Inter Milan

Football Club Internazionale Milano – som i daglig tale ganske enkelt kaldes Inter – har siden grundlæggelsen i 1908 været en af de mest markante institutioner i international fodbold. Klubben har hjemme i den norditalienske metropol Milano og er berømt for de karakteristiske sort-blå striber, den evige tilstedeværelse i den italienske Serie A samt et trofæskab, der spænder fra de tidligste mesterskaber før Første Verdenskrig til Champions League-triumfer i det 21. århundrede.

I næsten alle epoker har Inter formået at vinde mindst ét officielt trofæ, og klubben er derfor alene om at kunne prale af, at ingen årti siden stiftelsen har været helt uden sølvtøj. Fra “La Grande Inter” under Helenio Herrera i 1960’erne, over det skelsættende trippel i 2010 til genetableringen som national magtfaktor i 2020’erne, har nerazzurri præget både italiensk og europæisk fodbold. Rivaliseringen med bysbørnene fra AC Milan – Derby della Madonnina – og den evige dyst mod Juventus i Derby d’Italia har sat ekstra farve på fortællingen.

Denne artikel giver en samlet, detaljeret og faktabaseret gennemgang af Inters historie, identitet, organisation, resultater og kulturelle betydning. Den bygger udelukkende på verificerbare oplysninger fra de vedhæftede kilder og er derfor fri for myter og ukorrekte gisninger.

Stiftelsen og de første år

Klubben bliver til (1908-1910)

Inter opstod som en udbryderklub, da 44 medlemmer den 9. marts 1908 forlod Milan Cricket and Football Club. De ville give også udenlandske spillere plads på banen, og navnet “Internazionale” blev valgt for at signalere dette inkluderende princip. Farverne sort og blå – tegnet af maleren Giorgio Muggiani – skulle symbolisere nattehimlen, mens guld indgik i det oprindelige logo.

Det første mesterskab (1910)

Allerede to år efter stiftelsen vandt Inter sit første italienske mesterskab. Holdet blev trænet og anført af Virgilio Fossati, der desværre faldt i kamp under Første Verdenskrig i 1916.

Krig, genstart og andet scudetto (1914-1920)

Ligaen blev afbrudt af krigen, men i 1920 – kort efter turneringernes genoptagelse – sikrede Nino Resegottis mandskab sig klubbens andet scudetto via en finalesejr over US Livorno.

Mellemkrigstiden: navneændringer og sportslig fremgang

Fascismens indgreb og Ambrosiana-æraen (1928-1945)

Under det fascistiske styre blev klubben i 1928 tvunget til at fusionere med US Milanese og skifte navn til S.S. Ambrosiana, senere Ambrosiana-Inter. Trøjen var i en periode hvid med det røde bykors, men de sort-blå striber vendte hurtigt tilbage. Trods uro vandt klubben nationale titler i 1930, 1938, 1940 samt sin første Coppa Italia i 1939.

Giuseppe Meazza – klubbens første ikon

Den unge angriber Giuseppe Meazza debuterede i 1927 og blev bannerfører i 1930’erne. Med 284 officielle mål er han fortsat Inters mest scorende spiller, og Milanos stadion bærer hans navn.

Efterkrigstiden og vejen mod La Grande Inter

Genoptagelsen (1945-1955)

Efter fascismens fald genvandt klubben navnet Internazionale. 1950’erne bød på to mesterskaber (1953, 1954) under Alfredo Foni, hvor profiler som István Nyers, Lennart Skoglund og Benito Lorenzi prægede offensiven.

Angelo Moratti overtager (1955)

Forretningsmanden Angelo Moratti købte Inter i 1955 og lagde fundamentet til den epoke, der skulle gå over i historien som La Grande Inter.

La Grande Inter (1955-1967)

Helenio Herrera og catenaccioens perfektion

I 1960 hentede Moratti træneren Helenio Herrera i Barcelona. Sammen med Luis Suárez, Giacinto Facchetti, Sandro Mazzola, Tarcisio Burgnich, Jair og målmand Giuliano Sarti skabte han et hold, der dominerede Italien og Europa.

Europæisk storhed

Inter blev første italienske klub til at vinde Intercontinental Cup (1964) og forsvarede både Europacup og verdensmesterskab året efter. I Serie A blev det til tre titler (1963, 1965, 1966), og i 1966 tildeltes klubben den første stjerne for ti mesterskaber.

