AC Perugia

Associazione Calcistica Perugia Calcio – oftest blot omtalt som AC Perugia eller helt enkelt Perugia – er den ældste og mest meriterede fodboldklub i Umbrien. Klubben blev til i begyndelsen af det 20. århundrede, har tilbragt tredive sæsoner i de to øverste italienske rækker og har gennem mere end hundrede år fungeret som den sportslige hovedpulsåre i regionens fodboldliv. Dens historie er kendetegnet ved dramatiske højdepunkter og dybe lavpunkter: fra den sensationelle ”Perugia dei miracoli”, der gik ubesejret gennem Serie A-sæsonen 1978-79, til flere økonomiske kollaps og tvangs-nedrykninger, før en ny start fra Serie D i 2010 banede vejen for endnu en opstigning mod toppen.

Perugia spiller i dag sine hjemmekampe på Stadio Renato Curi, et intimt beton-stadion opført i 1975 i bydelen Pian di Massiano. Klubbens tilnavne – ”i Biancorossi” og ”i Grifoni” – henviser til de rød-hvide klubfarver og byvåbnets grif, der pryder både trøje og logo. Siden 1979-80 har Perugia været pioner i Italien, hvad angår trøjesponsorater, og klubben har også forlenet regionen med dens hidtil eneste europæiske klubtrofæ i form af UEFA Intertoto Cup 2003.

AC Perugias fortælling er samtidig en farverig mosaik af lokale entreprenører, kontroversielle præsidenter, legendariske trænere og et publikum, der ofte har været lige så passioneret – og politisk udtryksfuldt – som de bedste kurver i landets store metropoler. Nedenfor følger en fuldstændig leksikonartikel, der dækker alle væsentlige aspekter af klubben, lige fra dens grundlæggelse i 1905 til det nutidige ejerskifte til argentinske Javier Faroni.

Klubbens identitet

Navn og juridisk kontinuitet

Det nuværende selskab hedder Associazione Calcistica Perugia Calcio S.r.l. og betragtes sportsligt som den direkte arvtager til det historiske Associazione Calcio Perugia fra 1905. Efter to konkurser – 2005 og 2010 – har klubben skiftet juridisk form flere gange, men har bevaret navn, farver, symboler og historik.

Farver

• Traditionel hjemmebane-dragt: rød trøje, hvide shorts, røde strømper.
• Udebane-dragt: oftest omvendte farver – hvid trøje kombineret med røde eller hvide shorts.
• Historiske variationer: sort-hvide striber i 1900-tallets første årti og rød-hvide vertikale striber i midten af 1920’erne.

Den ikoniske trøje fra sæsonen 1978-79 – ensfarvet rød med hvid krave og diskrete detaljer – er i dag fast bestanddel af klubbens kollektive hukommelse og genudgives jævnligt som retro-model.

Emblem og tilnavne

Klubbens våben udgøres af et rødt skjold med en hvid grif i springende positur og teksten ”A.C. PERUGIA 1905”. Grifen – et heraldisk fabeldyr halv ørn, halv løve – er også byvåben for Perugia og gav hurtigt spillerne kælenavnet ”i Grifoni”. Det alternative øgenavn ”i Biancorossi” stammer ganske enkelt fra trøjens farver.

Hymne, maskot og populærkultur

Det officielle stadion-anthem hedder ”Alè Perugia”. I 1970’erne udkom flere dedikerede sange – bl.a. ”La danza dei grifoni” og ”Forza Perugia!!!”. Maskotten Pegrì ’78, en stor plyschet grif skabt i 1998-99, gør stadig jævnligt optræden ved hjemmekampe. Klubben optræder i tegneserier, videospil og satireprogrammer, og stjerner som Hidetoshi Nakata har givet Perugia global medieeksponering.

Hjemmebane og faciliteter

Stadio Renato Curi

Stadionet blev opført på blot fire måneder med præfabrikerede elementer efter klubbens historiske oprykning til Serie A. Den korte afstand mellem tribuner og bane giver en udpræget ”engelsk” stemning.

