Virtus Entella

Virtus Entella er en professionel fodboldklub fra den liguriske kystby Chiavari. Klubben, som igennem det meste af sin levetid har været kendt under den kortere form Entella, blev stiftet i 1914 og har siden da udviklet sig fra et lille lokale initiativ til et fast islæt i de landsdækkende turneringer. Dens sportslige højdepunkt er deltagelserne i Serie B – det næsthøjeste niveau i italiensk fodbold – hvortil den for første gang rykkede op i 1922 og mere permanent i 2014, netop da den fyldte 100 år.

De himmelblå og hvide farver på klubbens traditionelle stribede trøjer knytter sig til byens flod, Entella, som har givet både navn og identitet til holdet. Historien byder på en afvekslende rejse med triumfer i de lavere rækker, dramatiske fusioner, konkursen i 2001 og den efterfølgende rejsning som Virtus Entella i 2005. Klubben kaldes populært ”I Diavoli Neri” – de sorte djævle – et tilnavn, der stammer fra 1930’erne, hvor spillerne skiftede til helsort spilledragt med et biancoceleste skjold på brystet.

I dag spiller Virtus Entella sine hjemmekampe på Stadio Enrico Sannazzari – opkaldt i 2025 efter klubbens første anfører – med plads til 5 587 tilskuere. Bag resultaterne står en organisation, der ud over herreholdet omfatter et stort ungdomsakademi, en kvindesatsning og sociale projekter, der binder klubben tæt sammen med lokalsamfundet i Chiavari og det øvrige Tigullio.

Identitet, farver og symboler

Klubfarver

Siden den allerførste venskabskamp i 1914 har hvide og lyseblå lodrette striber været Entellas umiskendelige signatur. Kun i kortere perioder har holdet af veget fra dette udtryk:

• 1920 – 1963: Sort trøje med himmelblåt-hvidt skjold på brystet, primært af praktiske årsager da den lyseblå farve ofte stak af i vask.
• 2002 – 2003: Helt grøn trøje i de første måneder efter gendannelsen som Valle Sturla Entella.

Andentrøjen var i mange år en omvendt variation af neroscudato-temaet, mens tredjetrøjen siden 2009 har skiftet mellem rød, gul og grå afhængigt af sæsonens design.

Klublogo

Det første kendte emblem blev taget i brug i 1924. Siden 2005 har Virtus Entella anvendt et formelt våbenskjold opdelt på midten i hvidt og lyseblåt med en sort djævel, der holder en trefork i den ene hånd og en læderbold i den anden. Øverst står ”ENTELLA CHIAVARI” i brune versaler.

Mascotte og tilnavn

Journalisten Dario Costa introducerede i 1930 figuren af en lille sort djævel som symbol på klubbens kampgejst. Den humoristiske, men frygtløse djævel lever videre som både maskot og tilnavn ”I Diavoli Neri”.

Klubmelodi

Siden 2009 har ”Forza Entella!!!” – skrevet af Luca Scherani og Fabrizio Pagliettini og indsunget af Nicolò Pagliettini i fællesskab med spillertruppen – været den officielle hymne, som blæser ud af højttalerne før hver hjemmekamp.

Historisk udvikling

1914 – 1922: Stiftelse og lynavancement

Entella Foot-Ball Club blev stiftet 14. marts 1914 af blandt andre den senere klubkaptajn Enrico Sannazzari. Holdet spillede først udelukkende vennematcher på Piazza Roma. Efter en kort absorption i Società Ginnastica Pro Chiavari (1915) og en afbrydelse under Første Verdenskrig genopstod klubben som selvstændig enhed. I 1920 fandt man et fast underlag på Corso Dante, skiftede til sorte trøjer og gik ind i den regionale Promozione Liguria. Kun to år senere nåede Entella, under præsident Ugo Campana, sensationelt Serie B’s forløber – anden national række – dog blot for en enkelt sæson.

1923 – 1935: Konsolidering og Serie C-debut

Mellemkrigsårene bragte prominente trænere som Ferenc Molnár og træningskampe mod datidens topklubber Genoa (1924) og Pro Vercelli (1925). I 1933 sikrede Entella sit første vægtige trofæ – Liguriens Seconda Divisione – i en finalesejr på Stadio Luigi Ferraris. Året 1935 markerede to milepæle: Indvielse af det nye Campo Sportivo del Littorio og debut i den nyoprettede landsdækkende Serie C, hvor ”neroscudati” holdt til i otte sammenhængende sæsoner.