Slutningen på en æra

I 1967 tabte Inter både europæisk finale mod Celtic og den afgørende ligakamp til Juventus. Helenio Herrera forlod posten året efter, og Angelo Moratti solgte klubben til Ivanoe Fraizzoli i 1968.

1970’erne og 1980’erne: svingende succes

Scudetto nummer 11 (1970-71)

Under træner Giovanni Invernizzi hentede Inter sit 11. mesterskab. Roberto Boninsegna blev topscorer, og holdet nåede Europacup-finalen i 1972, hvor Ajax dog sejrede.

Bersellini og det 12. mesterskab (1980)

Eugenio Bersellini – kaldet Il Sergente di Ferro – stod bag Coppa Italia-sejre 1978 og 1982 samt scudettoen i 1980. Spillere som Alessandro Altobelli, Gabriele Oriali, Evaristo Beccalossi og Ivano Bordon udgjorde stammen.

Trapattoni og tyskernes triumf (1989)

Med Giovanni Trapattoni på bænken og de tyske verdensmestre Lothar Matthäus og Andreas Brehme vandt Inter det såkaldte “Mesterskabernes Rekord” i 1988-89 med 58 point (to-points-system) – dengang rekord i Serie A.

1990’erne: europæiske pokaler men Ingen scudetto

Tre UEFA Cup-titler

• 1990-91: sejr over AS Roma
• 1993-94: sejr over Casino Salzburg
• 1997-98: sejr over Lazio (3-0 i Paris)

Trods europæisk succes udeblev det nationale mesterskab. Stjernespillere som Jürgen Klinsmann, Dennis Bergkamp, Gianluca Pagliuca og Ronaldo krydrede periodens hold, men ligaen blev domineret af Milan og Juventus.

Massimo Morattis anden æra (1995-2013)

Investeringer og ustabilitet

Morattis tilbagekomst førte til rekordkøb af Ronaldo (1997) og senere Christian Vieri (1999). Flere trænere – heriblandt Marcelo Lippi og Héctor Cúper – måtte se titler glide i sidste øjeblik, som fx i 2002, hvor et nederlag til Lazio på sidste spilledag kostede scudettoen.

Roberto Mancini – de første pokaler

Mancini (2004-2008) bragte stabilitet: Coppa Italia 2005 og 2006, Supercoppa 2005 samt scudettoen 2006, der blev tildelt Inter efter Calciopoli-afsløringen.

Calciopoli og fem mesterskaber i træk (2006-2010)

Da Juventus, Milan og andre fik pointstraffe, greb Inter chancen. Med profiler som Zlatan Ibrahimović, Javier Zanetti, Esteban Cambiasso og Maicon vandt klubben Serie A i 2007, 2008, 2009, 2010 – og dermed fem på stribe inkl. 2006-titlen.

José Mourinho og trippel-bedriften (2010)

Mourinho overtog i 2008. To år senere skrev Inter historie med Italiens første trippel:

• Coppa Italia: 1-0 over Roma (5. maj 2010)
• Serie A: sikret 16. maj 2010 i Siena
• Champions League: 2-0 over Bayern München 22. maj 2010 (to mål af Diego Milito)

Kort efter fulgte klub-VM-triumf i december 2010, hvorefter Mourinho drog til Real Madrid.

Fra trippel til økonomisk omstilling (2011-2019)

Ejer-skifte til indonesiske og kinesiske hænder

I 2013 solgte Moratti majoriteten til den indonesiske forretningsmand Erick Thohir. Tre år senere overtog kinesiske Suning Holdings Group 68,55 % af aktierne. Ejer- og strategi-skift førte til økonomiske stramninger og trænerskift (Mazzarri, Mancini 2.0, De Boer, Pioli, Spalletti).

Tilbage i Champions League

Luciano Spalletti sikrede i 2018 Inters første Champions League-deltagelse i seks år via en dramatisk 3-2-sejr over Lazio i sidste spillerunde.

Genopblomstring under Giuseppe Marotta (2019- )

Antonio Conte og det 19. scudetto

Med Marotta som administrerende direktør hentede Inter Antonio Conte som træner, Romelu Lukaku i angrebet og stabile kræfter som Nicolò Barella og Alessandro Bastoni. I 2021 brød de Juventus’ ni år lange dominans og vandt klubbens 19. mesterskab.

Simone Inzaghi: cuptitler og CL-finale

Conte forlod posten, og Simone Inzaghi vandt straks Supercoppa 2021, Coppa Italia 2022 og 2023 samt endnu to Supercoppa-triumfer. I 2023 nåede Inter Champions League-finalen, men måtte se sig slået 1-0 af Manchester City.