Træningsanlæg

Førsteholdet træner på anlægget i Pian di Massiano, beliggende få hundrede meter fra kampbanen. Siden 2. december 2021 har komplekset båret navnet ”Centro Sportivo Paolo Rossi”.

Historie

Stiftelse og pionertid (1890-1922)

Frøet til klubben blev sået 14. juli 1890, da gymnastikforeningen Braccio Fortebraccio så dagens lys – opkaldt efter byens 1400-tals-kondottiere Braccio da Montone. Fortebraccio fusionerede i 1905 med Libertas, og Associazione Calcio Perugia var født. Holdet deltog de første år primært i regionale turneringer og spillede på det spartanske ”Piazza d’armi”.

1930’erne – de første nationale meritter

Indkaldelsen af trænere fra den centraleuropæiske ”skole danubiana” bragte taktisk know-how til Umbrien. I 1929-30 sikrede ungareren Emerich Hermann oprykning fra Terza Divisione, og i 1933-34 var Cesare Migliorini tæt på Serie A, men stride dommerkendelser og finansielle problemer stoppede drømmen. Klubben måtte tværtimod acceptere en nedrykning i 1935 og fik endda sin FIGC-licens midlertidigt inddraget.

Efterkrigstidens ustabilitet (1940-1959)

Anden Verdenskrig afbrød de nationale turneringer, men allerede i 1945-46 vendte Perugia tilbage til Serie B med bomber-en Alberto Galassi som målkonge (35 sæsonscoringer). Succesen blev kort; klubben dykkede til lavere rækker og endte i IV Serie, før en forbundsreform i 1959 førte Perugia tilbage til Serie C.

Spagnoli-årene og gennembruddet (1960’erne)

Lino Spagnoli overtog præsidentposten i 1966 og satte gang i et opsving, der kulminerede med oprykningen til Serie B samme år. Træner Guido Mazzetti og lokale profiler som Eros Lolli og Carlo Azzali blev helte, da de den 21. maj 1967 slog Sambenedettese og sikrede billetten til den næstbedste række.

”Perugia dei miracoli” (1970-1979)

Oprykningen til Serie A

I 1974 tog Franco D’Attoma over som præsident, ansatte Silvano Ramaccioni som sportsdirektør og hentede Ilario Castagner ind som træner. På blot én sæson ændrede holdet karakter: med pionerer som Renato Curi, Franco Vannini og Paolo Sollier vandt Perugia Serie B 1974-75 og rykkede for første gang op i Serie A.

Uforglemmelige bedrifter

Som oprykker leverede holdet straks resultater – sjettepladsen i 1976-77 og deltagelse i Coppa d’Estate 1978, som blev vundet foran klubber fra Belgien, Vesttyskland og Frankrig. Den 30. oktober 1977 blev dog en tragisk mærkedag, da Renato Curi kollapsede og døde mod Juventus.

Den ubesejrede sæson 1978-79

• Kampe: 30 – Sejre 11, Uafgjorte 19, Nederlag 0.
• Placering: 2 (tre point efter Milan).
• Rekord: Første italienske hold til at gennemføre en Serie A-sæson uden nederlag – kun senere matchet af Milan 1991-92 og Juventus 2011-12.

Med 37 sammenhængende ligakampe uden tab – fra april 1978 til oktober 1979 – skrev ”mirakel-Perugia” sig ind i fodboldhistorien.

1980’erne – skandaler og fremspirende talenter

Totonero-skandalen 1980 costede fem strafpoint i den efterfølgende sæson og endte med nedrykning i 1981. I 1984-85 mistede Perugia oprykningen til Serie A med ét point, trods rekordfå nederlag (1) og hele 26 uafgjorte. Fornyet turbulens i Totonero 1986 førte til en dobbelt degradering til Serie C2, men her brillerede ungdommen: Fabrizio Ravanelli var topscorer, og sammen med Giovanni Bia og Angelo Di Livio drev han holdet tilbage til C1 i 1988.

Gaucci-epoken (1991-2004)

Vejen mod eliten

Luciano Gaucci, farverig entreprenør og ex-vicepræsident i AS Roma, overtog i 1991. Trods en disciplinær nægtelse af oprykning i 1993 (grundet en bestikkelsessag med en hest som gave) nåede Perugia Serie A i 1996 under Giovanni Galeone, anført af Marco Negri og Federico Giunti.

