Atalanta Bergamasca Calcio – i daglig tale blot Atalanta – er en traditionsrig fodboldklub fra Bergamo i Lombardiet, hvis historie rummer mere end et århundredes kamp for anerkendelse, tilbagevendende op- og nedture samt en markant vækst i både sportslig og institutionel styrke i de seneste årtier. Klubben er kendt som La Dea, Nerazzurri eller Orobici, spiller i den karakteristiske sorte-blå stribede trøje og har hjemsted på Gewiss Stadium, der siden 2017 har været ejet af klubben selv.
Her på Fodbold i Italien kan du læse meget mere om Atalanta. Vi bringer dig de seneste Atalanta kampe, vi viser dig alle de aktuelle Atalanta stillinger, og du kan også få masser af spændende information om Atalanta og klubbens historie samt en oversigt over alle Atalanta spillere på holdet.
Vi opdaterer løbende stillinger og kampe, så du altid kan følge med i, hvordan det går for Atalanta i sæsonen her på Fodbold i Italien.
Atalanta Stillinger
Se de aktuelle Atalanta stillinger herunder, for alle turneringer som Atalanta deltager i:
Stillingerne kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Atalanta Kampe
Her kan du se alle de kampe som Atalanta skal spille på tværs af alle turneringer denne sæson. Du kan både se de spillede kampe samt kommende kampe for Atalanta.
Vi opdaterer kampprogrammet løbende så du altid kan følge med i alle Atalanta kampe og se alle resultaterne mens de sker.
Kommende Atalanta Kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Færdigspillede Atalanta kampe
Kampe kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Atalanta Spillere
Her kan du se alle spillere på Atalantas hold:
Spillerlisten kunne ikke indlæses. Prøv at opdatere siden.
Atalanta Historie og Info
Atalanta Bergamasca Calcio – i daglig tale blot Atalanta – er en traditionsrig fodboldklub fra Bergamo i Lombardiet, hvis historie rummer mere end et århundredes kamp for anerkendelse, tilbagevendende op- og nedture samt en markant vækst i både sportslig og institutionel styrke i de seneste årtier. Klubben er kendt som La Dea, Nerazzurri eller Orobici, spiller i den karakteristiske sorte-blå stribede trøje og har hjemsted på Gewiss Stadium, der siden 2017 har været ejet af klubben selv.
På trods af ikke at være hjemmehørende i en regional hovedstad har Atalanta spillet flere sæsoner i Serie A end nogen anden italiensk provinsklub – i alt 64 sæsoner – uden nogensinde at have vundet det nationale mesterskab. Klubben er til gengæld blevet berømmet for sin ungdomssektor, for sin mod på europæisk deltagelse og for en identitet, der er dybt forankret i Bergamos stolte borgerånd. Særligt efter ansættelsen af Gian Piero Gasperini i 2016 har klubben sat nye standarder for, hvad en såkaldt ”mellemstor” klub kan præstere – kulminerende med Europa-League-triumfen i 2024.
Nedenfor følger en samlet, tematisk og kronologisk gennemgang af alle væsentlige dele af Atalantas univers: fra de første skridt på byens grusbaner over tidlige nedrykninger og krigsafbræk til moderne Champions League-eventyr, stadionrenovering og et ungdomsarbejde, der rangerer blandt de bedste i Europa.
Identitet, farver og symbolik
Klubnavn og tilnavne
Navnet Atalanta blev valgt allerede ved stiftelsen i 1907 til ære for atleten Atalante fra den græske mytologi. Klubben omtales ofte som La Dea (Gudinden) – en reference til den mytiske figur – samt Nerazzurri (sort-blå) eller Orobici (efter bjergkæden Orobie nord for Bergamo).
Farver og dragter
De første år spillede Atalanta i sort-hvide striber. Efter fusionen med rivalen Bergamasca i 1920 bortfaldt hvid, og sort og blå blev fastholdt som de officielle farver. Trøjens vertikale striber har siden været næsten ufravigelige, mens udebanesættet traditionelt er hvidt med sorte og/eller blå detaljer. Tredjesæt og målmandstrøjer har varieret i både farve og design.
Klublogoets udvikling
- 1907: Skjold med sort-hvide striber.