1936 – 1945: Stærke år i tredje division og krigspause

Med trænerprofiler som Bacigalupo, Barbieri, Cattaneo og Payer blev bedste placering et femteplads-resultat i 1935-36. I samme periode mødte klubben to gange den italienske verdensmester- og olympiske guldlandsholdstrup til træningsopgør – en ære for et hold fra Serie C. Anden Verdenskrig afbrød dog udviklingen.

1946 – 1956: Efterkrigstid, næsten-oprykning og regional tilbagevenden

Umiddelbart efter krigen blev Serie C 1946-47 afsluttet som nummer to, akkurat uden at nå oprykningsfinalerne. Trods periodisk tilstedeværelse af verdensmester Mario Genta faldt klubben med Lodo Barassi-reformerne tilbage til regionale turneringer i 1952. En charmerende renæssance kom med spillende træner Andrea Verrina, da Entella vandt Promozione Liguria 1955-56.

1957 – 1964: Interregionale sejre og Serie D-dominans

Pietro Pastorino guidede holdet til triumf i Interregionale 1957-58, og Carlo Scarpato gentog kunsten med Serie D-mesterskabet 1959-60. Endnu en titel i 1963-64 markede klubbens 50-års jubilæum – denne gang med Luigi Rosellini som træner og veteranen Giorgio Piazza på banen.

1964 – 1972: ”Grande Entella” og Serie C-stabilitet

Under Antonio Solaris lange kommissære pokker i årene 1964-72 forblev Entella i tredjebedste række. Truppen talte senere Serie A-spillere som Costantini, Taccola og Vannini, og to gange sluttede man som nummer ni. Publikumsinteressen var høj, og der blev skabt myter om en arbejdsmæssigt disciplineret, teknisk stærk ”Grande Entella”.

1973 – 1988: Nedrykninger, fusion og Serie C2-eventyr

Syv sæsoner i Serie D førte til en nedtur i 1979. Klubben blev dog reddet af en indlemmelse i Interregionale 1981 og en fusion, der gav navnet A.C. Entella Bacezza. Under Gian Piero Ventura og målmaskinen Maurizio Antonucci sejrede holdet i Interregionale 1984-85 og rykkede op i Serie C2, hvor man opnåede to femtepladser før det økonomiske farvel i 1988.

1989 – 2001: Regionale år, to kortvarige Serie D-besøg og konkurs

1990’erne var præget af ustabilitet: to titler i Eccellenza Liguria (1997, 1999) bragte kun kortvarigt Serie D-ophold. I 2001 vandt Entella den liguriske pokalturnering for amatører, men formåede ikke at tilmelde sig næste turnering. Det førte til FI​GC-afbudsdom og efterfølgende konkurs.

2002 – 2005: Gendannelse og fødslen af Virtus Entella

I 2002 opstod Unione Sportiva Valle Sturla Entella, som startede i Promozione. Efter flere omstruktureringer tog man i 2005 det nuværende navn Virtus Entella Chiavari. Siden 2010 har selskabet været organiseret som kapitalejet virksomhed og ejes i dag majoritetsmæssigt af Duferco Industrial S.A.

2010 – 2014: Lynkarriere til Serie B

Ved sæsonstart 2010 fik klubben tildelt en plads i Lega Pro Seconda Divisione. To år senere rykkede man videre til Prima Divisione gennem repechage og nåede playoff-semifinalen i 2013. I 2013-14 toppede Virtus Entella stort set hele sæsonen, og sejren 4. maj 2014 i Cremona sendte holdet for første gang reelt op i Serie B.

2014 – 2018: Oprykningsfest, nedtur og længe i Serie B

Den historiske debut i Serie B 2014-15 endte med playoff-nedrykning, der dog blev annulleret, da Catania blev tvangsnedrykket for matchfixing. I 2015-16 blev det til en flot niendeplads med Alfredo Aglietti på sidelinjen og Francesco Caputo som topscorer. Holdet rykkede definitivt ud i 2018 efter et målløst playoff mod Ascoli.