Den 20. ligatitel og ny amerikansk ejer

Sæsonen 2023-24 blev kronet med scudetto nummer 20 – den eftertragtede seconda stella – sikret 22. april 2024 efter derbysejr. Kort efter overtog Oaktree Capital Management klubben, da Suning ikke kunne tilbagebetale et lån.

Identitet og symboler

Farver og tilnavn

Sort og blå forbindes med Milanos nattehimmel. Tilnavnet nerazzurri refererer til striberne, mens biscione – en mægtig slange – stammer fra byens og Sforza-familiens våben.

Logoets udvikling

Grunddesignet med de sammenflettede bogstaver F C I M i koncentriske cirkler har ændret sig i detaljer. 2007-versionen moderniserede farverne, og stjernen over cresten markerer ti (1966) og siden to stjerner for 20 (2024) mesterskaber.

Stadion og faciliteter

Stadio Giuseppe-Meazza (San Siro)

Inter deler siden 1947 San Siro med AC Milan. Kapaciteten er i dag 75.000+. Oprindeligt opført i 1926, ombygget flere gange – senest før Nations League-finalerne 2021.

Fremtidige stadionplaner

De to klubber har siden 2019 arbejdet på et fælles projekt om et nyt 60.000-stadsion i samme område. Alternativer uden for kommunegrænsen undersøges også.

Træningsanlægget “La Pinetina”

Centro Sportivo Angelo Moratti i Appiano Gentile – åbnet 1962 – huser tre baner, overdækket “cage”, fitness-afdeling, svømme-pool og Inter TV-studier.

Organisation og økonomi

Ejerstruktur

Finansiel udvikling

2010’ernes investeringer blev fulgt af Financial Fair Play-restriktioner. Gældsreduktion, obligationslån og salg af profiler (fx Hakimi, Lukaku og Onana) har siden været nødvendige for balance.

Meritter

Statistik og rekorder

• Flest kampe: Javier Zanetti – 858
• Flest mål: Giuseppe Meazza – 284
• Største Serie A-sejr: 9-0 mod Casale (1933-34)
• Største sejr over Juventus: 4-0 (1979 & 1984)
• Flest sæsoner i træk i Serie A: 1909- (aldrig rykket ned)

Udvalgte legender

• Giacinto Facchetti – banebrydende offensiv back og senere præsident; nr. 3 pensioneret.
• Sandro Mazzola – playmaker og søn af Torino-profil Valentino.
• Javier Zanetti – “Il Tractor”, rekordholder i kampe; nr. 4 pensioneret.
• Lothar Matthäus – Ballon d’Or 1990 og nøglefigur i 1989-triumfen.
• Ronaldo – VM- og Ballon d’Or-vinder, ikon i slut-90’erne.
• Diego Milito – matchvinder i alle tre finaler 2010.

Nuværende førsteholdstrup

(Sæson 2024-25 – udvalgte numre; kursiv = ude med langtidsskade)

Kvindeafdelingen

Inter Women blev en del af Serie A Femminile i 2019 og har siden etableret sig i den bedste række.

Supportere og kultur

Curva Nord

Den hårdeste kerne af fans – Boys San (1969) – holder til i Curva Nord. Alliancer findes bl.a. med Lazios Irriducibili og Valencia-gruppen Yomus. Rivaliseringen med Milans Curva Sud er historisk og socialt præget.

Hymner

• Pazza Inter (2003) – indsunget af spillertruppen; spilles før og efter kampe.
• C’è solo l’Inter (2002) – skrevet af Elio e le Storie Tese til minde om Peppino Prisco.

Samfundsansvar

Inter Campus

Siden 1996 har Inter drevet sociale fodboldprojekter i over 20 lande for børn i udsatte områder. Programmet omfatter tusindvis af deltagere og ledes i samarbejde med lokale organisationer.

Konklusion

Internazionale Milano har gennem mere end et århundrede været synonym med innovation, internationalt udsyn og konstante ambitioner. Klubben har formået at rejse sig efter perioder med modgang og omstruktureringer – både sportsligt og økonomisk – og står i dag igen som en central aktør i italiensk og europæisk fodbold. Med to stjerner på brystet, en fornyet organisation og en solid spillertrup går Inter ind i fremtiden med samme mål, som ved starten i 1908: at forene lokal stolthed med globalt udsyn og vinde trofæer i alle turneringer, klubben deltager i.