- 1963: Nyt skjold efter Coppa Italia-triumfen; løbende kvindefigur introduceres.
- 1984: Cirkulært logo med hvid silhuet af Atalante på sort-blå baggrund.
- 1993: Moderne oval form; navn og stiftelsesår tilføjes.
Stadion og træningsfaciliteter
Fra markpladser til Gewiss Stadium
Indtil 1914 spillede klubben udelukkende venskabskampe på byens offentlige pladser. Samme år anlagde man en lille bane på Via Maglio del Lotto, men økonomiske vanskeligheder under Første Verdenskrig tvang salget af grunden. Efter krigen købte velgøreren Betty Ambiveri det såkaldte Clementina-anlæg i Seriate til klubben.
Behovet for større kapacitet resulterede i opførelsen af et stadion på Viale Margherita (nu Viale Giulio Cesare) – indviet 23. december 1928. Under fascismen bar det navnet Stadio Mario Brumana; efter krigen blev det omdøbt til Stadio Comunale, og i 1994 fik det navnet Stadio Atleti Azzurri d’Italia.
Overtagelse og renovering
I maj 2017 købte Atalanta anlægget af byrådet for € 8,6 mio. Overtagelsen muliggjorde en flerårig renoveringsplan: først ny Curva Nord (åbnet 2019), siden modernisering af langside-tribunerne og i næste fase en fuld genopbygning af Curva Sud. Et navnesponsorat med elektronikvirksomheden Gewiss trådte i kraft 1. juli 2019, og stadionkapaciteten ventes efter afsluttede arbejder at lande omkring 25.000 tilskuere.
Træningsanlæg: Centro Sportivo Bortolotti
Siden 1977 har førsteholdet og ungdomssektoren haft base i Zingonia nordvest for Bergamo. Anlægget, der bærer familien Bortolottis navn, rummer både elite- og ungdomsbaner samt faciliteter til kampafvikling i Primavera-ligaen.
Historisk gennemgang
Stiftelse og tidlige år (1907-1920)
17. oktober 1907 udsprang Atalanta af elever på Liceo Classico Paolo Sarpi. Klubben blev dog først formelt anerkendt af FIGC i 1914. I 1919 besluttede forbundet, at kun ét Bergamo-hold kunne deltage i den øverste række. Atalanta besejrede rivalen Bergamasca 2-0 i en playoff, og året efter fusionerede de to klubber under navnet Atalanta Bergamasca Calcio.
Mellemkrigstid og Serie A-debut (1920-1940)
I 1927-28 vandt Atalanta sin gruppe i Prima Divisione og sikrede den første sølvvase i form af en andendivisionstitel samt oprykning. Efter en årrække i Serie B rykkede man for første gang op i Serie A i 1937, men nedrykningen kom omgående. I 1940 var Atalanta tilbage som B-mestre, og angriber Giovanni Gaddoni nettede 25 gange – stadig klubrekord for en enkelt sæson i Serie B.
Krigsår, “provinsens skræk” og Coppa Italia (1940-1963)
Krigen satte ligaen på pause i 1943-45, men straks efter var Atalanta igen blandt de stabile hold i den øverste række. I sæsonen 1947-48 opnåede man en femteplads – klubbens højeste placering indtil 2017 – og erhvervede tilnavnet provinciale terribile efter flere sejre over storbyholdene.
Den foreløbige kulmination kom 2. juni 1963, da Atalanta slog Torino 3-1 i Coppa Italia-finalen i San Siro – alle mål scoret af Angelo Domenghini. Det er fortsat klubbens eneste nationale pokaltitel.
Op- og nedture samt europæisk debut (1963-1990)
1960’erne og 1970’erne bød på skiftevis ned- og oprykninger. I 1963-64 debuterede klubben i Cup Winners’ Cup, men røg ud til Sporting CP. I 1981 ramte Atalanta et historisk lavpunkt med nedrykning til Serie C1, hvorefter en markant genopbygning indledtes. Under Ottavio Bianchi sikrede man øjeblikkelig oprykning, vandt Serie B i 1984 og nåede sin anden Coppa Italia-finale i 1987.