2018 – 2021: Serie C-titel, Coppa Italia-brag og ny nedrykning

I 2018-19 vandt klubben Serie C’s gruppe A under Roberto Boscaglia og nåede sensationelt Coppa Italias ottendedelsfinale efter straffesparkssejr over Genoa. Comeback-sæsonen i Serie B (2019-20) blev til en sikker 13.-plads, men i 2020-21 fulgte nedrykning med tre runder igen og negativ rekord på 23 nederlag.

2021 – 2025: Playoff-forsøg, mellemår og triumftur

To efterfølgende sæsoner bød på playoff-deltagelse uden oprykning. 2023-24 var mere anonym med en 13.-plads. Sæsonen 2024-25 blev derimod et mesterværk: 32 kampe i træk uden nederlag, kun ét tab og sejren i Serie C’s gruppe B med tre runder tilbage. Fabio Gallo’s tropper kronede værket 17. maj 2025 med Supercoppa Serie C-pokalen.

Stadion og faciliteter

Stadio Enrico Sannazzari

Stadion rummer 5 587 pladser. Adgangsvejen er opkaldt efter modstandsmanden Aldo Gastaldi, hvilket undertiden fører til den fejlagtige betegnelse ”Stadio Aldo Gastaldi”.

Træningsfaciliteter

Første træningsbane lå ved Piazza Roma, men i dag foregår seniorholdets daglige arbejde på selve stadion, suppleret af feltet i Leivi. Ungdomssektoren råder over kommunale centre: ”Franco Celeri” i Colmata a mare og ”Angelo Daneri” i Caperana.

Organisation og økonomi

Juridisk struktur

Klubben har vekslet mellem forenings- og selskabsform flere gange. I 1985 blev srl-formen indført første gang ved oprykningen til Serie C2. Konkursen i 2001 bragte driftsformen tilbage til en forening, indtil den nuværende selskabsstruktur blev etableret i 2010. Siden 2019 har Duferco Industrial S.A. (Luxembourg) ejet 70 % af aktierne.

Hjemsted og kontorer

Siden 1985 har klubbens adresse været Via Aldo Gastaldi 22 – inde i stadionkomplekset. Tidligere lå kontoret flere steder i byens historiske centrum.

Sponsorater og partnerskaber

Virtus Entella har fremmet lokalt erhvervsliv siden Serie B-gennembruddet. Aftaler dækker alt fra hovedsponsor på trøjen til partnersamarbejder gennem Entella Partners-programmet. På etisk plan bærer shortsene siden 2022 Istituto Giannina Gaslinis logo.

Socialt engagement

Siden 2013 samarbejder klubben med børnehospitalet Gaslini og Anffas Onlus. Foreningens egen velgørenhedsarm ”L’Entella nel cuore”, ledet af Sabina Croce, koordinerer indsamlinger til sygehuse, udsatte familier (bl.a. efter Ponte Morandi-kollapset) og bloddonationskampagner.

Ungdoms- og breddesatsning

Entella Academy

Ungdomsarbejdet daterer sig til 1950’erne, hvor klubben vandt to regionale Campionato Ragazzi-titler. I dag rummer akademiet ni herre- og fire damehold. Blandt profiler, der har passeret gennem rækkerne, er tvillingebrødrene Francesco og Giuseppe Zampano, Cheick Keita, Dany Mota og landsholdsspilleren Nicolò Zaniolo.

Meritter

• Campionato Juniores Nazionali: 2010
• Campionato Dante Berretti: 2011, 2019 (samt Supercoppa Berretti 2019)
• Primavera Final Eight-deltagelse: 2016
• Coppa Italia Primavera finaledeltager: 2017
• Under-16 Serie C-mester: 2022

Trofæer og hæder

Statistikker og rekorder

Holdstatistikker

• Største sejr: 9-0 mod Derthona (Coppa Italia 1936-37)
• Største nederlag: 0-7 mod Pinerolo (Interregionale 1988-89)
• Flest point i én sæson: 79 (Serie C 2022-23)
• Flest sejre i én sæson: 23 (Serie C 2022-23 og Eccellenza 2006-07)
• Færrest indkasserede mål: 5 (Promozione Liguria 1921-22)
• Serie B-rekord for målrigste remis (delt): 4-4 i 2019-20-sæsonen

Individuelle rekorder

Trænere og ledere

Udvalgte cheftrænere

• Ferenc Molnár – første professionelle, hentet til finaler i 1924.
• Imre Payer – stor figur i 1930’ernes Serie C-år.
• Gian Piero Ventura – førte holdet til Serie C2 i 1985.
• Luca Prina – arkitekt bag oprykningen til Serie B i 2014.
• Alfredo Aglietti – rekordholder i Serie B-kampe og sejre.