”Lille” klub med store udsving

Efter et enkelt års nedrykning røg Perugia retur til Serie A i 1998 via en dramatisk playoff-sejr over Torino. Hidetoshi Nakata ankom samme sommer, debuterede med to mål mod Juventus og blev dobbelt nomineret til Ballon d’Or. Klubben sikrede sin Serie A-status seks sæsoner i træk og vandt sensationelt 1-0 over Juventus på sidste spilledag i 2000, hvilket tippede mesterskabet til Lazio.

Cosmi-årene og europæisk triumf

Serse Cosmi, ansat 2000, forvandlede en lavbudget-trup til ligaens mest underholdende outsider. I 2000-01 blev holdet nummer ti, i 2001-02 nummer otte og i 2002-03 nummer ni med semifinale i Coppa Italia (Miccoli turneringens topscorer). Sommeren 2003 kulminerede eventyret med sejr i UEFA Intertoto Cup over Wolfsburg – Umbrien fik sit første UEFA-trofæ, og Perugia avancerede til UEFA Cupens 1/16-finale.

Nedtur og konkurs

Sportsligt blev sæsonen 2003-04 kompliceret; Perugia måtte i playoff mod Fiorentina om en Serie A-plads og tabte. Gaucci-dynastiet sluttede året efter: økonomisk kaos betød tvangsnedrykning, og i 2005 gik selskabet konkurs.

Perugia Calcio og nye sammenbrud (2005-2010)

Klubben genopstod som Perugia Calcio i Serie C1, men trods flere playoff-forsøg lykkedes det ikke at vende tilbage til højere niveau. I maj 2010 erklærede domstolen selskabet konkurs, FIGC fratog licensen 8. juli, og Perugia stod atter uden professionel status.

Genfødsel som A.S.D. Perugia Calcio (2010-2014)

En lokal investorkreds anført af Roberto Damaschi stiftede 12. juli 2010 en ny amatørklub, som umiddelbart rykkede op fra Serie D til Lega Pro 2 (2011-12). Allerede året efter fulgte endnu en oprykning, og i 2014 vandt Perugia Prima Divisione (B) foran Frosinone og rykkede op i Serie B, samtidig med at Massimiliano Santopadre overtog ejerskabet.

2014-2020 – cementering i Serie B

Seks på hinanden følgende sæsoner i den næstbedste række bød på fire playoff-deltagelser, men ingen endelig opstigning. I 2019-20 sluttede holdet under stregen og rykkede ned via playout.

Ny opstigning og udenlandsk ejerskifte (2020-)

Fabio Caserta førte Perugia til sejr i Serie C 2020-21 – målforskel foran Padova. Klubben vendte straks tilbage til Serie B, hvor opholdet dog kun varede to år. Efter endnu et fald til Serie C i 2023 og voksende utilfredshed i fanbasen solgte Santopadre i september 2024 100 % af aktierne til den argentinske forretningsmand Javier Faroni – første gang i klubbens historie, at ejerskabet er udenlandsk.

Sportslige meritter

Nationalt

Internationalt

• UEFA Intertoto Cup: vinder 2003 (delt trofæ med de øvrige finale-vindere).

Europæisk historik

Deltagelser

• UEFA Cup / Europa League: 2 (1979-80, 2003-04).
• UEFA Intertoto Cup: 4 (1999, 2000, 2002, 2003) – italiensk rekord for flest deltagelser.
• Coppa d’Estate: 1 (1978 – uofficiel sommertur­nering, vundet).

Bedste resultat

1/16-finale i UEFA Cup 2003-04, hvor PSV Eindhoven blev endestationen.

Statistik og rekorder

Holdrekorder

• Ubesjert sæson i Serie A: 1978-79 (0 nederlag).
• Længste ubesejrede række i Serie A: 37 kampe (apr 1978 – okt 1979).
• Færrest nederlag i Serie B (20 hold): 1 (1984-85).
• Flest uafgjorte i Serie B: 26 (1984-85).