Trods tabt finale kvalificerede triumfen Napoli til Europa-Cuppen, hvilket gav Atalanta pladsen i Cup Winners’ Cup. Sensationen blev en semifinaleplads i 1988 – den bedste europæiske præstation af et ikke-førstedivisionshold nogensinde. Efter oprykningen i 1988 opnåede Atalanta en sjetteplads i Serie A 1989 og debut i UEFA-Cuppen, fulgt af kvartfinale i 1991.
Skiftende ejere, sportslig rutsjebane (1990-2016)
I 1990’erne og de tidlige 2000’ere fulgte en række ejerskifter, trænerrokader og skiftevis ophold i Serie A og Serie B. Store profiler som Filippo Inzaghi (24 ligamål i 1996-97, Serie A-topscorer) slog igennem, men blev hurtigt solgt videre. Klubben rykkede ned i 1998, tilbage i 2000 og ned igen i 2003 og 2005.
Efter endnu et fald i 2010 overtog Antonio Percassi igen ejerskabet. Under Stefano Colantuono vandt Atalanta Serie B i 2011, men skandalen Calcioscommesse medførte i alt otte strafpoint over to sæsoner og en lang karantæne til kaptajn Cristiano Doni. Trods dette etablerede holdet sig atter i Serie A.
Gasperini-æraen: Fra provinsklub til europæisk kraftcenter (2016-)
Sommeren 2016 ansatte Atalanta Gian Piero Gasperini. Efter en sløj start vendte resultaterne: sejre over Napoli, Inter og Roma satte gang i en historisk sæson, der endte med fjerdeplads og 72 point – klubrekord – samt kvalifikation til Europa League.
I 2018 nåede man Europa League-slutspillet; i 2019 tabte man Coppa Italia-finalen til Lazio, men sikrede tredjeplads i Serie A og debut i Champions League. I 2019-20 avancerede Atalanta til Champions League-kvartfinalen og opnåede igen tredjeplads hjemme. Året 2024 bragte klubbens største internationale triumf: en 3-0-sejr over Bayer Leverkusen i Europa League-finalen på baggrund af Ademola Lookmans hattrick.
Meritter og titler
| Kategori | Antal | År |
|---|---|---|
| Coppa Italia | 1 | 1962-63 |
| UEFA Europa League | 1 | 2023-24 |
| Serie B – Mesterskaber | 6 | 1927-28, 1939-40, 1958-59, 1983-84, 2005-06, 2010-11 |
| Serie C1 – Mesterskab | 1 | 1981-82 (Grp. A) |
| Prima Divisione | 1 | 1927-28 |
| Torneo di Viareggio (ungdom) | 2 | 1969, 1993 |
Europæiske turneringer – milepæle
- 1963-64: Første deltagelse i Cup Winners’ Cup.
- 1987-88: Semifinale i Cup Winners’ Cup som Serie B-hold.
- 1990-91: Kvartfinale i UEFA-Cuppen.
- 2017-18: Gruppesejr og 1/16-finale i Europa League.
- 2019-20: Champions League-kvartfinale – første deltagelse gav avancement trods tre indledende nederlag.
- 2023-24: Sejr i Europa League; første internationale titel.
Ungdomssektor og talentudvikling
Historisk fokus på de unge
Investering i egne talenter har været et vartegn siden 1950’erne, hvor Luigi Tentorio etablerede en selvstændig sektor. I 1990’erne ansatte Antonio Percassi legendariske Fermo Favini som chefscout, hvilket styrkede netværket af talentspejdere i Norditalien.
Resultater og anerkendelse
Mellem 1991 og 2014 vandt ungdomsholdene 17 nationale titler, og internationale analyser har gentagne gange placeret Atalanta som Italiens stærkeste talentakademi og et af Europas bedste. I sæsonen 2007-08 løb 22 tidligere Atalanta-talenter på banen i Serie A, 32 i Serie B og tre i udenlandske topligaer.
Reservehold i Serie C
4. august 2023 etablerede klubben som den anden i Italien et officielt U23-hold i Serie C. Tiltaget skal lette overgangen fra Primavera til seniorfodbold.
Ledelse, ejerskab og økonomi
Udvalgte præsidenter
- Achille Bortolotti – styrede klubben under oprykningen i 1984.