Præsidenter

38 forskellige præsidenter har stået i spidsen. Siden 2007 har stålindustrimanden Antonio Gozzi haft posten og ledsaget Entella fra Eccellenza til flere Serie B-kampe. Historisk markante formænd inkluderer Giovanni Vittorio Marcone (1930’erne) og Sergio Barbieri (oprykning 1985).

Spillere gennem tiderne

Hall of Fame (100+ klubkampe)

Klubben oprettede i 2016 en Hall of Fame for spillere med mindst 100 officielle optrædener. Blandt de mest fremtrædende er Enrico Sannazzari, Ermes Nadalin, Michele Pellizzer og anførerikonerne Gennaro Volpe og Luca Nizzetto.

Anførere

• 1914: Enrico Sannazzari (første kaptajn)
• 1960’erne: Ermes Nadalin / Mario Delle Piane
• 2013-14: Gennaro Volpe
• 2018-19: Luca Nizzetto
• Serie B (flest sæsoner): Michele Troiano (tre år)

Landskampbidrag

Kun én spiller har repræsenteret sin A-landsholdstrøje, mens han bar Entellas farver: Naser Aliji, der startede for Albanien i en venskabskamp mod Norge i 2018.

Tifosi og kultur

Publikum og sociale medier

Serie B-oprykket 2014 gav publikumstilstrømningen et markant løft. Toppen blev 2 252 i snit pr. kamp 2016-17 – paradoksalt nok rækkens laveste, men historisk høj for Chiavari. Online følger ca. 80 000 fans klubbens officielle kanaler (2020).

Supporterhistorie

Tilhængerne har traditionelt haft et borgerligt ry, i kontrast til Sestri Levantes mere arbejdsmæssige profil – rivaliseringens sociale kerne i Derby del Tigullio. Organiseret fanmiljø opstod i 1980’erne, men voksede for alvor efter 2006 og er siden 2015 samlet under én fane.

Venskaber og rivaler

• Gemellaggi: Sanremese, Sampdoria, Lucchese, Brescello, Pro Recco (vandpolo), Carpi, Crotone, Grosseto.
• Hovedrival: Sestri Levante – Derby del Tigullio (83 ligaopgør siden 1923).
• Yderligere rivaler: Imperia, Savona, Spezia, Lavagnese, Rapallo, Sammargheritese, Albissola samt piemontesiske Casale og Pro Vercelli.

Aktuel trup 2024-25

(Opdateret 9. juli 2025 – nationalitetsflag følger FIFA-regler; flerdobbelt pas kan forekomme.)

Teknisk stab

• Cheftræner: Fabio Gallo
• Assistenttrænere, fysisk team og øvrig stab offentliggjort af klubben i sæsonhåndbogen.

Virtus Entella i kulturen

Chiavaris hvide og lyseblå har inspireret fire officielle bøger, flere lokale sange og en prisbelønnet dokumentarfilm ”Mi chiamo Entella e ho cent’anni” (2014). Allerede i 1985 udgav sangskriveren Raimondo Veronese pladen ”Se Chiavari non fosse così/Inno all’Entella”, mens Pablo Banchero i 2015 skrev nummeret ”Entella”.

Konklusion

Virtus Entella er et pragteksempel på, hvordan en lille bys fodboldklub kan overleve mere end et århundredes op- og nedture, finansielle kriser og omstruktureringer – og alligevel fortsætte med at vokse. Fra de første uofficielle kampe på Piazza Roma til sejren i Supercoppa Serie C i 2025 har ”I Diavoli Neri” fastholdt en stærk lokal identitet, et ambitiøst ungdomsarbejde og en vilje til at konkurrere på så højt et niveau som muligt. Med en frisk oprykning til Serie B, et nyomdøbt stadion og en fanskare, der strækker sig langt ud over Chiavaris bygrænse, står Virtus Entella klar til at skrive næste kapitel i sin allerede rige historiebog.