conegliano i Veneto. Han forblev ugift og brugte sine sidste måneder på at arbejde på en opera baseret på Cervantes’ Don Quijote, som dog forblev ufærdig ved hans død den 10. december 1877. Han blev 68 år gammel.

Musikalsk stil og eftermæle

Samtidige iagttagere anså ofte Federico Riccis partiturer for teknisk mere fintforarbejdede end broderens, om end Luigi havde et mere flamboyant temperament. I de seriøse værker – ikke mindst La prigione di Edimburgo – fremhæves en nuanceret behandling af det dramatiske stof, der var relativt sjælden i tidens italienske opera. I de komiske værker intonerer han med let hånd melodier, der driver handlingen frem uden at ofre vokalglansen.

Selv om hans navn i dag overskygges af samtidige som Donizetti og Verdi, repræsenterer Federico Ricci en vigtig overgangsfigur, der både forstod at føre den romantiske opera seria videre og at dyrke den friske, vittige tone, som midt i århundredet vandt europæisk popularitet.

Udvalgt værkliste

• Seriøse operaer: Monsieur de Chalumeaux (1835), La prigione di Edimburgo (1838), Un duello sotto Richelieu (1839), Luigi Rolla (1841), Corrado d’Altamura (1841), Vallombra (1842), Isabella de’ Medici (1845), Estella di Murcia (1846), Griselda (1847).
• Komiske operaer: Il colonello (1835, med Luigi Ricci), Il disertore per amore (1836, med Luigi), L’amante di richiamo (1846, med Luigi), Crispino e la comare (1850, med Luigi), I due ritratti (1851), Il marito e l’amante (1852), Il paniere d’amore (1853), Une folie à Rome (1869), Le docteur Crispin (1869), Le docteur Rose (1872), Une fête à Venise (1872).

Andre kompositioner

Ved siden af de sceniske værker skrev Ricci kantater, messer, salonstykker for klaver samt en lang række sange. Mest kendt er kantaten La felicità (1842) og hans bidrag Recordare Jesu til den planlagte fællesmesse for Rossini. Han arrangerede desuden i 1870 pastichen La vergine di Kermo til Cremona med musik fra samtidige italienske komponister som Pedrotti, Cagnoni og Ponchielli.

Familie og personlige forhold

Karakterforskellen mellem de to brødre blev ofte beskrevet af samtidige: Luigi som den ekstroverte og livsglade, Federico som den mere alvorlige og reflekterede. Federico giftede sig aldrig og levede overvejende et tilbagetrukket privatliv, dog afbrudt af lange ophold i Europas kulturelle centre. Hans nevø Luigi Ricci-Stolz, kaldet Luigino, fortsatte traditionen som komponist og var aktiv til sin død i 1906.

Selv om Federico Ricci i dag opføres sjældnere end de mest berømte belcanto-komponister, vidner hans værker om en håndværksmæssig forfinelse og en dramatisk sans, der fortjener fornyet opmærksomhed i det 21. århundrede.