- Cesare Bortolotti – døde tragisk 1990 efter stor sportslig fremgang.
- Ivan Ruggeri – længstsiddende præsident 1994-2008.
- Antonio Percassi – præsident 1990-94 og igen fra 2010; stod bag stadionkøb og moderne ekspansion.
- Stephen Pagliuca – amerikansk forretningsmand, der i 2022 købte 55 % af La Dea Srl og blev med-formand.
Trænere med størst betydning
| Træner | Periode(r) | Kampe* | Højdepunkter |
|---|---|---|---|
| Gian Piero Gasperini | 2016- | 387 | 4. plads 2017, CL-kvartfinale 2020, EL-titel 2024 |
| Emiliano Mondonico | 1987-90, 1994-98 | 299 | EL-semifinale 1988, Coppa Italia-finale 1996 |
| Stefano Colantuono | 2005-07, 2010-15 | 281 | Serie B-titel 2006 & 2011 |
*Kamptal pr. juni 2024.
Fans, kultur og rivalisering
Tilskuertal og lokale rødder
En undersøgelse fra 2022 placerede Atalanta som den 9.-mest støttede klub i Italien med ca. 314.000 tilhængere. Størstedelen er bosat i og omkring Bergamo, og initiativet Neonati Atalantini har siden 2010 uddelt mere end 36.000 mini-trøjer til nyfødte i byen.
Ultras og stemning
Den primære fangruppering, Curva Nord 1907, er kendt for intense tifos, pyroteknik og et ry som et af landets mest kompromisløse ultras-kollektiver. En mindre gruppe, Forever Atalanta, holder til i Curva Sud.
Venskaber
- Ternana (Italien) – siden 1980’erne.
- Eintracht Frankfurt (Tyskland) & Wacker Innsbruck (Østrig) – politisk funderede bånd.
Rivalisering
Det mest glødende opgør er Derby Lombardo mod Brescia, et fjendskab rodfæstet i middelalderlige stridigheder mellem byerne. Derudover eksisterer stærke rivaler mod bl.a. Hellas Verona, Genoa, Fiorentina, Roma, Lazio, Napoli, Milan, Inter og Torino. Op gennem 1970’erne og 1980’erne udviklede møderne mod Torino sig til et af Italiens mest iltre opgør, mens rivaliseringen med Juventus primært udspringer af lokale alliancer og sportslige konfrontationer.
Statistik og klubrekorder
Flest kampe (Serie A + B + C)
- Gianpaolo Bellini – flest førsteholdskampe i klubbens historie (tal angivet som 435 i kilden til 2016).
- Severo Cominelli – 261 kampe, 62 mål fra midtbanen 1930’erne-40’erne.
Flest mål
- Severo Cominelli – 62 ligamål.
- Cristiano Doni – næstmest scorende i nyere tid; 16 mål i 2001-02-sæsonen.
- Giovanni Gaddoni – 25 mål i Serie B 1939-40, klubrekord for en sæson.
Største sejre og nederlag i Serie A
- Største sejr: 7-0 ude mod Torino (25. januar 2020).
- Største nederlag hjemme: 1-7 mod Fiorentina (2. februar 1964).
Fremtidsperspektiver
Med et moderne stadion, en kraftigt styrket ungdomsstruktur og en ledelse, der kombinerer lokal forankring med international kapital, fremstår Atalanta som et af de mest interessante projekter i europæisk fodbold. Champions League-kvalifikationen til sæsonen 2024-25 – sikret både via Serie A-placering og via Europa League-triumf – understreger klubbens evne til at konkurrere på flere fronter.
Den afsluttende fase af stadionombygningen, en fortsat satsning på U23-holdet i Serie C og en vedholdende tro på Gasperinis dynamiske 3-4-3-/3-5-2-koncept nævnes ofte som de primære søjler i den fremtidige strategi. Mens Atalanta stadig jagter sit første italienske mesterskab, har klubben allerede cementeret sin status som en ambitiøs outsider, en fodboldskole af højeste karat og – efter 2024 – en europæisk titelvinder.
La Dea er med andre ord gået fra at være ”provinsens dronning” til at blive en reel magtfaktor på både national og international scene – uden nogensinde at give køb på sine rødder i den bergamaskanske fællesskabsånd.