Individuelle top 10

*Kampe og mål dækker ligakampe på tværs af niveauer.

Organisation

Ejerstruktur

Siden 7. september 2024 er Javier Faroni eneejer af AC Perugia Calcio S.r.l.

Seneste officielle organigram (uddrag)

• President & CEO: Javier Faroni
• Direktør for sport: [ikke offentliggjort pr. 7. sept 2024]
• Akademichef: Jacopo Giugliarelli
• Cheftræner (2025-26): [offentliggøres sommer 2025]

Økonomi og sponsorater

Perugia var i 1979-80 den første italienske klub til at bære kommercielt logo på kamptrøjen (”Ponte” pastafabrik). Siden har skiftende trøjeproducenter og hovedsponsorer præget økonomien.

Trænere og præsidenter

Legendariske trænere

• Guido Mazzetti – 14 sæsoner; flere oprykninger.
• Ilario Castagner – manden bag ”mirakel-året” og flere Serie A-kampagner.
• Serse Cosmi – Intertoto-vinder og profiludvikler i 2000’erne.

Markante præsidenter

Spillere og landsholdsbidrag

Italienske A-landsholdsspillere mens de var i Perugia

• Salvatore Bagni (1979)
• Federico Giunti (1996)
• Marco Materazzi (2001)
• Fabio Grosso (2003)
• Fabio Liverani (2001)
• Fabrizio Miccoli (2003)

Markante udenlandske profiler

Hidetoshi Nakata (Japan), Milan Rapaić (Kroatien), Zīsīs Vryzas (Grækenland), Rahman Rezaei (Iran) og mange flere. Klubben gav koreaneren Ahn Jung-Hwan kontrakt, som blev opsagt efter hans VM-scoring mod Italien i 2002 – en af Gauccis mest kontroversielle handlinger.

Ungdom og akademi

Primavera-dominans i 1990’erne

Perugia nåede tre Primavera-finaler i træk (1995-97) og vandt de to sidste. Gennaro Gattuso og Cristiano Lucarelli var blandt profilerne.

AC Perugia Football Academy

Genstartet 2012 under Roberto Goretti, med over 130 partnerklubber – også i Japan – og inspireret af Ajax’ talentmodel.

Kvindesatsning

I sommeren 2018 overtog klubben licensen fra Grifo Perugia og etablerede et førstehold, der rykkede op i Serie B i 2019. Juniores-holdet vandt deres nationale mesterskab samme år.

Fans og kultur

Kurven og politiske strømninger

Perugias ultras har historisk været forankret på venstrefløjen, ofte med Che Guevara-symbolik. Siden 1980’erne har højreorienterede grupper dog også været til stede, hvilket giver en kompleks intern dynamik.

Venskaber og rivaler

• Hovedrival: Ternana – ”Derby dell’Umbria”.
• Andre rivaler: Arezzo (”Derby dell’Etruria”), Lazio, samt lokalopgør mod Pontevecchio.
• Gemellaggio: Ischia (start 1990’erne).

Nutidigt spiller- og trænerteam

Den fulde trupliste for sæsonen 2025-26 offentliggøres sommeren 2025 efter ejer­skiftets konsolidering. Klubben forventes at fastholde en kerne af lokale talenter og enkelte erfarne profiler, mens den nye ledelse udpeger en cheftræner med erfaring fra italiensk fodbold.

Perspektiver

Med argentinske investeringer, en passioneret fanbase og en stolt, om end turbulent, historik ønsker AC Perugia at generobre sin plads i italiensk topfodbold. Klubben har gentagne gange vist, at den kan rejse sig efter kriser; spørgsmålet er, om de kommende sæsoner vil byde på endnu et mirakel – eller blot på stabilitet og bæredygtighed, som mange tilhængere efterspørger.

Uanset resultat forbliver Perugia et fascinerende kapitel i calcio-universet: en klub der forener lokale rødder og globale ambitioner, og som gang på gang beviser, at selv i skyggen af de største metropoler kan passion, stædighed og et mytisk fabeldyr skabe fodboldhistorie.